Tag Archives: Asien

“Jeg har set høje kinesere”

Michala Yun-Joo Schlichtkrull

DR-journalist, Thomas Skov, har været i Rio under OL 2016. I den forbindelse delte han for et par uger siden dette billede på Instagram med bemærkningen “Jeg har set høje kinesere…”

14329105_10154518656933007_107497806_o

I husker måske Thomas Skov som den ene af de to værter i programserien Kridhvid i Kina, der blev sendt på DR3 i 2014 og for tiden kan genses på dr.dk. Dengang brillerede Skov med racistiske kommentarer som “Ved I hvorfor kinesere er gule? Det er fordi de boller i karry” (afsnit 1) og “Jeg kan jo heller ikke se forskel på Simon Jul og hende der anmelderen (Ann Lind Andersen) fra Godmorgen Danmark” (afsnit 2). Af opslaget her ser det ud til, at Skov stadig ikke holder sig tilbage med at dele ud af sine unuancerede, racistiske betragtninger, når det handler om Kina og kinesere. Men det må selvfølgelig også være chokerende for ham at opdage, at der rent faktisk findes høje(re) personer blandt en befolkning på mere end 1,3 milliarder…

Når jeg ser Skovs opslag og et program som Kridhvid i Kina, undrer jeg mig over, hvorfor omtale af Kina og kinesere i den danske offentlighed fra tid til anden foregår på så platte præmisser. Se bare en DR-overskrift som denne (“Kinesiske robotter giver landet historisk OL-fiasko”, dr.dk, 17. august 2016) fra dette års OL i Rio, der emmer af den velkendte “kinesere som flokdyr uden evne til at tænke selvstændigt”-retorik.

Politikens journalist, Kim Rathcke Jensen, der driver Kinablog, skrev tidligere på året en glimrende kommentar om fremstilling af Kina i medierne efter Jim Lyngvilds interview i “Aftenshowet”. Her delte Lyngvild gavmildt ud af (egne?) tilfældige “facts” om Kina (blandt andet, at ordet “nej” ikke findes på kinesisk). Rathcke Jensen pointerede i den forbindelse netop, at der er en “anything goes”-attitude på spil i forhold til fremstillingen af Kina og kinesere i den danske offentlighed og efterlyste kritisk stillingtagen til kilder.

Jeg kan kun erklære mig enig heri og opfordre til mere saglighed i den danske mediedækning af Kina og kinesere, så vi slipper for sensationsfokuseret “China bashing” a la Skov. Det gør sig i øvrigt både gældende i tilfældet Thomas Skov, men også i mere seriøse sammenhænge hos de store dagblade, hvor “catchy” overskrifter tilsyneladende er vigtigere end almindelig anstændighed (se eksempelvis Informations “I Kina slår de kvinder”-overskrift og Politikens “Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” som vi tidligere har omtalt her på bloggen).

I want to be NEENJA!

Måske nogle af jer allerede har set den her video på YouTube.

Amerikanske Jennifer Murphy (YouTubeBlonde.com), tidligere Miss Oregon og deltager i Donald Trump-programmet “The Apprentice”, optræder til “The Pink Carpet Launch” for sit eget sengefirma med en racistisk sang med titlen “I want to be NEENJA”. Murphy synger sangen med en latterliggørende stereotyp asiatisk-engelsk accent, mens teksten blandt andet består af “catchy” linjer som “I want to chop chop chop Chow down, take Chow down to Chinatown”, “I throw my ninja star oh so very far” og “I learned my ninja kicks while watching Netflix”. Tåkrummende.

Og hvad værre er, står langt de fleste fra publikum og smiler og griner under hele Murphys optræden. Alle på nær den, så vidt jeg kan se, eneste person, der umiddelbart kan gå for at være asiatisk, kvinden i den lyserøde kjole, der står til højre for Murphy. Det er helt tydeligt, at den asiatiske kvinde ikke finder sangen sjov, og det er decideret trist at følge hendes chokerede reaktion på sidelinjen.

Angry Asian Man har skrevet en blogpost om videoen, hvor det netop er den asiatiske kvindes reaktioner, der er i fokus.

