Se kineseren: Repræsentation af kinesere i vestlig børnelitteratur

Af Olivia Augusta Olesen

Forfatteren er BA i Litteraturvidenskab med profil i kinesisk sprog og kultur og Cand.Mag. fra Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Beijing International Studies University

 

Screen Shot 2016-05-02 at 19.07.06 kopi

Kollage af illustrationer fra De fem kinesiske brødre (1938) af Claire H. Bishop. Illustration: Kurt Wiese.

 

En illustration af en lille gul mand med trekantet stråhat og skæve øjne…  Selv uden at have læst titlen på denne børnebog, er det tydeligt ud fra denne forsimplede tegning, at der er tale om en kineser. Helt overordnet set, er dette nemlig, hvordan kinesere ofte repræsenteres inden for vestlig diskurs. Hvad mere er, at repræsentationen er så velkendt og indlejret i den vestlige måde at tænke ’den kinesiske anden’, at det helt overses, hvor mange lag af historisk diskrimination, magtudøvelse, racisme og generel uvidenhed, der videregives i denne afbildning.

Reproduktionen af stereotyper som denne er særlig problematisk i børnelitteratur, da det er i dette stadie, at børn modelleres til kulturelle væsner med et kulturelt farvet forståelsesapparat og vokabular, hvorigennem de ukritisk indoptager racistiske ‘sandheder’ og værdier, som, at en kineser er gul. Det er igennem reproduktionen i børnehøjde, at de bagvedliggende værdier ligeledes reproduceres og indtages som en naturlig og ukritisk forståelse af verden. Siden begyndelsen af den europæiske interesse for Asien er afbildningen af kinesere og Kina gået i arv mere eller mindre uændret og uudfordret i populærkulturen. Dette er yderst kritisabelt, idet repræsentationen er fastlåst i et forældet og ulige historisk kontekst, hvori Vesten havde den ubestridte definitionsmagt over ’den kinesiske anden’. Den fortsatte brug af misrepræsentation er kendetegnet ved at være ureflekteret og ukritisk, da den uden stillingstagen reproducerer og opretholder uligheden ved at bevare de forældede og diskriminerende værdier, der ubemærket accepteres.

Børnelitteratur som medie

Det er særlig relevant at beskæftige sig med børnelitteratur som medie i forbindelse med emner som racisme og misrepræsentation, idet børnebøger er et afgørende og magtfuldt redskab, hvormed man i barnestadiet ukritisk definerer og internaliserer de tegn og kulturelle koder, hvorigennem verden efterfølgende filtreres, forstås og kategoriseres. Da det benyttede billedsprog tilskynder en bestemt kulturelt farvet vinkel, formes verdensforståelsen og normalitetsopfattelsen derefter. Af denne grund er netop de repræsentationer man udsættes for i barndommen særlig betydningsfulde for reproduktionen af mening. De repræsentationer af Kina og kinesere, som børn møder igennem børnelitteratur, er derfor afgørende for, hvordan Kina og kinesisk kultur i et større kulturelt perspektiv tolkes, behandles og forstås. Billedet af den lille gule kineser med stråhat og skæve øjne bliver på denne måde ubevidst optaget som en umiddelbar og neutral del af den vestlige kulturs forståelsesapparat og forventning til ’den anden’, hvorved det racistiske og stiliserede opfattelse af Kina, kinesisk kultur og det kinesiske folk fastholdes og reproduceres. Det er naivt at tro, at de tidligere betydninger og racistiske toner nemt kan omvæltes, men et sted at starte er i børnelitteraturen og -medierne, da det er på dette tidspunkt, at verden og virkeligheden kognitivt formes og indlæres.

