Category Archives: Kommentar

FRYGT

Har I set forsiden på det nyeste nummer af Magisterbladet?

Den ser sådan ud og har skabt heftig debat på bladets Facebookside. Og med god grund. For Magisterbladets redaktion har valgt at portrættere kinesere på en måde, der sender tankerne tilbage til illustrationer fra et tidligere århundrede. Der er naturligvis flere personer, der på bladets Facebookside spørger ind til illustrationen og påpeger, at den er diskriminerende og reproducerer en problematisk, stereotyp fremstilling af kinesere med gul hud, streger som øjne og rishat. Imidlertid tager redaktionen ikke kritikken til sig, men fastslår i flere kommentarer, at tegningen understreger en dybereliggende pointe koblet til bladets tema om irrationel frygt for globalisering, outsourcing (til Kina) og automatisering (robotter) på det danske arbejdsmarked. Det er ærgerligt at se, at redaktionen i den grad ikke forholder sig til kritikernes pointe om illustrationens umiddelbare negative effekt og stødende portrættering af kinesere, men bliver ved med at insistere på, at tegningen tjener et samlet budskab. I øvrigt et budskab som i vores optik ikke ligefrem springer i øjnene, hverken når man blot ser forsiden eller for den sags skyld læser videre om “Frygtsamfundet” inde i bladet (side 19-23). Det indlysende næste spørgsmål her er desuden, hvorvidt Magisterbladet ikke kunne have understreget pointen om den irrationelle frygt for “de flittige kinesere” (side 21) uden at gøre brug af racistiske afbildinger? Det burde være en smal sag for ethvert kommunikationsteam.

Imidlertid er denne slags respons, med fokus på intentioner og dybereliggende pointer, ikke ny, når det handler om kritik af danske mediers reproduktion af diskriminerende fremstillinger af østasiater. Minoritetsrapportens skribenter har i hvert fald tidligere oplevet dette, når vi har henvendt os til forskellige redaktører for at spørge ind til kritisable illustrations- eller ordvalg (se bare her). I den kontekst rammer Magisterbladets FRYGT faktisk uhyggeligt præcist, for forsiden her og den efterfølgende debat med Magisterbladets redaktion indgyder i den grad frygt i os: frygten for ikke at blive hørt i offentligheden og få bagatelliseret vores kritik, når vi påpeger (åbenlys) diskrimination af østasiatiske minoritetspersoner i de danske medier og frabeder os at blive fremstillet på bestemte præmisser.

Billedet er fra Magisterbladets Facebookside, besøgt 7. marts 2017.

 

Et ikke-hvidt skønhedsideal

DR K sender for tiden en programserie med titlen “Skønhedens magt”. I den sammenhæng bragte dr.dk forleden en artikel om saudiarabisk-britiske Nusaiba Mohammad, der er en af bidragyderne på bloggen Chic Muslima og optræder i tredje afsnit af serien.

Mohammad arbejder til daglig med mode, hun er uddannet indenfor “Fashion & Textiles” i Storbritanien, og har tidligere læst islamisk historie i Paris. Ifølge eget udsagn arbejder hun for at udbrede kendskabet til, at man både kan være modebevidst og religiøs (muslim), og det synes vi hos Minoritetsrapporten er rigtig spændende. Vi kan genkende ønsket om at ville udfordre det dominerende vestlige, hvide skønhedsideal, der optager det meste af pladsen i reklamer og modeblade i en vestlig kontekst – noget som vi i øvrigt tidligere har skrevet om.  Vi kan ligeledes genkende skuffelsen over simpelthen ikke at være repræsenteret i medielandskabet og portrætteret som et smukt menneske, når man er ikke-hvid.

Vi ser frem til at følge Nusaiba Mohammad fremover og vil opfordre jer til at gøre det samme.

 

Den gode, den onde og den fåmælt-truende – maskuliniteter i DRs Bedrag

135958103-jpg-1160x652_q85_crop-smart_upscale

Still. To af Bedrag IIs gode maskuliniteter. Seriens helt Mads Justesen (tv. Thomas Bo Larsen) og den jyske ‘flygtning’ Bimse (th. Lucas Hansen).