Her hos Minoritetsrapporten tilføjer vi Murphys optræden som en bonus til vores “Ugens Udvalgte fra Orientalismearkivet”-kavalkade, som vi postede tidligere i år.  Murphys sang og optræden er et skræmmende eksempel på, hvordan Asien og asiatiske minoritetspersoner fremstilles unuanceret og racistisk med “fresh off the boat broken English” samt karate-, ninja- og Chinatownreferencer.

Bemærk, at videoen oprindelig blev lagt på Murphys egen YouTubekanal tilbage i april i år, men den er imidlertid ikke længere tilgængelig der. Videoen er først for nylig blevet udsat for massiv kritik og kaldt racistisk, efter at være blevet debatteret heftigt på www.reddit.com, og det er i øvrigt efter den debat, at videoen er gjort utilgængelig på Murphys egen kanal.

Da Asien blev gul i vestlig diskurs

 

I serien Gulhedens tilblivelse 

 

Jacob Ki Nielsen

En artikel og karikaturtegning i Dagbladet Politiken fra den 29. oktober 2015 har overskriften ”Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” Tegningen forestiller angiveligt en lille kinesisk pige, der er fremstillet som skriggul, med sort børstehår og smalle øjne (se Illustration 1).

JørnVillumsen

Illustration 1. Bragt i Dagbladet Politiken d. 29.10.2015. Tegnet af Jørn Villumsen.

Udover den krænkende overskrift, hæftes jeg ved den gule farve eftersom asiater (eller andre) sjældent har gul hudtone. Gul synes dog at være en dominerende markør i racialisering af særligt østasiater (herefter, asiater/Asien/asiatiskhed).[1] En klassisk stereotyp fremstilling af asiaten er ”fjernorientalen” med kegleformet hat, smalle øjne med epicanthus-fold, skarpt optrukne kindben, hvid hud, til tider med rosa blus og lang rottehale.[2] Denne typologi er spredt i Vesten via kinesisk eksportporcelæn importeret til Europa siden 1500-tallet og vestlig stereotypisering af asiater har muligvis en begyndelse i disse.

atamon

Illustration 2. “Atamon-kineseren” fra 1938, tegnet af Henrik Hansen.

I en dansk kontekst må den oftest reproducerede ”gule kendis” være ikonet for konserveringsmidlet Atamon (se illustration 2), der lanceredes af danske Tørsleff & Co. i 1938. Ikonet skulle angiveligt være en signatur for prima kvalitet eftersom kinesiske kokke i 1930erne blev anset som særligt kompetente.[3] Desuden vidner beskrivelser af Tivoli-kineserne i 1902 som ”de Gule” om (Andreassen & Henningsen 2011: 133; Thunø 1997: 83) at farven allerede før verdenskrigene var en gængs etnoracial markør for kinesiskhed på dansk.[4] Men, hvordan blev gul en dominerende racial og stereotyp markør for asiatiskhed?

Gulificeringen af Østasien

Ifølge kritisk forskning om emnet har gulificeringen af Asien mere end en begyndelse men kan spores i det kategoriseringsflittige europæiske oplysningsprojekt fx i værker af svenske Carl Linnaeus i 1750erne og af tyske Immanuel Kant og Johann Friedrich Blumenbach i midten af 1770erne.[5] Verdens folk klassificeredes i typologier og racetaxonomier ved hjælp af fysiologisk antropologi ud fra parametre såsom geografi, kulturelle karakteristika, farve og fysiologi. Den sort-hvide matrix, dvs. en tvedelt sondring imellem euro-hvid som et oplyst selv og afro-sort som en ukultiveret anden var ”ret lige til” mens spørgsmålet om klassificeringen af folk i Asien var vanskeligere. Særlig betydningsfuld for gulificeringen af Asien er, ifølge Becoming Yellow af Michael Keevak (2011: 63-65), lanceringen af mongolsk som en spritny racial kategori i den tredje og sidste udgave af Blumenbachs De generis humani varietate nativa fra 1795. Indtil da var asiater ofte beskrevet som hvide, men hos Blumenbach tildeles mongoler samtidig farven gul. Det er nævneværdigt at opfinderen aldrig havde været i Asien og lanceringen er muligvis inspireret af tilgængelige repræsentationer af asiater i form af kinesisk eksportporcelæn. Fx skriver han: ”Deres hoveder er sædvanligvis ovale, med flade ansigter, smalle øjne trukket op imod de ydre hjørner, små næser, og alle de andre ting der er så velkendte fra talrige billeder af kineseren, såvel som fra kinesisk porcelæn og keramikfigurer. De kinesere Büttner så i London var af den slags, og ligeledes den lærde botaniker Whang at Tong (dvs, ”den gule mand fra Øst” (mao flavus ex oriente) som Lichtenberg mødte for nylig i samme by.” (Blumenbach 1775, 119. Også i Keevak 2011, 66. Min oversættelse fra engelsk).[6] Asien gulificeredes i stigende grad i løbet af 1800-tallet, fx blev japansk kultur trendy i Europa i 1860erne, et fænomen der kaldes for japonisme. Et tekstbogseksempel på gulificering af japaneseren i japonisme er den stærkt orientalistiske og indflydelsesrige Madame Chrysanthème fra 1888 af Pierre Loti, inspireret af en sommerferie i Japan i 1885.