Misrepræsentation og forskellighedens sprog

I den visuelle repræsentation af kinesere i børnelitteratur og som kulturelt symbol i bredere sammenhæng, er det som jeg har valgt at kalde ’forskellighedens sprog’ afgørende. Da tilværelsen kognitivt forståeliggøres igennem kategorisering og strukturering af omverdenen, bygger forståelse derfor på forskelle og måder hvormed afgrænsninger producerer og synliggør forskellighed.[1] De visuelle kendetegn, der i Vesten bruges til at formidle ’kineseren’ eller en hvilken som helst stereotyp, benytter forskellighedens sprog til at fange og formidle ’den anden’, i forsøget på at gøre denne forståelig. Kendetegnene, der forbindes med kinesere er derfor de elementer, der umiddelbart afveg mest fra vestlige normer under de historiske forudsætninger, der herskede da den fortsat benyttede repræsentation af kinesere oprindeligt blev skabt. Det farlige i denne proces er, at gennem gentagelse og udpensling af forskellene, uanset hvor historisk forældet, normaliseres forskellighedens sprog, således at forskellene til sidst udgør hele forståelsen. Igennem repræsentationen fastholdes det repræsenterede, så forskellene bliver altafgørende, mens lighederne falder bort. Det er vigtigt at holde for øje, at en hvilken som helst repræsentation altid indebærer en større eller mindre grad af misrepræsentation da selve formidlingen og forståelsesapparatet bygger på forskellighedens sprog og altså en kategorisering af grænserne og forskellene imellem et ’os’ og et ’dem.’ Det visuelle sprog i børne- og billedbøger, der omgiver og behandler ’den anden’ er således præget af racistiske stereotyper, der tydeligt markerer og definerer forskellene imellem et ’os’ og et ’dem’, hvorigennem forskellene samtidigt produceres, videregives og fastholdes. 

De fem kinesiske brødre

Indbegrebet af den forældede, men alment genkendte og accepterede repræsentation af kinesere findes i børnebogen De fem kinesiske brødre (1938) af Claire Bishop med illustrationer af Kurt Wiese, som har været genudgivet flere gange bl.a. i 1989 og 1996. Stilen slås hurtigt an og bogens forside prydes af de fem gule og identiske hovedpersoner, der alle står som klonet med hænderne foldet ind i ærmegabene, skæve vrede øjne, svingende hårpiske og små kinesiske hatte på hovederne.[2]

På trods af at være fra 1930’erne taler bogen et visuelt sprog, der er lige så forståelig og genkendelig i dag, som ved sin første udgivelse, da kinesere i vid udstrækning fortsat repræsenteres på den måde. Dette i sig selv underbygger og illustrerer den stilstand og manglende udvikling, som både repræsentationen og opfattelsen af kinesere befinder sig i indenfor vestlig kultur. På trods af at være et stykke minimalistisk billedbogslitteratur, er De fem kinesiske brødre (herefter, De fem) slående tung af betydning, idet hvert eneste element i bogens meget enkle stil er nøje udvalgt til at kommunikere fremmedhed igennem forskellighedens sprog. Dette gælder alt fra titelfonten, der mimer penselstrøgene fra kinesiske skrifttegn til skibene i baggrunden, der afbilledes som junker med karakteristiske viftesejl. End ikke fiskene i historien er kulturelt neutrale, men er afbilledet som kinesiske karper med lange skæg. Herved er selv ikke de mindste komponenter uden bagvedliggende værdier, der skal understrege og skabe distancen og forskelligheden mellem et vestligt ’os’ og et fjernliggende kinesisk ’dem.’

I bogens centrum er så ’kineseren’, der med sin gule farve, skæve øjne og mærkværdige påklædning, udtrykker så rungende en anderledeshed, at denne figur kun kan opfattes som fremmed. Trods sin forskellighed fra bogens vestlige modtager, er kineserne i bogen paradoksalt repræsenteret med en total mangel på individualitet. Forståelsen af kinesere formidles i stedet gennem ansigtsløse masser uden individuel værdi og samtlige personer i bogen er karakteriseret ved en komplet mangel på særkende, uden hensynstagen til eller markering af hverken køn eller alder.[3]