Sidste afsnit af DRs Bedrag II blev vist den forgangne søndag (d. 27.11). MR finder Bedrag bemærkelsesværdig som den første dansksprogede tv-serie med en østasiatisk-dansk mandlig rolle, kropsliggjort af SØIK-betjenten Alf Rybjerg. Mens Bedrag indledningsvist lirkede til orientalistiske stereotype forestillinger om ‘gul’ maskulinitet tog anden sæson desværre en drejning imod det stereotype og en-dimensionale. I sæson 1 så vi bl.a. Alf derhjemme i sin comfort zone mens han i sæson 2 er reduceret til at være hovedpersonen Mads’ kollega på kontoret osv.

Bedrag II byder fx på flere heteroseksuelle farvede maskuline karakterer, men man kan stille spørgsmål ved, om disse er med for at konstituere seriens helt, den midaldrende (50+) og ikke-farvede danske patriot SØIK-betjent, Mads Justesen. Budskabet er klart nok: Mads kæmper for den lille mand og ofrer det store europæiske familieprojekt og global velfærd for at redde dansk økonomi, en indsats for hvilken han symbolsk belønnes med en søn. Mads’ lille familieprojekt er samtidig det eneste, som afslutningsvist er uskadt og i sidste indstilling ser vi ham holde sin for tidligt fødte spæde efternøler i sine arme. Fade-out. Her følger serien en lang og træt tradition indenfor tv-fiktion og film, hvor kun den monoracialt profilerede familie tildeles et hjemligt ‘hyggeligt’ rum, succesful forplantning og kontinuitet, en ‘lykkelig fortsættelse,’ så at sige.

Blandt de yngre maskuliniteter i Bedrag II er der fx den fåmælt-truende ‘familieløse’ yuppie Mathias Thomsen, der er kurer for seriens danske skurk, den aldrende Knud Christensen, som er ikke-farvet og indflydelsesrig finansmand. Desuden er der Christensens unge medsammensvorne, investoren Mushtaq Aziz som er vestasiatisk. På det gode hold finder vi østasiatisk-/koreansk-danske Alf som er Mads’ kollega i SØIK og ligesom Mathias taler ‘perfekt dansk.’ Med lidt god vilje kan man, hvis man trækker på en ældre forståelse af race (klasse = race), tilmed sige, at den småkriminelle karakter Bimse som er migrant/flygtning fra Jylland også hører til i garden af yngre farvede maskuliniteter.

Bedrag IIs fremstilling af asiatisk maskulinitet er aferotiseret. Selvom Alf er en af de gode, er han symbolsk eunukiseret og barnløs og bortset fra et lille tit til den svensk-fødte Lise Strand (konen til den kriminelle, Bjarke Strand, i afsnit 4) som er gift, indtager han ellers en pastoral rolle i forhold til Mads’ gravide kone Kristina. I Bedrag I havde Alf et romantisk forhold til en ikke-farvet midaldrende dansk  journalist ved navn Mia, men der var ingen børn i horisonten, og hun blev dræbt af Hr. Christensens svenske hitman P. Parallelt indskriver Bimse sig iblandt de gode igennem sin hensynsfuldhed overfor sin makker Nickys kone Lina. Det er også Bimse som beder Nicky gribe ind og redde en ikke-farvet kvinde fra Aziz som er korporlig. For et øjeblik mødes den rige og elitære ikke-danske vestasiatiske voldelige patriark og den jysk-fødte proletar-maskulinitet. Sidstnævnte konstitueres som den gode, men tildeles heller ingen romantisk relation og dræbes kort efter af svenske P.

Gad vide hvordan serien klarer sig i Sverige?

JKN (som ikke selv har kunnet leve af at stå hverken foran eller bagved et kamera)

“Jeg har set høje kinesere”

Michala Yun-Joo Schlichtkrull

DR-journalist, Thomas Skov, har været i Rio under OL 2016. I den forbindelse delte han for et par uger siden dette billede på Instagram med bemærkningen “Jeg har set høje kinesere…”

14329105_10154518656933007_107497806_o

I husker måske Thomas Skov som den ene af de to værter i programserien Kridhvid i Kina, der blev sendt på DR3 i 2014 og for tiden kan genses på dr.dk. Dengang brillerede Skov med racistiske kommentarer som “Ved I hvorfor kinesere er gule? Det er fordi de boller i karry” (afsnit 1) og “Jeg kan jo heller ikke se forskel på Simon Jul og hende der anmelderen (Ann Lind Andersen) fra Godmorgen Danmark” (afsnit 2). Af opslaget her ser det ud til, at Skov stadig ikke holder sig tilbage med at dele ud af sine unuancerede, racistiske betragtninger, når det handler om Kina og kinesere. Men det må selvfølgelig også være chokerende for ham at opdage, at der rent faktisk findes høje(re) personer blandt en befolkning på mere end 1,3 milliarder…

