Tag Archives: dansk film

Hvor er de henne?

Om fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansk film

Af Jacob Ki Nielsen

Kinamand (Henrik Ruben Genz, DK/SE/NO, 2005)

Kinamand. 2005. Instr. Henrik Ruben Genz. Foto: Robin Skjoldborg, Niels Harving

Der ruttes ikke med asiatisk-danske hovedroller i dansk film eller minoritetshovedroller i det hele taget. Denne kommentar diskuterer således fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansksproget film. Her tænkes særligt på kvinder med reference til Sydøst- og Østasien.

En gennemgang af asiatiske og asiatisk-danske kvinderoller i dansk film viser, at der oftest er tale om enten statister eller orientaliserede biroller fx som i noirfilmen The Element of Crime (1984) af Lars von Trier hvor vi igennem hovedpersonen Fisher møder den unge kvindelige sexarbejder Kim (Meme Lai) eller i integrations- og familiefilmen Far til fire – på japansk (2010) af Claus Bjerre med Tomomi Yamauchi i rollen som fru Tanaka.

Siden årtusindskiftet har den asiatiske kvindefigur dog været indskrevet i flere socialpædagogiske, afstigmatiserende og heteromantiske film om midaldrende majoritetsdanske arbejderklassemænd og kvindelige migranter fra Asien. Heriblandt, Kinamand (2005) af Henrik Ruben Genz hvori den skilsmisseramte blikkenslager Keld (Bjarne Henriksen) indgår et proforma ægteskab med Ling (Vivian Wu), der er søster til ejeren af nabolagets kinesiske restaurant. I 10 timer til Paradis (2012) af Mads Matthiesen drager den 38-årige bodybuilder Dennis (Kim Kold), der aldrig har haft en kæreste og bor udenfor København sammen med sin dominerende mor Ingrid (Elsebeth Steentoft), til Thailand hvor han møder Toi (Lamaiporn Sangmanee Hougaard) i hvem han snart forelsker sig og som følger ham til Danmark. Den seneste film er Rosita (2015) af Frederikke Aspöck. Filmen udspilles i en kystby i Nordvestjylland som et trekantsdrama imellem en midaldrende enkemand Ulrik (Jens Albinus), dennes søn Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) og førstnævntes nye kæreste Rosita (Mercedes Cabral), der ankommer fra Filippinerne og viser sig at være enlig mor til en dreng.

Disse film kan ses som tematiseringer af et globalt fænomen, såkaldt giftermålsmigration. Den stereotype grundfortælling  omhandler marginaliserede kvinder, der emigrerer til Vesten i håb om øget social, økonomisk og kulturel mobililtet samt vestlige ikke-patriarkalske arbejderklassemænds adgang til rollen som far og husbond/partner. Filmene minder om  produktioner fra 1950ernes Hollywood  såsom Japanese War Bride (1952) af King Vidor, hvor fyrene dog er fremstillet som uimodståeligt smukke anglo hvide amerikanske gentleman-maskuliniteter. Alt andet lige, highlighter de heteroseksuelle interetniske familiedannelser og deres filmiske repræsentationer mobilitetsmønstre, som også gør sig gældende i ikke-internationale ægteskaber; en institutionaliseret forskel i økonomisk formåen imellem kønnene hvor den mandlige part som oftest tjener mere end den kvindelige (vice versa).

I de nævnte film fungerer den asiatiske kvindefigur som en lindrende, hvis ikke, reparerende salve for den mandlige hovedpersons underkendte maskulinitet, der som oftest er majoritetsdansk hvid, midaldrende, heteroseksuel og arbejderklasseagtig. Jf ovennævnte er det bemærkelsesværdigt og problematisk, at de i forvejen få kvindelige ’hovedroller’ med relation til Asien i dansk film er asiatiske, hvilket kan ses om udtryk for en eksklusion af asiatiske-danske kvinder, roller og skuespillere. Omvendt, kalder det også på flere alternative multikulturelle og minoritetsfortællinger fx om ikke-hvide og særligt ikke-kristne mænds familiedannelse med hvide majoritetsdanske kvinder samt på en fortsat diskussion om hvilke roller skuespillere med etnisk racial minoritetsprofil kan tage og tildeles.