Det er en pointe, at selvom bogen ikke har til hensigt at spotte, så indebærer repræsentationen i sig selv en latterlig kvalitet som karikerer kinesere og afslører vestens grundlæggende mangel på nuancering og respekt for den fremmede kultur som ligeværdig. Dette ses yderligere i illustrationen af den kinesiske fysik, der visuelt karakteriserer kinesere som spinkle, små og uimponerede. Selv bødlen i De fem, der med sin råstyrke skal hugge hovedet af de dømte, virker splejset. Bogens format og spartanske farvebrug af sort og gul, bærer præg af at være en lidt ældre børnebog, men farvevalget er tydeligt taget på baggrund af en vestlig farvesymbolik og stereotyp. En beskrivelse af kinesere som lyserøde eller, det som meget rammende på dansk kaldes og opfattes som ’hudfarvet’ ville være uforeneligt med det vestlige koncept og forståelse. Kinesere i vestlig kultur er gule, på trods ikke at være mere gule end folk fra Skandinavien. Ifølge vestlige koncept og opfattelse er kinesere anderledes små, gule, mærkeligt-klædte personer med arrige skævøjede ansigter, hvilket er nøjagtig det billede, der videregives til børn igennem børnebøger som denne. Børn ser og forstår efterfølgende verden i bogens termer. Repræsentationen, som vist i De fem, er på ingen måder unik, men er blot et enkelt eksempel på hele det sprog, der er opbygget til at formidle og forklare ’kinesiskhed’ i en vestlig diskurs.

Igennem medier som børnelitteratur indoktrineres og naturaliseres forskellighedens sprog, der fastholder kinesere i et ulige narrativt rum og diskurs, hvor arbitrært udvalgte forskelle er altafgørende. Tekstens konstante udpensling af, at der yderligere er tale om ’kinesere’, er med til at forklare anormaliteterne, ved at skubbe det fremmede over på ’den anden’ og herigennem producere yderligere distance.

Fremtidens kinesere – fremtidens repræsentationer

Repræsentationen af ’den kinesiske anden’ i moderne børnelitteratur er fæstet, som i De fem, i den orientalske diskurs, hvor ’kineseren’ som tegn afhænger af en række forældede og groft overdrevne kendetegn. Forskellighedens sprog, der bruges til at formidle ’kineseren’ og koncepterne om denne, både i udseende og karakter, bygger på tegn konstrueret under imperialistiske rammer og forudsætninger, der primært gjorde sig gældende i 1800-tallet, hvor de europæiske stormagter havde den fuldkomne superioritet og definitionsmagt over Østen. Vestens forsøg på at kategorisere og herigennem tæmme det fremmede resulterede med Edward Saids ord, i en hegemonisk fastholdelse og naturalisering af fordomme og forventninger til ’den anden’: ”… the assumptions of imperialism are often buried so deep in the dominant culture as to be invisible to those who live within it.”[4]. Igennem italesættelsen og tæmningen af det fremmede, projekteres vestlige forestillinger over på orienten, der bliver en social konstrueret verdensbillede, af Vesten til Vesten, uden egentligt nogensinde at inkludere Østen i dens egen repræsentation.

Det foruroligende er, at den orientalistiske repræsentationen stadig fastholdes i nyere diskurser om Kina og ”kineseren.” Dette er tydeligt i De fem, men er lige så tydelig i andre eksempler på vestlige børnelitteratur skrevet indenfor de sidste årtier.

 

Screen Shot 2016-05-02 at 19.14.09 kopi

(venstre) Mine drømmerejser (1992) af Anna  Höglund. (midten)  Kejseren af Kinesiens land (1998) af Carl Diebolt. Illustration: Birde Poulsen. (højre) Røde Sommerfugl (2007) af Deborah Noyes. Illustration: Sophie Blackall.