Når jeg ser Skovs opslag og et program som Kridhvid i Kina, undrer jeg mig over, hvorfor omtale af Kina og kinesere i den danske offentlighed fra tid til anden foregår på så platte præmisser. Se bare en DR-overskrift som denne (“Kinesiske robotter giver landet historisk OL-fiasko”, dr.dk, 17. august 2016) fra dette års OL i Rio, der emmer af den velkendte “kinesere som flokdyr uden evne til at tænke selvstændigt”-retorik.

Politikens journalist, Kim Rathcke Jensen, der driver Kinablog, skrev tidligere på året en glimrende kommentar om fremstilling af Kina i medierne efter Jim Lyngvilds interview i “Aftenshowet”. Her delte Lyngvild gavmildt ud af (egne?) tilfældige “facts” om Kina (blandt andet, at ordet “nej” ikke findes på kinesisk). Rathcke Jensen pointerede i den forbindelse netop, at der er en “anything goes”-attitude på spil i forhold til fremstillingen af Kina og kinesere i den danske offentlighed og efterlyste kritisk stillingtagen til kilder.

Jeg kan kun erklære mig enig heri og opfordre til mere saglighed i den danske mediedækning af Kina og kinesere, så vi slipper for sensationsfokuseret “China bashing” a la Skov. Det gør sig i øvrigt både gældende i tilfældet Thomas Skov, men også i mere seriøse sammenhænge hos de store dagblade, hvor “catchy” overskrifter tilsyneladende er vigtigere end almindelig anstændighed (se eksempelvis Informations “I Kina slår de kvinder”-overskrift og Politikens “Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” som vi tidligere har omtalt her på bloggen).

Hvor er de henne?

Om fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansk film

Af Jacob Ki Nielsen

Kinamand (Henrik Ruben Genz, DK/SE/NO, 2005)

Kinamand. 2005. Instr. Henrik Ruben Genz. Foto: Robin Skjoldborg, Niels Harving

Der ruttes ikke med asiatisk-danske hovedroller i dansk film eller minoritetshovedroller i det hele taget. Denne kommentar diskuterer således fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansksproget film. Her tænkes særligt på kvinder med reference til Sydøst- og Østasien.

En gennemgang af asiatiske og asiatisk-danske kvinderoller i dansk film viser, at der oftest er tale om enten statister eller orientaliserede biroller fx som i noirfilmen The Element of Crime (1984) af Lars von Trier hvor vi igennem hovedpersonen Fisher møder den unge kvindelige sexarbejder Kim (Meme Lai) eller i integrations- og familiefilmen Far til fire – på japansk (2010) af Claus Bjerre med Tomomi Yamauchi i rollen som fru Tanaka.

Siden årtusindskiftet har den asiatiske kvindefigur dog været indskrevet i flere socialpædagogiske, afstigmatiserende og heteromantiske film om midaldrende majoritetsdanske arbejderklassemænd og kvindelige migranter fra Asien. Heriblandt, Kinamand (2005) af Henrik Ruben Genz hvori den skilsmisseramte blikkenslager Keld (Bjarne Henriksen) indgår et proforma ægteskab med Ling (Vivian Wu), der er søster til ejeren af nabolagets kinesiske restaurant. I 10 timer til Paradis (2012) af Mads Matthiesen drager den 38-årige bodybuilder Dennis (Kim Kold), der aldrig har haft en kæreste og bor udenfor København sammen med sin dominerende mor Ingrid (Elsebeth Steentoft), til Thailand hvor han møder Toi (Lamaiporn Sangmanee Hougaard) i hvem han snart forelsker sig og som følger ham til Danmark. Den seneste film er Rosita (2015) af Frederikke Aspöck. Filmen udspilles i en kystby i Nordvestjylland som et trekantsdrama imellem en midaldrende enkemand Ulrik (Jens Albinus), dennes søn Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) og førstnævntes nye kæreste Rosita (Mercedes Cabral), der ankommer fra Filippinerne og viser sig at være enlig mor til en dreng.

