Tag Archives: Calvin Klein

Østasiatiske mænd i mediebilledet

Minoritetsrapporten har det seneste stykke tid observeret en ny tendens i det danske medielandskab, hvor østasiatiske mænd først og fremmest er blevet mere synlige på tv og i skønhedsreklamer og samtidig indgår i intime relationer med “hvide” (og i nogle tilfælde majoritetsdanske) kvinder. Det drejer sig for eksempel om Alf og Mia (Thomas Hwan og Charlotte Munck) i DR-dramaserien Bedrag, som vi tidligere har kommenteret her på bloggen og Glenn og Maggie (Steven Yeun og Lauren Cohan) i den aktuelle amerikanske zombieserie The Walking Dead. På samme tid er en ny Calvin Klein parfumereklame (se billedet nedenfor) dukket op forskellige steder i gadebilledet, eksempelvis i flere Matasbutikkers vinduer og på Kongens Nytorvs metrostation. Calvin Klein har i øvrigt brugt flere østasiatiske modeller i deres kampagner de seneste år, heriblandt den sydkoreanske model og skuespiller Kim Woo Bin og den kinesiske topmodel Fei Fei Sun. Det er svært at sige noget konkret om tendensen på nuværende tidspunkt ud fra de tre eksempler, men Minoritetsrapporten ser umiddelbart positivt på den øgede tilstedeværelse af østasiatiske mænd i det danske mediebillede – og særligt det, at østasiatiske mænd portrætteres som attraktive, omend i en heteronormativ maskulinitetskontekst. Samtidig er vi interesserede i de forskellige producenter og deres ærinder: The Walking Dead har for eksempel flere asiatisk-amerikanske producere/forfattere (Sang Kyu Kim og Angela Kang), har Calvin Klein-brandet mon en mediestrategi, der retter sig mod det asiatiske marked, og er Bedrags multikulturelle cast muligvis en del af den danske filmbranches arbejde hen imod at styrke den kulturelle og etniske mangfoldighed i dansk film (tænk bare på Bedrag-karakteren “Bimse”s særegne dialekt)? Vi kan selvsagt ikke svare på de spørgsmål på nuværende tidspunkt, men de er med i vores overvejelser, når vi modtager tilstedeværelsen af de globale “gule” mandekroppe positivt.

Calvin Klein asian guy:white girl

Billedet er taget fra Harper’s Bazaars hjemmeside: http://www.harpersbazaar.com/beauty/news/a13123/calvin-klein-ck2-fragrance/