 

Selvom stilarterne varierer, formidles de forskellige repræsentationer af kinesere alligevel gennem de nøjagtig samme kendetegn: gul i hudfarven, skæve øjne, anderledes mode, hvor mændene er iført kjortel-kjolelignende beklædning, samt lange hårpiske. Selv helt moderne børnebogs illustrationer sætter kinesere i en kontekst, der fastlåser repræsentationen i nogle historiske forældede rammer, således at ’kineseren’ som koncept reduceres til en umoderne og tilbagestående skikkelse i en moderne verden.

Symbolet, og den opfattelse af kinesere og Kina som derigennem repræsenteres, trænger gevaldigt til en make-over, der skal gør plads til en mere moderne repræsentation, som favner nutidige, moderne lag, der ikke er fæstnet i en orientalsk diskurs. Der efterlyses således en moderne dimension, der udfordrer og løsriver repræsentationen fra sit diskriminerende og orientalske anker og bringer repræsentationen af Asien, Kina og det kinesiske folk ind i et ligebyrdig position.

 

Litteraturliste

Bishop, Claire Huchet. 1938/1989. De fem kinesiske brødre. Kurt Wiese (illustrator). København: Apostrof.

Diebolt, Carl. 1998. Kejseren af Kinesiens land. Birde Poulsen (illustrator). Danmark: Gyldendal.

Finnane, Antonia. 2008 Changing clothes in China: fashion, history, nation. New York: Columbia University Press.

Hall, Stuart (ed.). 2009. Representation: Cultural Representations and Signifying Practices. London: Sage.

Höglund, Anna. 1992. Mine drømmerejser. Danmark: Forlaget Alma.

Nodelman, Perry. 1999. “Decoding the Images: How Picture Books Work” i: Understading Children’s Literature. Peter Hunt (ed.), 1999. pp. 128-139. London: Routledge.

Noyes, Deborah. 2007. Røde Sommerfugl. Sophie Blackall (illustrator). Danmark: Forlaget Klematis.

Said, Edward W. 1978/2002. Orientalisme – Vestlige forestillinger om Orienten. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Sarland, Charles. 1999. “Critical Tradition and Ideological Positioning” in: Understading Children’s Literature. Peter Hunt (ed.), pp. 30-49. London: Routledge.

Trefflich, Cornelia. 2007. Edward Said’s Orientalism: A Reflection. Tyskland: GRIN Verlag.

Noter

[1] For mere om repræsentation og produktionen af mening igennem opstillingen af forskelle og afgrænsning se Hall, 2009.

[2] Øjne anses i vestlig kulturer for at rumme personligheden og nedadgående streger for øjne aflæses som oftest som et aggressivt, fjendtligt ansigtsudtryk, men er det samme udtryk, der formidler ’kineser’. I bogen modarbejdes den fjendske betydning, idet ansigterne udstyres med store smil – men denne dobbelthed udtrykker i stedet en utroværdig, da personen ikke er til at læse, hvilket kendetegner de tidligere narrativer opbygget om ’kineseren.’ Hårpisken er et andet typisk symbol, der i vesten formidler ‘kinesiskhed.’ Dette på trods af at denne har været et uddøende fænomen i et århundrede og selv i Kina altid har været et kontroversielt symbol. Alligevel signalerer hårpisken stadig, den dag i dag kinesiskhed. (Finnane, 2008, s. 78-80).

[3] Det er en pointe for selve fortællingen, at de fem brødre er identiske, da de alle udgiver sig for at være den samme person. Men, repræsentationen af kinesere igennem hele billedbogen er karakteriseret ved denne diskriminerende mangel på adskillelse imellem figurerne indbyrdes.

[4] Sarland, 1999, s. 39.

Ansvaret for artiklens indhold er forfatterens.

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet: Japanese eye test

Skærmbillede 2016-05-11 kl. 08.53.08

Denne illustration bliver fra tid til anden delt på Facebook, og der findes desuden en separat Facebookside dedikeret til billedet. I korte træk går illustrationen ud på, at seeren skal bruge fingrene til at trække i sine øjne, så de derved bliver “skæve” og “japanske”, og på den måde står teksten i billedet helt klart: “No sex causes bad eyes”.