Disse film kan ses som tematiseringer af et globalt fænomen, såkaldt giftermålsmigration. Den stereotype grundfortælling  omhandler marginaliserede kvinder, der emigrerer til Vesten i håb om øget social, økonomisk og kulturel mobililtet samt vestlige ikke-patriarkalske arbejderklassemænds adgang til rollen som far og husbond/partner. Filmene minder om  produktioner fra 1950ernes Hollywood  såsom Japanese War Bride (1952) af King Vidor, hvor fyrene dog er fremstillet som uimodståeligt smukke anglo hvide amerikanske gentleman-maskuliniteter. Alt andet lige, highlighter de heteroseksuelle interetniske familiedannelser og deres filmiske repræsentationer mobilitetsmønstre, som også gør sig gældende i ikke-internationale ægteskaber; en institutionaliseret forskel i økonomisk formåen imellem kønnene hvor den mandlige part som oftest tjener mere end den kvindelige (vice versa).

I de nævnte film fungerer den asiatiske kvindefigur som en lindrende, hvis ikke, reparerende salve for den mandlige hovedpersons underkendte maskulinitet, der som oftest er majoritetsdansk hvid, midaldrende, heteroseksuel og arbejderklasseagtig. Jf ovennævnte er det bemærkelsesværdigt og problematisk, at de i forvejen få kvindelige ’hovedroller’ med relation til Asien i dansk film er asiatiske, hvilket kan ses om udtryk for en eksklusion af asiatiske-danske kvinder, roller og skuespillere. Omvendt, kalder det også på flere alternative multikulturelle og minoritetsfortællinger fx om ikke-hvide og særligt ikke-kristne mænds familiedannelse med hvide majoritetsdanske kvinder samt på en fortsat diskussion om hvilke roller skuespillere med etnisk racial minoritetsprofil kan tage og tildeles.

I want to be NEENJA!

Måske nogle af jer allerede har set den her video på YouTube.

Amerikanske Jennifer Murphy (YouTubeBlonde.com), tidligere Miss Oregon og deltager i Donald Trump-programmet “The Apprentice”, optræder til “The Pink Carpet Launch” for sit eget sengefirma med en racistisk sang med titlen “I want to be NEENJA”. Murphy synger sangen med en latterliggørende stereotyp asiatisk-engelsk accent, mens teksten blandt andet består af “catchy” linjer som “I want to chop chop chop Chow down, take Chow down to Chinatown”, “I throw my ninja star oh so very far” og “I learned my ninja kicks while watching Netflix”. Tåkrummende.

Og hvad værre er, står langt de fleste fra publikum og smiler og griner under hele Murphys optræden. Alle på nær den, så vidt jeg kan se, eneste person, der umiddelbart kan gå for at være asiatisk, kvinden i den lyserøde kjole, der står til højre for Murphy. Det er helt tydeligt, at den asiatiske kvinde ikke finder sangen sjov, og det er decideret trist at følge hendes chokerede reaktion på sidelinjen.

Angry Asian Man har skrevet en blogpost om videoen, hvor det netop er den asiatiske kvindes reaktioner, der er i fokus.

Her hos Minoritetsrapporten tilføjer vi Murphys optræden som en bonus til vores “Ugens Udvalgte fra Orientalismearkivet”-kavalkade, som vi postede tidligere i år.  Murphys sang og optræden er et skræmmende eksempel på, hvordan Asien og asiatiske minoritetspersoner fremstilles unuanceret og racistisk med “fresh off the boat broken English” samt karate-, ninja- og Chinatownreferencer.

Bemærk, at videoen oprindelig blev lagt på Murphys egen YouTubekanal tilbage i april i år, men den er imidlertid ikke længere tilgængelig der. Videoen er først for nylig blevet udsat for massiv kritik og kaldt racistisk, efter at være blevet debatteret heftigt på www.reddit.com, og det er i øvrigt efter den debat, at videoen er gjort utilgængelig på Murphys egen kanal.

Hvid(hed og) racisme i østasiatiske reklamer

Minoritetsrapporten har primært fokus på massemedieret racisme i Vesten men vi er, som asiatisk-danske, også opmærksomme på racisme i asiatiske medier, som desværre lever i bedste velgående. Her et par nyere eksempler på stereotypisering af sort maskulinitet i han-kinesiske og sydkoreanske reklamer.