Asien som en gul fare

Gelbe_gefahr

Illustation 3. Europas Folk, beskyt jeres helligste gods [Völker Europas, wahrt eure heiligsten Güter] fra 1895, tegnet af Hermann Knackfuß.

Med populariseringen af ”den gule fare” diskurs i slutningen af 1800-tallet er asiatiskhed definitivt gul i vestlig diskurs. Den gule fare har været et racialt hovedtrope for asiatiskhed i Vesten siden den globale ekspansion fra anden halvdel af 1800-tallet. Kanoniseringen af den gule fare må tilskrives Kaiser Wilhelm IIs lancering af ”gelbe Gefahr” i september 1895 og den medfølgende signaturillustration med paroletitlen Europas Folk, beskyt jeres helligste gods [Völker Europas, wahrt eure heiligsten Güter] af Hermann Knackfuß. På illustrationen ses en samling eurotyske hvide Valkyiere, ført af ærkeenglen Michael, ranke og kampklare til at møde den gule fare, der kan anes som en fremosende Buddha i horisonten (Illustration 3). Lanceringen af den gule fare kan ses som del af den tyske kejsers imperialistiske verdenspolitik og som en reaktion på det japanske imperiums fortsatte ekspansion med sejren over Kina i Den første sino-japanske Krig (1894-1895), også kaldet for Den gule krig. Mens den gule fare diskurs næres ved gammel frygt for mongolske invasioner og nutidig nervøsitet ved et ekspansionsorienteret Kina, er den et udtryk for en orientalisme der, historisk set, er blevet (mis)brugt i talrige sammenhænge.[7] Det er derfor ikke overraskende, at Japan var en gul fare under verdenskrigene, afløst af Kina i begyndelsen af den Kolde Krig for igen at blive farlig med det heftige økonomiske boom og dominans af verdensøkonomien i 1970erne og starten af 1980erne. Diskursen beskrives rammende hos Keevak: ”Den gule fare var et bemærkelsesværdigt frit-flydende koncept, der kunne rettes imod Kina eller Japan eller enhver anden ’gul’ nation, såvel som imod mange andre former for fornemmede farer såsom overbefolkning, ’hedenskab,’ økonomisk konkurrence, og samfundsmæssige eller politisk deregulering.” (Keevak: 2011: 7).

Gulhedens tilblivelse

Forenklet kan man sige, at asiaten i tidlige vestlige rejseberetninger oftest var beskrevet som hvid men via det elitære heteromaskuline og hvide europæiske oplysningsprojekt i anden halvdel af 1700-tallet blev genopfundet som mongolsk og gul; en idé der populariseredes globalt i løbet af 1900-tallet bl.a. via japonisme, den gule fare diskurs og andre former for orientalistisk propaganda. Gul som etnoracial markør for asiatiskhed involverer selvsagt en masse problematikker og hierarkiseringer i forhold til køn, seksualitet, klasse og alder. Den er, som jeg vil sige mere om på et senere tidspunkt, også blevet en identitetspolitisk kategori for asiatiske minoriteter i Vesten, dog uden at have haft samme udbredelse som fx afro-amerikansk ‘Black power’. Hvad indebærer gul som en positiv etnoracial identifikation fx som en gul modstandskraft?