Billedet er et godt eksempel på en stereotyp forestilling om, hvordan østasiatiske (og særligt japanske) øjne ser ud. De må nødvendigvis være skæve og “opadvendte”, og ser man ikke ordene klart og tydeligt uden at hive i sine øjne, er man ikke asiat/japaner (?)

Minoritetsrapporten opfatter ikke billedet her som “for sjovt til ikke at dele”, men som en stødende visuel repræsentation af asiatiskhed (og særligt japanskhed), der trækker på tyndslidte forestillinger om østasiater. Det er på den baggrund, vi indlemmer billedet i Orientalismearkivet.

Den japanske øjentest er i øvrigt den 10ende udvalgte fra arkivet, og det betyder, at vores kavalkade er slut for denne gang. Vi har imidlertid stadig masser af visuelle repræsentationer på lager, så vi vil poste bonus-Ugens udvalgte og -kavalkader fra tid til anden.

Tak fordi I læser med.

/Minoritetsrapportens redaktion

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet: “En gul kineser”

I oktober 2015 bragte Politiken dette billede af Jørn Villumsen i forbindelse med en artikel om Kinas afskaffelse af etbarnspolitikken.

JørnVillumsen

Minoritetsrapporten kontaktede dengang Politiken flere gange og spurgte til valget af illustration (samt valg af overskrift), men vores henvendelser fik desværre ikke Politikens redaktion til at beklage deres valg af tegning. I stedet endte sagen ubesvaret fra redaktionens side, og derfor fortjener det gule grædende barn en plads i Orientalismearkivet.

Billedet er et rigtig godt eksempel på den visuelle tilstedeværelse af massemedierede raciale stereotyper, som mennesker af østasiatisk herkomst møder i deres dagligdag (repræsenteret med skriggul hud, streger som øjne og “Made in China”). Samtidig er den manglende lydhørhed fra majoriteten (her: Politikens redaktion) påfaldende, når man som krænket minoritet forholder sig kritisk til selvfølgeligheden i at bringe en tegning, der i den grad trækker på trætte, unuancerede repræsentationer af østasiater.

Overskriften ”Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” som fulgte tegningen er desuden krænkende og vidner om et dehumaniserende orientalistisk blik, hvor individet hos den ‘folkerige anden’ anskues som mindre værd end ‘en af vores egne”.

Det undrer stadig Minoritetsrapporten, at Politikens redaktion valgte at svare på vores sidste henvendelse med rungende tavshed. Vi håber, at redaktionen, hvis de på et tidspunkt modtager lignende henvendelser, vil være mere lydhøre over for de berørte minoriteters kritik.

 

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet: mere Melodi Grand Prix

Som I måske mindes, skød vi vores 10 udvalgte fra Orientalismearkivet i gang med Melodi Grand Prix-sangen “Eksprestog til Kina” fra 1991. I denne uge har vi mere Melodi Grand Prix på programmet, og vi spoler frem til 2014, hvor Danmark var vært for Eurovision med værterne Lise Rønne, Nikolaj Koppel og Pilou Asbæk i spidsen. Kina var et gennemgående tema for Eurovision 2014, fordi mange kinesere så med, og det kom der til tider nogle ret platte jokes ud af. En af dem er “12-talssangen”, skrevet af Pharfar og Pilfinger, som er denne uges udvalgte.

Sangen handler i udgangspunktet om tallet 12, som benyttes i pointfordelingen i Eurovision, men cirka halvvejs inde i nummeret, begynder Pilou Asbæk at dreje emnet over på Kina ved at inddrage “some facts about China” som forårsruller, bordtennis, Great Wall og opium. Ved sangens afslutning hiver Pilou Asbæk FNs generalsekretær Ban Ki-Moon ind som “kineser”, hvorefter han irettesættes af en hovedrystende Nikolaj Koppel med ordene: “He’s from South Korea”, og det er særligt den afslutning, der kvalificerer “12-talssangen” til Orientalismearkivet.

