Tag Archives: stereotyper

“Jeg har set høje kinesere”

Michala Yun-Joo Schlichtkrull

DR-journalist, Thomas Skov, har været i Rio under OL 2016. I den forbindelse delte han for et par uger siden dette billede på Instagram med bemærkningen “Jeg har set høje kinesere…”

14329105_10154518656933007_107497806_o

I husker måske Thomas Skov som den ene af de to værter i programserien Kridhvid i Kina, der blev sendt på DR3 i 2014 og for tiden kan genses på dr.dk. Dengang brillerede Skov med racistiske kommentarer som “Ved I hvorfor kinesere er gule? Det er fordi de boller i karry” (afsnit 1) og “Jeg kan jo heller ikke se forskel på Simon Jul og hende der anmelderen (Ann Lind Andersen) fra Godmorgen Danmark” (afsnit 2). Af opslaget her ser det ud til, at Skov stadig ikke holder sig tilbage med at dele ud af sine unuancerede, racistiske betragtninger, når det handler om Kina og kinesere. Men det må selvfølgelig også være chokerende for ham at opdage, at der rent faktisk findes høje(re) personer blandt en befolkning på mere end 1,3 milliarder…

Når jeg ser Skovs opslag og et program som Kridhvid i Kina, undrer jeg mig over, hvorfor omtale af Kina og kinesere i den danske offentlighed fra tid til anden foregår på så platte præmisser. Se bare en DR-overskrift som denne (“Kinesiske robotter giver landet historisk OL-fiasko”, dr.dk, 17. august 2016) fra dette års OL i Rio, der emmer af den velkendte “kinesere som flokdyr uden evne til at tænke selvstændigt”-retorik.

Politikens journalist, Kim Rathcke Jensen, der driver Kinablog, skrev tidligere på året en glimrende kommentar om fremstilling af Kina i medierne efter Jim Lyngvilds interview i “Aftenshowet”. Her delte Lyngvild gavmildt ud af (egne?) tilfældige “facts” om Kina (blandt andet, at ordet “nej” ikke findes på kinesisk). Rathcke Jensen pointerede i den forbindelse netop, at der er en “anything goes”-attitude på spil i forhold til fremstillingen af Kina og kinesere i den danske offentlighed og efterlyste kritisk stillingtagen til kilder.

Jeg kan kun erklære mig enig heri og opfordre til mere saglighed i den danske mediedækning af Kina og kinesere, så vi slipper for sensationsfokuseret “China bashing” a la Skov. Det gør sig i øvrigt både gældende i tilfældet Thomas Skov, men også i mere seriøse sammenhænge hos de store dagblade, hvor “catchy” overskrifter tilsyneladende er vigtigere end almindelig anstændighed (se eksempelvis Informations “I Kina slår de kvinder”-overskrift og Politikens “Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” som vi tidligere har omtalt her på bloggen).

Hvor er de henne?

Om fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansk film

Af Jacob Ki Nielsen

Kinamand (Henrik Ruben Genz, DK/SE/NO, 2005)

Kinamand. 2005. Instr. Henrik Ruben Genz. Foto: Robin Skjoldborg, Niels Harving

Der ruttes ikke med asiatisk-danske hovedroller i dansk film eller minoritetshovedroller i det hele taget. Denne kommentar diskuterer således fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansksproget film. Her tænkes særligt på kvinder med reference til Sydøst- og Østasien.

En gennemgang af asiatiske og asiatisk-danske kvinderoller i dansk film viser, at der oftest er tale om enten statister eller orientaliserede biroller fx som i noirfilmen The Element of Crime (1984) af Lars von Trier hvor vi igennem hovedpersonen Fisher møder den unge kvindelige sexarbejder Kim (Meme Lai) eller i integrations- og familiefilmen Far til fire – på japansk (2010) af Claus Bjerre med Tomomi Yamauchi i rollen som fru Tanaka.

Siden årtusindskiftet har den asiatiske kvindefigur dog været indskrevet i flere socialpædagogiske, afstigmatiserende og heteromantiske film om midaldrende majoritetsdanske arbejderklassemænd og kvindelige migranter fra Asien. Heriblandt, Kinamand (2005) af Henrik Ruben Genz hvori den skilsmisseramte blikkenslager Keld (Bjarne Henriksen) indgår et proforma ægteskab med Ling (Vivian Wu), der er søster til ejeren af nabolagets kinesiske restaurant. I 10 timer til Paradis (2012) af Mads Matthiesen drager den 38-årige bodybuilder Dennis (Kim Kold), der aldrig har haft en kæreste og bor udenfor København sammen med sin dominerende mor Ingrid (Elsebeth Steentoft), til Thailand hvor han møder Toi (Lamaiporn Sangmanee Hougaard) i hvem han snart forelsker sig og som følger ham til Danmark. Den seneste film er Rosita (2015) af Frederikke Aspöck. Filmen udspilles i en kystby i Nordvestjylland som et trekantsdrama imellem en midaldrende enkemand Ulrik (Jens Albinus), dennes søn Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) og førstnævntes nye kæreste Rosita (Mercedes Cabral), der ankommer fra Filippinerne og viser sig at være enlig mor til en dreng.