En kinesisk reklame (2016) for skyllemidlet Qiaobi fra firmaet Shanghai Leishang Cosmetics Ltd. Co. har skabt forargelse i internationale medier og er beskrevet som ’den mest racistiske reklame nogensinde.’ Reklamen, der spiller på et transracialiserings-tema (racial transformation), viser en ung han-kinesisk kvinde flirte med en jævnaldrende mand kodet som sort. Hun propper ham resolut ned i sin vaskemaskine hvorefter han lidt senere dukker ’hvidvasket’ frem nu med han-kinesisk profil, til kvindens store tilfredsstillelse.

Qiaobi

Den kan ses her:

Firmaet har, som en reaktion på kritikken, forsøgt at bortforklare sagen, undskyldt overfor ’det afrikanske folk’ men i det mindste trukket reklamen tilbage. Transracialisering og kommercielle diskurser om renlighed kan spores i Pears’ sæbereklamer fra  slutningen af 1700-tallet som også spiller på temaet ‘hvidvaskning’ af sorte. Qiaobi-reklamen er, for øvrigt, en reciprok til en italiensk Coloreria Italiana-reklame for vaskemiddel til farvet tøj, hvor et italiensk hvidt hetero-par på skift propper hinanden ned i vaskemaskinen og dukker frem som en hyperseksualiseret sort bodybuilder under slogansene ‘coloured is better’ og ‘What women want.’

Reklamen kan ses som et udtryk for racisme imod sorte i fortidens og nutidens Vesten og Østasien. Et andet eksempel er nedenstående reklamekampagne med sloganet ‘Sammen laver vi en lykkelig verden’ fra 2015 for Daegu University (Taegu Taehakkyo) i Sydkorea.

DaeguUni

Det ses at den studerende, der er profileret som sort, er tilføjet en Photoshoppet erektion. Minoritetsrapporten skrev følgende til Daegu Universitet d. 16. oktober, 2015 men, i lighed med Politiken, reagerede universitetet ikke på henvendelsen:

‘To the person at Daegu University who is responsible for the add campaign with the slogan

“행복한 세상 우리가 만들어 가겠습니다”

I am writing to you because I would like you to remove the mentioned add campaign, among others, posted at Seoul Station (see attachment). The add shows a young Black male student “with a boner.” It is considered as racist/sexist and echoes decades of stereotyping, ridiculing and humiliating depictions of Black men as sexual predators and primates.

Please have this campaign removed from the public immediately.

Thank you.

Anbefalet litteratur:

Chen Kuan-hsing. 2010. ”EPIL0GUE: The Imperial Order of Things, or Notes on Han Chinese Racism,” Asia as Method: Toward Deimperialization, 257-268. Durham and London: Duke University Press.

Den måske bedste akademiske tekst på engelsk om han-kinesisk racisme.

“Som at observere en ukendt dyreart”

Ordene stammer fra Politikens Listen fra 26. maj 2016 og har overskriften “Mærkelighed. Asiater i bybilledet”:

“Fem asiatiske kvinder gik ud ad bagdøren på bus 9A, gik målrettet hen til fordøren og bordede bussen igen. Det er som at observere en ukendt dyreart”

En beskrivelse af asiater som den her er i Minoritetsrapportens optik mildest talt grænseoverskridende, og det er der flere årsager til:

  • Asiater fremstilles som én stor ensartet masse, der færdes i flok.
  • Asiater sammenlignes på nedværdigende vis med dyr.
  • Asiater i (det københavnske) bybillede(t) er en “mærkelighed” og et unormalt indslag i det gængse gadebillede.

På trods af Listens “vi tager lige lidt pis på det hele”-stil kunne Politikens redaktion godt have tænkt sig om en ekstra gang, før de valgte at bringe en tekst, der på den her måde framer en voksende minoritetsgruppe som en “mærkelighed […] i bybilledet”.

Tak til vores læser, der gjorde os opmærksom på teksten. Hvis I opdager noget lignende i det danske mediebillede, kan I sende os en mail på minoritetsrapporten@gmail.com eller sende en besked til os på Facebook.