Sangen spiller tilsyneladende bevidst på vestlige stereotype forestillinger om Østasien og særligt kinesiskhed: kinesere er gode til bordtennis, alt deres mad er friturestegt, de siger Nihao, og så ligner de i øvrigt alle sammen hinanden.  På den måde er der en metakritisk dimension på spil i nummeret, som vi her hos Minoritetsrapporten ikke kender forklaringen på. Hvor man kunne fristes til at afskrive “12-talssangen” som en plat joke og en unuanceret fremstilling af Kina og kinesere, mener vi derimod, at sangen er interessant og har et kritisk potentiale, fordi den spiller både for og imod stereotyper.

At det så faldt helt til jorden for publikum og pressen, er en anden sag. Se bare anmeldelserne her:

http://www.b.dk/kultur/hvem-kan-staa-for-taarer-diva-kjoler-og-skaeg

http://politiken.dk/kultur/filmogtv/mgp/ECE2280490/grandprix-vaerter-begaar-syngende-humorhyldest-til-tallet-12/

http://jyllands-posten.dk/kultur/musik/article6694941.ece

’Hver fjerde mand i Asien har voldtaget’. Fra Orientalisme-arkivet

 

’Hver fjerde mand i Asien har voldtaget’

Denne massemedierede overskrift fra 2013 refererer til offentliggørelsen af en FN-rapport om kønnet vold i Asien. Fx: https://www.dr.dk/ligetil/udland/hver-fjerde-mand-i-asien-har-voldtaget

Overskriften er Ugens Udvalgte fordi den afspejler et grundmotiv i den ikke-romantiserende Orientalisme (fx som en mellemøstlig, sydasiatisk ‘brun fare’ og/eller nordøstasiatisk ‘gul fare’), hvor den maskuline anden konstituteres som en patriarkalsk trussel.

YellowTerror.InallhisGlory.1899.editorialcartoon

The Yellow Terror in All Hiss Glory. 1899. Redaktionel tegning/illustration.

Trusselsmotivet er en lækkerbisken, der understøtter en vestlig selvbranding som kvindevenlig og progressiv og samtidig fjerner fokus fra de vestlige patriarkater — der givetvis er mindre-hårde end de asiatiske, mindre-konservative, men — hvor kvinder stadig er marginaliserede, særligt i det styrende af felterne, det økonomisk/finansielle felt. Rapporten og den undersøgelse som den er baseret på, er ganske omfattende, men i forhold til den nævnte overskrift, svarer antallet af respondenter altså ’kun’ til ca. 0,0005 procent af mænd i Asien eller til sammenligning til 14 respondenter af den samlede befolkning af mænd i Danmark. Sensationaliseringen er ærgerlig og kritisabel, fordi det er en vigtig rapport og obligatorisk læsning.

Alt andet lige: I sidste ende handler det om ofrene, og de ideologier hvorved de produceres. Hermed også en anbefaling om at læse rapporten.

Link til rapporten: http://www.undp.org/content/undp/en/home/presscenter/pressreleases/2013/09/10/un-survey-of-10-000-men-in-asia-and-the-pacific-reveals-why-some-men-use-violence-against-women-and-girls-.html (21.4.2016)

Relaterede tekster:

Larsen, Rekha Grue. 2015. ”Orientalismen Lever i bedste velgående i Mathilde Walter Clarks verden”. Adoptionspolitisk Forum: http://www.adoptionspolitiskforum.org/orientalismen-lever-i-bedste-velgaaende-i-mathildes-walther-clarks-verden/ (21.4.2016)

Andreassen, Rikke. 2005. The Mass Media’s Construction of Gender, Race, Sexuality and Nationality An Analysis of the Danish News Media’s Communication about Visible Minorities from 1971-2004. Toronto: University of Toronto. http://rikkeandreassen.dk/phd-afhandling.pdf (21.4.2016).