Disse film kan ses som tematiseringer af et globalt fænomen, såkaldt giftermålsmigration. Den stereotype grundfortælling  omhandler marginaliserede kvinder, der emigrerer til Vesten i håb om øget social, økonomisk og kulturel mobililtet samt vestlige ikke-patriarkalske arbejderklassemænds adgang til rollen som far og husbond/partner. Filmene minder om  produktioner fra 1950ernes Hollywood  såsom Japanese War Bride (1952) af King Vidor, hvor fyrene dog er fremstillet som uimodståeligt smukke anglo hvide amerikanske gentleman-maskuliniteter. Alt andet lige, highlighter de heteroseksuelle interetniske familiedannelser og deres filmiske repræsentationer mobilitetsmønstre, som også gør sig gældende i ikke-internationale ægteskaber; en institutionaliseret forskel i økonomisk formåen imellem kønnene hvor den mandlige part som oftest tjener mere end den kvindelige (vice versa).

I de nævnte film fungerer den asiatiske kvindefigur som en lindrende, hvis ikke, reparerende salve for den mandlige hovedpersons underkendte maskulinitet, der som oftest er majoritetsdansk hvid, midaldrende, heteroseksuel og arbejderklasseagtig. Jf ovennævnte er det bemærkelsesværdigt og problematisk, at de i forvejen få kvindelige ’hovedroller’ med relation til Asien i dansk film er asiatiske, hvilket kan ses om udtryk for en eksklusion af asiatiske-danske kvinder, roller og skuespillere. Omvendt, kalder det også på flere alternative multikulturelle og minoritetsfortællinger fx om ikke-hvide og særligt ikke-kristne mænds familiedannelse med hvide majoritetsdanske kvinder samt på en fortsat diskussion om hvilke roller skuespillere med etnisk racial minoritetsprofil kan tage og tildeles.

I want to be NEENJA!

Måske nogle af jer allerede har set den her video på YouTube.

Amerikanske Jennifer Murphy (YouTubeBlonde.com), tidligere Miss Oregon og deltager i Donald Trump-programmet “The Apprentice”, optræder til “The Pink Carpet Launch” for sit eget sengefirma med en racistisk sang med titlen “I want to be NEENJA”. Murphy synger sangen med en latterliggørende stereotyp asiatisk-engelsk accent, mens teksten blandt andet består af “catchy” linjer som “I want to chop chop chop Chow down, take Chow down to Chinatown”, “I throw my ninja star oh so very far” og “I learned my ninja kicks while watching Netflix”. Tåkrummende.

Og hvad værre er, står langt de fleste fra publikum og smiler og griner under hele Murphys optræden. Alle på nær den, så vidt jeg kan se, eneste person, der umiddelbart kan gå for at være asiatisk, kvinden i den lyserøde kjole, der står til højre for Murphy. Det er helt tydeligt, at den asiatiske kvinde ikke finder sangen sjov, og det er decideret trist at følge hendes chokerede reaktion på sidelinjen.

Angry Asian Man har skrevet en blogpost om videoen, hvor det netop er den asiatiske kvindes reaktioner, der er i fokus.

Her hos Minoritetsrapporten tilføjer vi Murphys optræden som en bonus til vores “Ugens Udvalgte fra Orientalismearkivet”-kavalkade, som vi postede tidligere i år.  Murphys sang og optræden er et skræmmende eksempel på, hvordan Asien og asiatiske minoritetspersoner fremstilles unuanceret og racistisk med “fresh off the boat broken English” samt karate-, ninja- og Chinatownreferencer.

Bemærk, at videoen oprindelig blev lagt på Murphys egen YouTubekanal tilbage i april i år, men den er imidlertid ikke længere tilgængelig der. Videoen er først for nylig blevet udsat for massiv kritik og kaldt racistisk, efter at være blevet debatteret heftigt på www.reddit.com, og det er i øvrigt efter den debat, at videoen er gjort utilgængelig på Murphys egen kanal.

Se kineseren: Repræsentation af kinesere i vestlig børnelitteratur

Af Olivia Augusta Olesen

Forfatteren er BA i Litteraturvidenskab med profil i kinesisk sprog og kultur og Cand.Mag. fra Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Beijing International Studies University

 

Screen Shot 2016-05-02 at 19.07.06 kopi

Kollage af illustrationer fra De fem kinesiske brødre (1938) af Claire H. Bishop. Illustration: Kurt Wiese.

 

En illustration af en lille gul mand med trekantet stråhat og skæve øjne…  Selv uden at have læst titlen på denne børnebog, er det tydeligt ud fra denne forsimplede tegning, at der er tale om en kineser. Helt overordnet set, er dette nemlig, hvordan kinesere ofte repræsenteres inden for vestlig diskurs. Hvad mere er, at repræsentationen er så velkendt og indlejret i den vestlige måde at tænke ’den kinesiske anden’, at det helt overses, hvor mange lag af historisk diskrimination, magtudøvelse, racisme og generel uvidenhed, der videregives i denne afbildning.