Østasiatiske mænd i mediebilledet

Minoritetsrapporten har det seneste stykke tid observeret en ny tendens i det danske medielandskab, hvor østasiatiske mænd først og fremmest er blevet mere synlige på tv og i skønhedsreklamer og samtidig indgår i intime relationer med “hvide” (og i nogle tilfælde majoritetsdanske) kvinder. Det drejer sig for eksempel om Alf og Mia (Thomas Hwan og Charlotte Munck) i DR-dramaserien Bedrag, som vi tidligere har kommenteret her på bloggen og Glenn og Maggie (Steven Yeun og Lauren Cohan) i den aktuelle amerikanske zombieserie The Walking Dead. På samme tid er en ny Calvin Klein parfumereklame (se billedet nedenfor) dukket op forskellige steder i gadebilledet, eksempelvis i flere Matasbutikkers vinduer og på Kongens Nytorvs metrostation. Calvin Klein har i øvrigt brugt flere østasiatiske modeller i deres kampagner de seneste år, heriblandt den sydkoreanske model og skuespiller Kim Woo Bin og den kinesiske topmodel Fei Fei Sun. Det er svært at sige noget konkret om tendensen på nuværende tidspunkt ud fra de tre eksempler, men Minoritetsrapporten ser umiddelbart positivt på den øgede tilstedeværelse af østasiatiske mænd i det danske mediebillede – og særligt det, at østasiatiske mænd portrætteres som attraktive, omend i en heteronormativ maskulinitetskontekst. Samtidig er vi interesserede i de forskellige producenter og deres ærinder: The Walking Dead har for eksempel flere asiatisk-amerikanske producere/forfattere (Sang Kyu Kim og Angela Kang), har Calvin Klein-brandet mon en mediestrategi, der retter sig mod det asiatiske marked, og er Bedrags multikulturelle cast muligvis en del af den danske filmbranches arbejde hen imod at styrke den kulturelle og etniske mangfoldighed i dansk film (tænk bare på Bedrag-karakteren “Bimse”s særegne dialekt)? Vi kan selvsagt ikke svare på de spørgsmål på nuværende tidspunkt, men de er med i vores overvejelser, når vi modtager tilstedeværelsen af de globale “gule” mandekroppe positivt.

Calvin Klein asian guy:white girl

Billedet er taget fra Harper’s Bazaars hjemmeside: http://www.harpersbazaar.com/beauty/news/a13123/calvin-klein-ck2-fragrance/

Den første asiat i en tv-serie på dansk

Bedraget - Thomas Bo Larsen

Politimakkerparret Mads og Alf (foto: Berlinale).

For tiden sendes DRs spændingsserie Bedrag (januar-februar, 2016) skrevet af Jeppe Gjervig Gram og instrueret af Per Fly. Serien tematiserer for- og bagside af den danske drøm, der allegoriseres via den svigagtige vindmøllegigant Energreen, personificeret af chefen Sander (Nicolaj Lie Kaas).

Bedrag er bemærkelsesværdig fordi det, så vidt vides, er den første dansksprogede tv-serie med en asiatisk dansk karakter. I Bedrag er karakteren Alf Rybjerg (Thomas Hwan) et paragon af integritet og kommissær hos Rigspolitiets enhed for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Han optræder som del af et interracialt makkerpar og som en jysk modpol til den temperamentsfulde midaldrende og hovedstadsagtige kriminalbetjent Mads (Thomas Bo Larsen), der er seriens hovedperson. Efter 4. afsnit (af 10) er det begrænset hvad vi kan sige om serien og om Alf, men dog, at sidstnævnte er i starten af 30erne, af Rybjergslægten og ”ikke er kineser” men muligvis koreansk dansk adopteret med nordjysk socialisering (hele 4 etniciteter i spil). Han er tilsyneladende ungkarl i et stort dollargrin og har haft en affære med en danskfødt kvinde, der er journalist, smuk, midaldrende og ikke-blond.

Minoritetsrapporten hilser serien velkommen. Vi er, på godt og ondt, vidne til et lille stykke Danmarkshistorie.

Link til en relateret artikel “»Bedrag«-casting: »Jeg har sagt, at jeg IKKE er kineser«” af Birgitte Rahbek: http://www.b.dk/kultur/bedrag-casting-jeg-har-sagt-at-jeg-ikke-er-kineser (18.1.2016)