Johannes V. Jensens beretninger fra Fjernorienten

Denne uges Udvalgte fra Orientalismearkivet griber igen tilbage til starten af det 20. århundrede.

I 1912-1913 besøgte den produktive, prominente og senere nobelprisvindende danske forfatter Johannes V. Jensen Kina. Han var på det tidspunkt ca. 40 år. Hans første Kinabesøg var i 1902 som del af en jordomrejse, samme år som udstillingerne af kinesere i Tivoli og japanere i Zoologisk Have. Jensens anden rejse til Fjernøsten kastede flere reportager af sig, som blev udgivet i for Politiken. I disse rejseberetninger undskyldes der i hvert fald ikke for imperialismen. Jensen var stærkt inspireret af engelske Herbert Spencers altomfavnende socialdarwinisme og anså det som en slags pligt for Vesten at civilisere det primitive Kina som, efter hans mening, var flere hundrede år efter Europas udvikling. De dårligt stillede kinesere var endda hjælpeløse eftersom deres raciale herkomst fastholdt dem på det samme evolutionære stade som primater; et argument som Jensen kvalificerede ved at vise ligheden imellem et mongol- og abekranium. Man skal, som sagt, ikke dømme fortiden ud fra nutiden men det etnocentriske verdenssyn som fremføres af Jensen er relevant, fordi det minder foruroligende meget om nutidens diskurser.

Kilder:

Johannes V. Jensen’s rejsereportager er udgivet samlet under titlen Introduktion til Vor Tidsalder (1915).

Jeppesen, Bent Haugaard. 1984. Johannes V Jensen og den hvide mands byrde. Eksotisme og imperialisme. København: Rhodos.

Nagashima, Yoichi (2012). De dansk-japanske kulturelle forbindelser 1873-1903. København: Museum Tusculanum Forlag/Københavns Universitet.

Thunø, Mette (1997) Chinese migration to Denmark: Catering and ethnicity. PhD Dissertation. Copenhagen: University of Copenhagen.

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet

Atamon

Ugens udvalgte er en gammel kending, nemlig illustrationen på konserveringsmidlet Atamon. På flasken er en asiatisk kok afbildet med gul hud, skæve øjne og store tænder – velkendte raciale stereotyper brugt til at portrættere asiater i den vestlige verden.

Atamonmanden blev lanceret af Tørsleff & Co. i 1938 og er et godt eksempel på, hvordan vi møder raciale stereotyper i supermarkedet i vores dagligdag. Det undrer i høj grad Minoritetsrapporten, at illustrationen på Atamon ikke opdateres til en ikke-diskriminerende en af slagsen. Hermed en opfordring til producenten.

Atamonmanden har tidligere indgået i diskussioner om racialisering og kolonialvarer i Norden og er blandt andet blevet kritiseret af forsker ved Institut for Kunst- og kulturvidenskab, Københavns Universitet, Matias Danbolt. Blandt andet i artiklen her: https://www.information.dk/kultur/2015/01/ogsaa-glemt-hvorfor-hedder-kolonialvarer

Ugens udvalgte fra Orientalisme-arkivet

De første østasiatere i Tivoli og Zoologisk have

Fra udstillingen af kineserne i Tivoli i 1902. Foto: Tivoli.

Japanere i Zoologisk Have. 1902.

Ugens udvalgte griber tilbage I tiden. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet er det trendy at udstille levende mennesker fra andre verdensdele. Udstilling af kinesere i Tivoli og japanere i Zoologisk Have i 1902 er Ugens Udvalgte fra Orientalisme-arkivet. De er kulminationen på en tiltagende eksotisering af Nær- og Fjernorienten i 1800-tallets Europa. Efter parisisk forbillede etableres Tivoli i København i 1843 som en orientalistisk forlystelseshave og et offentligt rum til konstituering af danskhed. I anden halvdel af 1800-tallet er japansk kultur en trend, også kendt som japonisme. Pierre Loti udkommer med den stærkt orientalistiske Madame Chrysanthème i 1887 (dansk oversættelse i 1895). Det bør nævnes, at de fremviste japanere og kinesere modtog løn i modsætning til fx australske aboriginere, der blev anset som værende af endnu laverestående race end asiaterne.