Reproduktionen af stereotyper som denne er særlig problematisk i børnelitteratur, da det er i dette stadie, at børn modelleres til kulturelle væsner med et kulturelt farvet forståelsesapparat og vokabular, hvorigennem de ukritisk indoptager racistiske ‘sandheder’ og værdier, som, at en kineser er gul. Det er igennem reproduktionen i børnehøjde, at de bagvedliggende værdier ligeledes reproduceres og indtages som en naturlig og ukritisk forståelse af verden. Siden begyndelsen af den europæiske interesse for Asien er afbildningen af kinesere og Kina gået i arv mere eller mindre uændret og uudfordret i populærkulturen. Dette er yderst kritisabelt, idet repræsentationen er fastlåst i et forældet og ulige historisk kontekst, hvori Vesten havde den ubestridte definitionsmagt over ’den kinesiske anden’. Den fortsatte brug af misrepræsentation er kendetegnet ved at være ureflekteret og ukritisk, da den uden stillingstagen reproducerer og opretholder uligheden ved at bevare de forældede og diskriminerende værdier, der ubemærket accepteres.

Børnelitteratur som medie

Det er særlig relevant at beskæftige sig med børnelitteratur som medie i forbindelse med emner som racisme og misrepræsentation, idet børnebøger er et afgørende og magtfuldt redskab, hvormed man i barnestadiet ukritisk definerer og internaliserer de tegn og kulturelle koder, hvorigennem verden efterfølgende filtreres, forstås og kategoriseres. Da det benyttede billedsprog tilskynder en bestemt kulturelt farvet vinkel, formes verdensforståelsen og normalitetsopfattelsen derefter. Af denne grund er netop de repræsentationer man udsættes for i barndommen særlig betydningsfulde for reproduktionen af mening. De repræsentationer af Kina og kinesere, som børn møder igennem børnelitteratur, er derfor afgørende for, hvordan Kina og kinesisk kultur i et større kulturelt perspektiv tolkes, behandles og forstås. Billedet af den lille gule kineser med stråhat og skæve øjne bliver på denne måde ubevidst optaget som en umiddelbar og neutral del af den vestlige kulturs forståelsesapparat og forventning til ’den anden’, hvorved det racistiske og stiliserede opfattelse af Kina, kinesisk kultur og det kinesiske folk fastholdes og reproduceres. Det er naivt at tro, at de tidligere betydninger og racistiske toner nemt kan omvæltes, men et sted at starte er i børnelitteraturen og -medierne, da det er på dette tidspunkt, at verden og virkeligheden kognitivt formes og indlæres.

Misrepræsentation og forskellighedens sprog

I den visuelle repræsentation af kinesere i børnelitteratur og som kulturelt symbol i bredere sammenhæng, er det som jeg har valgt at kalde ’forskellighedens sprog’ afgørende. Da tilværelsen kognitivt forståeliggøres igennem kategorisering og strukturering af omverdenen, bygger forståelse derfor på forskelle og måder hvormed afgrænsninger producerer og synliggør forskellighed.[1] De visuelle kendetegn, der i Vesten bruges til at formidle ’kineseren’ eller en hvilken som helst stereotyp, benytter forskellighedens sprog til at fange og formidle ’den anden’, i forsøget på at gøre denne forståelig. Kendetegnene, der forbindes med kinesere er derfor de elementer, der umiddelbart afveg mest fra vestlige normer under de historiske forudsætninger, der herskede da den fortsat benyttede repræsentation af kinesere oprindeligt blev skabt. Det farlige i denne proces er, at gennem gentagelse og udpensling af forskellene, uanset hvor historisk forældet, normaliseres forskellighedens sprog, således at forskellene til sidst udgør hele forståelsen. Igennem repræsentationen fastholdes det repræsenterede, så forskellene bliver altafgørende, mens lighederne falder bort. Det er vigtigt at holde for øje, at en hvilken som helst repræsentation altid indebærer en større eller mindre grad af misrepræsentation da selve formidlingen og forståelsesapparatet bygger på forskellighedens sprog og altså en kategorisering af grænserne og forskellene imellem et ’os’ og et ’dem.’ Det visuelle sprog i børne- og billedbøger, der omgiver og behandler ’den anden’ er således præget af racistiske stereotyper, der tydeligt markerer og definerer forskellene imellem et ’os’ og et ’dem’, hvorigennem forskellene samtidigt produceres, videregives og fastholdes. 