 

Referencer:

Andreassen, Rikke & Henningsen, Anne Folke. 2011. Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli. København: Tiderne Skifter.

Keevak, Michael. 2011. Becoming Yellow. A Short History of Racial Thinking. Princeton and Oxford: Princeton University Press.

Kowner, Rotem. 2014. From White to Yellow: The Japanese in European Racial Thought, 1300–1735. Mcgill Queens University Press.

Kowner, Rotem and Demel, Walter. 2013. Race and Racism in Modern East Asia. Western and Eastern Constructions. Leiden and Boston: Brill.

———————–. 2015. Race and Racism in Modern East Asia (Vol. II): Interactions, Nationalism, Gender and Lineage. Leiden and Boston: Brill.

Nagashima, Yoichi (2012). De dansk-japanske kulturelle forbindelser 1873-1903. København: Museum Tusculanum Forlag, Københavns Universitet.

Oxfeldt, Elisabeth. 2005. Nordic Orientalism. Paris and the Cosmopolitan Imagination 1800-1900. Copenhagen: Museum of Tusculanum Press / University of Copenhagen.

Said, Edward. 1978/2005. Orientalism. Western Concepts of the Orient. London: Penguin.

Thunø, Mette (1997) Chinese migration to Denmark: Catering and ethnicity. PhD Dissertation (University of Copenhagen).

Noter

[1] Note om begreberne etnicitet og race. Førstnævnte refererer til formationer dannet med og imod forestillinger om fælles herkomst, oprindelse og erfaring fx religiøse, nationale eller neo-darwinistiske. Race trækker på en sociokognitiv hypotese, forstået som en konfiguration og/eller typologisering.

[2] Fin hvid hud med lidt rosa blus og skarpe ansigtstræk har været et skønhedsideal for de asiatiske eliter igennem tiderne. Ligeledes har kausasiering været et  fænomen, der endog kan ses i kinesiske selvrepræsentationer helt tilbage fra 1700-tallet bl.a. i form af såkaldte nikke-dukker, bestilt af vesterlandske handelsfolk.

[3] Det anslås at 100-200.000 kinesere, primært fra Shandong provinsen, kom til Storbritannien og Frankrig som rendegravere, maskinreparatører og kokke i forbindelse med 1. Verdenskrig og at nogle af disse kontraktarbejdere blev i Europa efter krigen. I 1930ernes Danmark var antallet af kinesere ikke over 50 og før slut-80erne oversteg antallet af kinesere i Danmark og kinesisk-danske ikke 1.000 (Thunø 1997: 68-69).

[4] Eksotiske performances af kinesere i Tivoli og japanere i Zoologisk Have var populære i begyndelsen af det tyvende århundrede (Andreassen & Henningsen 2011; Nagashima 2012: 473-486) og medførte endog ægteskaber imellem kinesisk-fødte mænd og lokale/hvide danske kvinder (Thunø 1997: 84).

[5] Ref: Becoming Yellow. A Short History of Racial Thinking (2011), From White to Yellow: The Japanese in European Racial Thought, 1300–1735 (2014). Se også Race and Racism in Modern East Asia I (2013) / II (2015).

[6] Christoph Gottlieb Büttner (1708-1776), tysk læge. Georg Christoph Lichtenberg (1742-1799), tysk fysiker og satiriker.

[7] Orientalisme, en dyrkelse af forholdet imellem et vestligt selv og en orientalsk anden. Populariseringen af Orientalisme-kritik som en teori tilskrives Orientalism (1978) af Edward W. Said, hvori europæiske/vestlige finkulturelle fremstillinger af Nærorienten kritiseres for at essentialisere og stereotypisere den anden som hhv. erotisk, eksotisk og invaderende farlig. Sidenhen har Orientalisme-kritikken bredt sig til vestlige fremstillinger af Østasien/fjernorienten. Nordisk og skandinavisk orientalisme var, for øvrigt, et mål for kritisk analyse i 1990erne. For en opsummering af orientalisme-kritik på dansk i 1990erne, se (Oxfeldt 2005: 15-16).