Informationsmaterialer fra udstillingerne er tilgængelige via det KB her:
http://www.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2012/jul/smaatryk/subject5799/da/

Mere om udstillingerne:

Andreassen, Rikke & Henningsen, Anne Folke. 2011. Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli. København: Tiderne Skifter.

Kaisen, Jane Jin (og Tobias Hübinette). 2006. Tracing Trades. København.
En kunstdokumentarfilm bl.a. om nordisk kolonialisme, orientalisme og kineserne i Tivoli.

Nagashima, Yoichi. 2012. De dansk-japanske kulturelle forbindelser 1873-1903. København: Museum Tusculanum Forlag/Københavns Universitet.
Om japanerne i Zoologisk have og om danske forestillinger om japanskhed.

Oxfeldt, Elisabeth. 2005. Nordic Orientalism: Paris and the Cosmopolitan Imagination 1800-1900. Copenhagen: Museum Tusculanum Press/University of Copenhagen.
Om orientalisme i 1800-tallets dansk- og norsksproget litteratur. Om orientalisme, danskhed og Tivoli.

Thunø, Mette. 1997. Chinese migration to Denmark: Catering and ethnicity. PhD Dissertation. Copenhagen: University of Copenhagen.En kritisk historisering af kinesisk immigration til Europa og Danmark. Om kineserne i Tivoli.

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet

 

Ugens udvalgte fra Orientalisme-arktivet er børnesangen Tre små kinesere på Højbroplads.

Omslagsillustration af Dina Gellert til Tre små kinesere – og 4 andre børnesange. Forlaget Carlsen. 2015.

Den kendte børnesang er udvalgt fordi den desværre lader til at være en racistisk evergreen. I tidligere årtier var sangteksten angiveligt med henvisning til fattige asiatiske gadekunstnere og musikanter. I dag bruges sangen — som minoritetsrapporten tidligere har omtalt —  til latterliggørelse af japanske og kinesiske turister.

Tre små kinesere der har tysksproget oprindelse, blev først introduceret på dansk i 1945. I dag kendes sangen på tysk som Drei Chinesen mit dem Kontrabass.  I tidlige varianter af sangen fra Pommern før 1. verdenskrig er der tale om “Japanesen.” Den første trykte version af sangen udkom i Berlin i 1913 under titlen Drei Japanesen mit ’nem Bass.

Et link til en YouTube video der meget vel illustrerer ovennævnte pointe: https://www.youtube.com/watch?v=i9IFnl0ZiDI

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet

Ushi Heiku

I starten af 00erne viste TvDanmark (i dag Kanal 4) en række programmer, hvor Annette Heick udgav sig for at være en japansk tv-værtinde ved navn Ushi Heiku, der interviewede kendte danskere. Heick var i programmerne klædt ud med briller, sortfarvet paryk og store, falske tænder. Samtidig talte hun under sine interviews meget dårligt engelsk og sagde nogle pinlige, grinagtige og af og til seksuelle ting til de intetanende interviewede. I slutningen af hvert program gav Heick gav sig til kende til stor morskab og lettelse for de medvirkende.

Ushi Heiku indtager en plads i Minoritetsrapportens Orientalismearkiv på baggrund af programmets unuancerede, racistiske fremstilling af Østasiater, og særligt japanere, med store tænder og uforståeligt engelsk. Samtidig er Ushi Heiku et godt eksempel på  “yellowface” på dansk tv, hvor en “hvid” (her majoritetsdansk) person portrætterer en østasiat – et fænomen der i øvrigt er velkendt og omdiskuteret i filmindustrien, for eksempel her hos BBC.

Billedet er taget fra denne artikel, der i øvrigt kører videre i samme diskrimenerende “Ushi Heiku-spor”.