De fem kinesiske brødre

Indbegrebet af den forældede, men alment genkendte og accepterede repræsentation af kinesere findes i børnebogen De fem kinesiske brødre (1938) af Claire Bishop med illustrationer af Kurt Wiese, som har været genudgivet flere gange bl.a. i 1989 og 1996. Stilen slås hurtigt an og bogens forside prydes af de fem gule og identiske hovedpersoner, der alle står som klonet med hænderne foldet ind i ærmegabene, skæve vrede øjne, svingende hårpiske og små kinesiske hatte på hovederne.[2]

På trods af at være fra 1930’erne taler bogen et visuelt sprog, der er lige så forståelig og genkendelig i dag, som ved sin første udgivelse, da kinesere i vid udstrækning fortsat repræsenteres på den måde. Dette i sig selv underbygger og illustrerer den stilstand og manglende udvikling, som både repræsentationen og opfattelsen af kinesere befinder sig i indenfor vestlig kultur. På trods af at være et stykke minimalistisk billedbogslitteratur, er De fem kinesiske brødre (herefter, De fem) slående tung af betydning, idet hvert eneste element i bogens meget enkle stil er nøje udvalgt til at kommunikere fremmedhed igennem forskellighedens sprog. Dette gælder alt fra titelfonten, der mimer penselstrøgene fra kinesiske skrifttegn til skibene i baggrunden, der afbilledes som junker med karakteristiske viftesejl. End ikke fiskene i historien er kulturelt neutrale, men er afbilledet som kinesiske karper med lange skæg. Herved er selv ikke de mindste komponenter uden bagvedliggende værdier, der skal understrege og skabe distancen og forskelligheden mellem et vestligt ’os’ og et fjernliggende kinesisk ’dem.’

I bogens centrum er så ’kineseren’, der med sin gule farve, skæve øjne og mærkværdige påklædning, udtrykker så rungende en anderledeshed, at denne figur kun kan opfattes som fremmed. Trods sin forskellighed fra bogens vestlige modtager, er kineserne i bogen paradoksalt repræsenteret med en total mangel på individualitet. Forståelsen af kinesere formidles i stedet gennem ansigtsløse masser uden individuel værdi og samtlige personer i bogen er karakteriseret ved en komplet mangel på særkende, uden hensynstagen til eller markering af hverken køn eller alder.[3]

Det er en pointe, at selvom bogen ikke har til hensigt at spotte, så indebærer repræsentationen i sig selv en latterlig kvalitet som karikerer kinesere og afslører vestens grundlæggende mangel på nuancering og respekt for den fremmede kultur som ligeværdig. Dette ses yderligere i illustrationen af den kinesiske fysik, der visuelt karakteriserer kinesere som spinkle, små og uimponerede. Selv bødlen i De fem, der med sin råstyrke skal hugge hovedet af de dømte, virker splejset. Bogens format og spartanske farvebrug af sort og gul, bærer præg af at være en lidt ældre børnebog, men farvevalget er tydeligt taget på baggrund af en vestlig farvesymbolik og stereotyp. En beskrivelse af kinesere som lyserøde eller, det som meget rammende på dansk kaldes og opfattes som ’hudfarvet’ ville være uforeneligt med det vestlige koncept og forståelse. Kinesere i vestlig kultur er gule, på trods ikke at være mere gule end folk fra Skandinavien. Ifølge vestlige koncept og opfattelse er kinesere anderledes små, gule, mærkeligt-klædte personer med arrige skævøjede ansigter, hvilket er nøjagtig det billede, der videregives til børn igennem børnebøger som denne. Børn ser og forstår efterfølgende verden i bogens termer. Repræsentationen, som vist i De fem, er på ingen måder unik, men er blot et enkelt eksempel på hele det sprog, der er opbygget til at formidle og forklare ’kinesiskhed’ i en vestlig diskurs.

Igennem medier som børnelitteratur indoktrineres og naturaliseres forskellighedens sprog, der fastholder kinesere i et ulige narrativt rum og diskurs, hvor arbitrært udvalgte forskelle er altafgørende. Tekstens konstante udpensling af, at der yderligere er tale om ’kinesere’, er med til at forklare anormaliteterne, ved at skubbe det fremmede over på ’den anden’ og herigennem producere yderligere distance.

Fremtidens kinesere – fremtidens repræsentationer

Repræsentationen af ’den kinesiske anden’ i moderne børnelitteratur er fæstet, som i De fem, i den orientalske diskurs, hvor ’kineseren’ som tegn afhænger af en række forældede og groft overdrevne kendetegn. Forskellighedens sprog, der bruges til at formidle ’kineseren’ og koncepterne om denne, både i udseende og karakter, bygger på tegn konstrueret under imperialistiske rammer og forudsætninger, der primært gjorde sig gældende i 1800-tallet, hvor de europæiske stormagter havde den fuldkomne superioritet og definitionsmagt over Østen. Vestens forsøg på at kategorisere og herigennem tæmme det fremmede resulterede med Edward Saids ord, i en hegemonisk fastholdelse og naturalisering af fordomme og forventninger til ’den anden’: ”… the assumptions of imperialism are often buried so deep in the dominant culture as to be invisible to those who live within it.”[4]. Igennem italesættelsen og tæmningen af det fremmede, projekteres vestlige forestillinger over på orienten, der bliver en social konstrueret verdensbillede, af Vesten til Vesten, uden egentligt nogensinde at inkludere Østen i dens egen repræsentation.

Det foruroligende er, at den orientalistiske repræsentationen stadig fastholdes i nyere diskurser om Kina og ”kineseren.” Dette er tydeligt i De fem, men er lige så tydelig i andre eksempler på vestlige børnelitteratur skrevet indenfor de sidste årtier.

