Tag Archives: dansk

Den gode, den onde og den fåmælt-truende – maskuliniteter i DRs Bedrag

135958103-jpg-1160x652_q85_crop-smart_upscale

Still. To af Bedrag IIs gode maskuliniteter. Seriens helt Mads Justesen (tv. Thomas Bo Larsen) og den jyske ‘flygtning’ Bimse (th. Lucas Hansen).

Sidste afsnit af DRs Bedrag II blev vist den forgangne søndag (d. 27.11). MR finder Bedrag bemærkelsesværdig som den første dansksprogede tv-serie med en østasiatisk-dansk mandlig rolle, kropsliggjort af SØIK-betjenten Alf Rybjerg. Mens Bedrag indledningsvist lirkede til orientalistiske stereotype forestillinger om ‘gul’ maskulinitet tog anden sæson desværre en drejning imod det stereotype og en-dimensionale. I sæson 1 så vi bl.a. Alf derhjemme i sin comfort zone mens han i sæson 2 er reduceret til at være hovedpersonen Mads’ kollega på kontoret osv.

Bedrag II byder fx på flere heteroseksuelle farvede maskuline karakterer, men man kan stille spørgsmål ved, om disse er med for at konstituere seriens helt, den midaldrende (50+) og ikke-farvede danske patriot SØIK-betjent, Mads Justesen. Budskabet er klart nok: Mads kæmper for den lille mand og ofrer det store europæiske familieprojekt og global velfærd for at redde dansk økonomi, en indsats for hvilken han symbolsk belønnes med en søn. Mads’ lille familieprojekt er samtidig det eneste, som afslutningsvist er uskadt og i sidste indstilling ser vi ham holde sin for tidligt fødte spæde efternøler i sine arme. Fade-out. Her følger serien en lang og træt tradition indenfor tv-fiktion og film, hvor kun den monoracialt profilerede familie tildeles et hjemligt ‘hyggeligt’ rum, succesful forplantning og kontinuitet, en ‘lykkelig fortsættelse,’ så at sige.

Blandt de yngre maskuliniteter i Bedrag II er der fx den fåmælt-truende ‘familieløse’ yuppie Mathias Thomsen, der er kurer for seriens danske skurk, den aldrende Knud Christensen, som er ikke-farvet og indflydelsesrig finansmand. Desuden er der Christensens unge medsammensvorne, investoren Mushtaq Aziz som er vestasiatisk. På det gode hold finder vi østasiatisk-/koreansk-danske Alf som er Mads’ kollega i SØIK og ligesom Mathias taler ‘perfekt dansk.’ Med lidt god vilje kan man, hvis man trækker på en ældre forståelse af race (klasse = race), tilmed sige, at den småkriminelle karakter Bimse som er migrant/flygtning fra Jylland også hører til i garden af yngre farvede maskuliniteter.

Bedrag IIs fremstilling af asiatisk maskulinitet er aferotiseret. Selvom Alf er en af de gode, er han symbolsk eunukiseret og barnløs og bortset fra et lille tit til den svensk-fødte Lise Strand (konen til den kriminelle, Bjarke Strand, i afsnit 4) som er gift, indtager han ellers en pastoral rolle i forhold til Mads’ gravide kone Kristina. I Bedrag I havde Alf et romantisk forhold til en ikke-farvet midaldrende dansk  journalist ved navn Mia, men der var ingen børn i horisonten, og hun blev dræbt af Hr. Christensens svenske hitman P. Parallelt indskriver Bimse sig iblandt de gode igennem sin hensynsfuldhed overfor sin makker Nickys kone Lina. Det er også Bimse som beder Nicky gribe ind og redde en ikke-farvet kvinde fra Aziz som er korporlig. For et øjeblik mødes den rige og elitære ikke-danske vestasiatiske voldelige patriark og den jysk-fødte proletar-maskulinitet. Sidstnævnte konstitueres som den gode, men tildeles heller ingen romantisk relation og dræbes kort efter af svenske P.

Gad vide hvordan serien klarer sig i Sverige?

JKN (som ikke selv har kunnet leve af at stå hverken foran eller bagved et kamera)

Den første asiat i en tv-serie på dansk

Bedraget - Thomas Bo Larsen

Politimakkerparret Mads og Alf (foto: Berlinale).

For tiden sendes DRs spændingsserie Bedrag (januar-februar, 2016) skrevet af Jeppe Gjervig Gram og instrueret af Per Fly. Serien tematiserer for- og bagside af den danske drøm, der allegoriseres via den svigagtige vindmøllegigant Energreen, personificeret af chefen Sander (Nicolaj Lie Kaas).

Bedrag er bemærkelsesværdig fordi det, så vidt vides, er den første dansksprogede tv-serie med en asiatisk dansk karakter. I Bedrag er karakteren Alf Rybjerg (Thomas Hwan) et paragon af integritet og kommissær hos Rigspolitiets enhed for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Han optræder som del af et interracialt makkerpar og som en jysk modpol til den temperamentsfulde midaldrende og hovedstadsagtige kriminalbetjent Mads (Thomas Bo Larsen), der er seriens hovedperson. Efter 4. afsnit (af 10) er det begrænset hvad vi kan sige om serien og om Alf, men dog, at sidstnævnte er i starten af 30erne, af Rybjergslægten og ”ikke er kineser” men muligvis koreansk dansk adopteret med nordjysk socialisering (hele 4 etniciteter i spil). Han er tilsyneladende ungkarl i et stort dollargrin og har haft en affære med en danskfødt kvinde, der er journalist, smuk, midaldrende og ikke-blond.

Minoritetsrapporten hilser serien velkommen. Vi er, på godt og ondt, vidne til et lille stykke Danmarkshistorie.

Link til en relateret artikel “»Bedrag«-casting: »Jeg har sagt, at jeg IKKE er kineser«” af Birgitte Rahbek: http://www.b.dk/kultur/bedrag-casting-jeg-har-sagt-at-jeg-ikke-er-kineser (18.1.2016)