 

Screen Shot 2016-05-02 at 19.14.09 kopi

(venstre) Mine drømmerejser (1992) af Anna  Höglund. (midten)  Kejseren af Kinesiens land (1998) af Carl Diebolt. Illustration: Birde Poulsen. (højre) Røde Sommerfugl (2007) af Deborah Noyes. Illustration: Sophie Blackall.

 

Selvom stilarterne varierer, formidles de forskellige repræsentationer af kinesere alligevel gennem de nøjagtig samme kendetegn: gul i hudfarven, skæve øjne, anderledes mode, hvor mændene er iført kjortel-kjolelignende beklædning, samt lange hårpiske. Selv helt moderne børnebogs illustrationer sætter kinesere i en kontekst, der fastlåser repræsentationen i nogle historiske forældede rammer, således at ’kineseren’ som koncept reduceres til en umoderne og tilbagestående skikkelse i en moderne verden.

Symbolet, og den opfattelse af kinesere og Kina som derigennem repræsenteres, trænger gevaldigt til en make-over, der skal gør plads til en mere moderne repræsentation, som favner nutidige, moderne lag, der ikke er fæstnet i en orientalsk diskurs. Der efterlyses således en moderne dimension, der udfordrer og løsriver repræsentationen fra sit diskriminerende og orientalske anker og bringer repræsentationen af Asien, Kina og det kinesiske folk ind i et ligebyrdig position.

 

Litteraturliste

Bishop, Claire Huchet. 1938/1989. De fem kinesiske brødre. Kurt Wiese (illustrator). København: Apostrof.

Diebolt, Carl. 1998. Kejseren af Kinesiens land. Birde Poulsen (illustrator). Danmark: Gyldendal.

Finnane, Antonia. 2008 Changing clothes in China: fashion, history, nation. New York: Columbia University Press.

Hall, Stuart (ed.). 2009. Representation: Cultural Representations and Signifying Practices. London: Sage.

Höglund, Anna. 1992. Mine drømmerejser. Danmark: Forlaget Alma.

Nodelman, Perry. 1999. “Decoding the Images: How Picture Books Work” i: Understading Children’s Literature. Peter Hunt (ed.), 1999. pp. 128-139. London: Routledge.

Noyes, Deborah. 2007. Røde Sommerfugl. Sophie Blackall (illustrator). Danmark: Forlaget Klematis.

Said, Edward W. 1978/2002. Orientalisme – Vestlige forestillinger om Orienten. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Sarland, Charles. 1999. “Critical Tradition and Ideological Positioning” in: Understading Children’s Literature. Peter Hunt (ed.), pp. 30-49. London: Routledge.

Trefflich, Cornelia. 2007. Edward Said’s Orientalism: A Reflection. Tyskland: GRIN Verlag.

Noter

[1] For mere om repræsentation og produktionen af mening igennem opstillingen af forskelle og afgrænsning se Hall, 2009.

[2] Øjne anses i vestlig kulturer for at rumme personligheden og nedadgående streger for øjne aflæses som oftest som et aggressivt, fjendtligt ansigtsudtryk, men er det samme udtryk, der formidler ’kineser’. I bogen modarbejdes den fjendske betydning, idet ansigterne udstyres med store smil – men denne dobbelthed udtrykker i stedet en utroværdig, da personen ikke er til at læse, hvilket kendetegner de tidligere narrativer opbygget om ’kineseren.’ Hårpisken er et andet typisk symbol, der i vesten formidler ‘kinesiskhed.’ Dette på trods af at denne har været et uddøende fænomen i et århundrede og selv i Kina altid har været et kontroversielt symbol. Alligevel signalerer hårpisken stadig, den dag i dag kinesiskhed. (Finnane, 2008, s. 78-80).

[3] Det er en pointe for selve fortællingen, at de fem brødre er identiske, da de alle udgiver sig for at være den samme person. Men, repræsentationen af kinesere igennem hele billedbogen er karakteriseret ved denne diskriminerende mangel på adskillelse imellem figurerne indbyrdes.

[4] Sarland, 1999, s. 39.

Ansvaret for artiklens indhold er forfatterens.

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet: Japanese eye test

Skærmbillede 2016-05-11 kl. 08.53.08

Denne illustration bliver fra tid til anden delt på Facebook, og der findes desuden en separat Facebookside dedikeret til billedet. I korte træk går illustrationen ud på, at seeren skal bruge fingrene til at trække i sine øjne, så de derved bliver “skæve” og “japanske”, og på den måde står teksten i billedet helt klart: “No sex causes bad eyes”.

Billedet er et godt eksempel på en stereotyp forestilling om, hvordan østasiatiske (og særligt japanske) øjne ser ud. De må nødvendigvis være skæve og “opadvendte”, og ser man ikke ordene klart og tydeligt uden at hive i sine øjne, er man ikke asiat/japaner (?)

Minoritetsrapporten opfatter ikke billedet her som “for sjovt til ikke at dele”, men som en stødende visuel repræsentation af asiatiskhed (og særligt japanskhed), der trækker på tyndslidte forestillinger om østasiater. Det er på den baggrund, vi indlemmer billedet i Orientalismearkivet.

Den japanske øjentest er i øvrigt den 10ende udvalgte fra arkivet, og det betyder, at vores kavalkade er slut for denne gang. Vi har imidlertid stadig masser af visuelle repræsentationer på lager, så vi vil poste bonus-Ugens udvalgte og -kavalkader fra tid til anden.

Tak fordi I læser med.

/Minoritetsrapportens redaktion

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet: “En gul kineser”

I oktober 2015 bragte Politiken dette billede af Jørn Villumsen i forbindelse med en artikel om Kinas afskaffelse af etbarnspolitikken.

JørnVillumsen

Minoritetsrapporten kontaktede dengang Politiken flere gange og spurgte til valget af illustration (samt valg af overskrift), men vores henvendelser fik desværre ikke Politikens redaktion til at beklage deres valg af tegning. I stedet endte sagen ubesvaret fra redaktionens side, og derfor fortjener det gule grædende barn en plads i Orientalismearkivet.

Billedet er et rigtig godt eksempel på den visuelle tilstedeværelse af massemedierede raciale stereotyper, som mennesker af østasiatisk herkomst møder i deres dagligdag (repræsenteret med skriggul hud, streger som øjne og “Made in China”). Samtidig er den manglende lydhørhed fra majoriteten (her: Politikens redaktion) påfaldende, når man som krænket minoritet forholder sig kritisk til selvfølgeligheden i at bringe en tegning, der i den grad trækker på trætte, unuancerede repræsentationer af østasiater.

Overskriften ”Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” som fulgte tegningen er desuden krænkende og vidner om et dehumaniserende orientalistisk blik, hvor individet hos den ‘folkerige anden’ anskues som mindre værd end ‘en af vores egne”.

Det undrer stadig Minoritetsrapporten, at Politikens redaktion valgte at svare på vores sidste henvendelse med rungende tavshed. Vi håber, at redaktionen, hvis de på et tidspunkt modtager lignende henvendelser, vil være mere lydhøre over for de berørte minoriteters kritik.

 

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet

Ushi Heiku

I starten af 00erne viste TvDanmark (i dag Kanal 4) en række programmer, hvor Annette Heick udgav sig for at være en japansk tv-værtinde ved navn Ushi Heiku, der interviewede kendte danskere. Heick var i programmerne klædt ud med briller, sortfarvet paryk og store, falske tænder. Samtidig talte hun under sine interviews meget dårligt engelsk og sagde nogle pinlige, grinagtige og af og til seksuelle ting til de intetanende interviewede. I slutningen af hvert program gav Heick gav sig til kende til stor morskab og lettelse for de medvirkende.

Ushi Heiku indtager en plads i Minoritetsrapportens Orientalismearkiv på baggrund af programmets unuancerede, racistiske fremstilling af Østasiater, og særligt japanere, med store tænder og uforståeligt engelsk. Samtidig er Ushi Heiku et godt eksempel på  “yellowface” på dansk tv, hvor en “hvid” (her majoritetsdansk) person portrætterer en østasiat – et fænomen der i øvrigt er velkendt og omdiskuteret i filmindustrien, for eksempel her hos BBC.

Billedet er taget fra denne artikel, der i øvrigt kører videre i samme diskrimenerende “Ushi Heiku-spor”.

Da Asien blev gul i vestlig diskurs

 

I serien Gulhedens tilblivelse 

 

Jacob Ki Nielsen

En artikel og karikaturtegning i Dagbladet Politiken fra den 29. oktober 2015 har overskriften ”Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” Tegningen forestiller angiveligt en lille kinesisk pige, der er fremstillet som skriggul, med sort børstehår og smalle øjne (se Illustration 1).

JørnVillumsen

Illustration 1. Bragt i Dagbladet Politiken d. 29.10.2015. Tegnet af Jørn Villumsen.

Udover den krænkende overskrift, hæftes jeg ved den gule farve eftersom asiater (eller andre) sjældent har gul hudtone. Gul synes dog at være en dominerende markør i racialisering af særligt østasiater (herefter, asiater/Asien/asiatiskhed).[1] En klassisk stereotyp fremstilling af asiaten er ”fjernorientalen” med kegleformet hat, smalle øjne med epicanthus-fold, skarpt optrukne kindben, hvid hud, til tider med rosa blus og lang rottehale.[2] Denne typologi er spredt i Vesten via kinesisk eksportporcelæn importeret til Europa siden 1500-tallet og vestlig stereotypisering af asiater har muligvis en begyndelse i disse.

atamon

Illustration 2. “Atamon-kineseren” fra 1938, tegnet af Henrik Hansen.

I en dansk kontekst må den oftest reproducerede ”gule kendis” være ikonet for konserveringsmidlet Atamon (se illustration 2), der lanceredes af danske Tørsleff & Co. i 1938. Ikonet skulle angiveligt være en signatur for prima kvalitet eftersom kinesiske kokke i 1930erne blev anset som særligt kompetente.[3] Desuden vidner beskrivelser af Tivoli-kineserne i 1902 som ”de Gule” om (Andreassen & Henningsen 2011: 133; Thunø 1997: 83) at farven allerede før verdenskrigene var en gængs etnoracial markør for kinesiskhed på dansk.[4] Men, hvordan blev gul en dominerende racial og stereotyp markør for asiatiskhed?

Gulificeringen af Østasien

Ifølge kritisk forskning om emnet har gulificeringen af Asien mere end en begyndelse men kan spores i det kategoriseringsflittige europæiske oplysningsprojekt fx i værker af svenske Carl Linnaeus i 1750erne og af tyske Immanuel Kant og Johann Friedrich Blumenbach i midten af 1770erne.[5] Verdens folk klassificeredes i typologier og racetaxonomier ved hjælp af fysiologisk antropologi ud fra parametre såsom geografi, kulturelle karakteristika, farve og fysiologi. Den sort-hvide matrix, dvs. en tvedelt sondring imellem euro-hvid som et oplyst selv og afro-sort som en ukultiveret anden var ”ret lige til” mens spørgsmålet om klassificeringen af folk i Asien var vanskeligere. Særlig betydningsfuld for gulificeringen af Asien er, ifølge Becoming Yellow af Michael Keevak (2011: 63-65), lanceringen af mongolsk som en spritny racial kategori i den tredje og sidste udgave af Blumenbachs De generis humani varietate nativa fra 1795. Indtil da var asiater ofte beskrevet som hvide, men hos Blumenbach tildeles mongoler samtidig farven gul. Det er nævneværdigt at opfinderen aldrig havde været i Asien og lanceringen er muligvis inspireret af tilgængelige repræsentationer af asiater i form af kinesisk eksportporcelæn. Fx skriver han: ”Deres hoveder er sædvanligvis ovale, med flade ansigter, smalle øjne trukket op imod de ydre hjørner, små næser, og alle de andre ting der er så velkendte fra talrige billeder af kineseren, såvel som fra kinesisk porcelæn og keramikfigurer. De kinesere Büttner så i London var af den slags, og ligeledes den lærde botaniker Whang at Tong (dvs, ”den gule mand fra Øst” (mao flavus ex oriente) som Lichtenberg mødte for nylig i samme by.” (Blumenbach 1775, 119. Også i Keevak 2011, 66. Min oversættelse fra engelsk).[6] Asien gulificeredes i stigende grad i løbet af 1800-tallet, fx blev japansk kultur trendy i Europa i 1860erne, et fænomen der kaldes for japonisme. Et tekstbogseksempel på gulificering af japaneseren i japonisme er den stærkt orientalistiske og indflydelsesrige Madame Chrysanthème fra 1888 af Pierre Loti, inspireret af en sommerferie i Japan i 1885.

Asien som en gul fare

Gelbe_gefahr

Illustation 3. Europas Folk, beskyt jeres helligste gods [Völker Europas, wahrt eure heiligsten Güter] fra 1895, tegnet af Hermann Knackfuß.

Med populariseringen af ”den gule fare” diskurs i slutningen af 1800-tallet er asiatiskhed definitivt gul i vestlig diskurs. Den gule fare har været et racialt hovedtrope for asiatiskhed i Vesten siden den globale ekspansion fra anden halvdel af 1800-tallet. Kanoniseringen af den gule fare må tilskrives Kaiser Wilhelm IIs lancering af ”gelbe Gefahr” i september 1895 og den medfølgende signaturillustration med paroletitlen Europas Folk, beskyt jeres helligste gods [Völker Europas, wahrt eure heiligsten Güter] af Hermann Knackfuß. På illustrationen ses en samling eurotyske hvide Valkyiere, ført af ærkeenglen Michael, ranke og kampklare til at møde den gule fare, der kan anes som en fremosende Buddha i horisonten (Illustration 3). Lanceringen af den gule fare kan ses som del af den tyske kejsers imperialistiske verdenspolitik og som en reaktion på det japanske imperiums fortsatte ekspansion med sejren over Kina i Den første sino-japanske Krig (1894-1895), også kaldet for Den gule krig. Mens den gule fare diskurs næres ved gammel frygt for mongolske invasioner og nutidig nervøsitet ved et ekspansionsorienteret Kina, er den et udtryk for en orientalisme der, historisk set, er blevet (mis)brugt i talrige sammenhænge.[7] Det er derfor ikke overraskende, at Japan var en gul fare under verdenskrigene, afløst af Kina i begyndelsen af den Kolde Krig for igen at blive farlig med det heftige økonomiske boom og dominans af verdensøkonomien i 1970erne og starten af 1980erne. Diskursen beskrives rammende hos Keevak: ”Den gule fare var et bemærkelsesværdigt frit-flydende koncept, der kunne rettes imod Kina eller Japan eller enhver anden ’gul’ nation, såvel som imod mange andre former for fornemmede farer såsom overbefolkning, ’hedenskab,’ økonomisk konkurrence, og samfundsmæssige eller politisk deregulering.” (Keevak: 2011: 7).

Gulhedens tilblivelse

Forenklet kan man sige, at asiaten i tidlige vestlige rejseberetninger oftest var beskrevet som hvid men via det elitære heteromaskuline og hvide europæiske oplysningsprojekt i anden halvdel af 1700-tallet blev genopfundet som mongolsk og gul; en idé der populariseredes globalt i løbet af 1900-tallet bl.a. via japonisme, den gule fare diskurs og andre former for orientalistisk propaganda. Gul som etnoracial markør for asiatiskhed involverer selvsagt en masse problematikker og hierarkiseringer i forhold til køn, seksualitet, klasse og alder. Den er, som jeg vil sige mere om på et senere tidspunkt, også blevet en identitetspolitisk kategori for asiatiske minoriteter i Vesten, dog uden at have haft samme udbredelse som fx afro-amerikansk ‘Black power’. Hvad indebærer gul som en positiv etnoracial identifikation fx som en gul modstandskraft?

 

Referencer:

Andreassen, Rikke & Henningsen, Anne Folke. 2011. Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli. København: Tiderne Skifter.

Keevak, Michael. 2011. Becoming Yellow. A Short History of Racial Thinking. Princeton and Oxford: Princeton University Press.

Kowner, Rotem. 2014. From White to Yellow: The Japanese in European Racial Thought, 1300–1735. Mcgill Queens University Press.

Kowner, Rotem and Demel, Walter. 2013. Race and Racism in Modern East Asia. Western and Eastern Constructions. Leiden and Boston: Brill.

———————–. 2015. Race and Racism in Modern East Asia (Vol. II): Interactions, Nationalism, Gender and Lineage. Leiden and Boston: Brill.

Nagashima, Yoichi (2012). De dansk-japanske kulturelle forbindelser 1873-1903. København: Museum Tusculanum Forlag, Københavns Universitet.

Oxfeldt, Elisabeth. 2005. Nordic Orientalism. Paris and the Cosmopolitan Imagination 1800-1900. Copenhagen: Museum of Tusculanum Press / University of Copenhagen.

Said, Edward. 1978/2005. Orientalism. Western Concepts of the Orient. London: Penguin.

Thunø, Mette (1997) Chinese migration to Denmark: Catering and ethnicity. PhD Dissertation (University of Copenhagen).

Noter

[1] Note om begreberne etnicitet og race. Førstnævnte refererer til formationer dannet med og imod forestillinger om fælles herkomst, oprindelse og erfaring fx religiøse, nationale eller neo-darwinistiske. Race trækker på en sociokognitiv hypotese, forstået som en konfiguration og/eller typologisering.

[2] Fin hvid hud med lidt rosa blus og skarpe ansigtstræk har været et skønhedsideal for de asiatiske eliter igennem tiderne. Ligeledes har kausasiering været et  fænomen, der endog kan ses i kinesiske selvrepræsentationer helt tilbage fra 1700-tallet bl.a. i form af såkaldte nikke-dukker, bestilt af vesterlandske handelsfolk.

[3] Det anslås at 100-200.000 kinesere, primært fra Shandong provinsen, kom til Storbritannien og Frankrig som rendegravere, maskinreparatører og kokke i forbindelse med 1. Verdenskrig og at nogle af disse kontraktarbejdere blev i Europa efter krigen. I 1930ernes Danmark var antallet af kinesere ikke over 50 og før slut-80erne oversteg antallet af kinesere i Danmark og kinesisk-danske ikke 1.000 (Thunø 1997: 68-69).

[4] Eksotiske performances af kinesere i Tivoli og japanere i Zoologisk Have var populære i begyndelsen af det tyvende århundrede (Andreassen & Henningsen 2011; Nagashima 2012: 473-486) og medførte endog ægteskaber imellem kinesisk-fødte mænd og lokale/hvide danske kvinder (Thunø 1997: 84).

[5] Ref: Becoming Yellow. A Short History of Racial Thinking (2011), From White to Yellow: The Japanese in European Racial Thought, 1300–1735 (2014). Se også Race and Racism in Modern East Asia I (2013) / II (2015).

[6] Christoph Gottlieb Büttner (1708-1776), tysk læge. Georg Christoph Lichtenberg (1742-1799), tysk fysiker og satiriker.

[7] Orientalisme, en dyrkelse af forholdet imellem et vestligt selv og en orientalsk anden. Populariseringen af Orientalisme-kritik som en teori tilskrives Orientalism (1978) af Edward W. Said, hvori europæiske/vestlige finkulturelle fremstillinger af Nærorienten kritiseres for at essentialisere og stereotypisere den anden som hhv. erotisk, eksotisk og invaderende farlig. Sidenhen har Orientalisme-kritikken bredt sig til vestlige fremstillinger af Østasien/fjernorienten. Nordisk og skandinavisk orientalisme var, for øvrigt, et mål for kritisk analyse i 1990erne. For en opsummering af orientalisme-kritik på dansk i 1990erne, se (Oxfeldt 2005: 15-16).