Category Archives: Artikel

Se kineseren: Repræsentation af kinesere i vestlig børnelitteratur

Af Olivia Augusta Olesen

Forfatteren er BA i Litteraturvidenskab med profil i kinesisk sprog og kultur og Cand.Mag. fra Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Beijing International Studies University

 

Screen Shot 2016-05-02 at 19.07.06 kopi

Kollage af illustrationer fra De fem kinesiske brødre (1938) af Claire H. Bishop. Illustration: Kurt Wiese.

 

En illustration af en lille gul mand med trekantet stråhat og skæve øjne…  Selv uden at have læst titlen på denne børnebog, er det tydeligt ud fra denne forsimplede tegning, at der er tale om en kineser. Helt overordnet set, er dette nemlig, hvordan kinesere ofte repræsenteres inden for vestlig diskurs. Hvad mere er, at repræsentationen er så velkendt og indlejret i den vestlige måde at tænke ’den kinesiske anden’, at det helt overses, hvor mange lag af historisk diskrimination, magtudøvelse, racisme og generel uvidenhed, der videregives i denne afbildning.

Reproduktionen af stereotyper som denne er særlig problematisk i børnelitteratur, da det er i dette stadie, at børn modelleres til kulturelle væsner med et kulturelt farvet forståelsesapparat og vokabular, hvorigennem de ukritisk indoptager racistiske ‘sandheder’ og værdier, som, at en kineser er gul. Det er igennem reproduktionen i børnehøjde, at de bagvedliggende værdier ligeledes reproduceres og indtages som en naturlig og ukritisk forståelse af verden. Siden begyndelsen af den europæiske interesse for Asien er afbildningen af kinesere og Kina gået i arv mere eller mindre uændret og uudfordret i populærkulturen. Dette er yderst kritisabelt, idet repræsentationen er fastlåst i et forældet og ulige historisk kontekst, hvori Vesten havde den ubestridte definitionsmagt over ’den kinesiske anden’. Den fortsatte brug af misrepræsentation er kendetegnet ved at være ureflekteret og ukritisk, da den uden stillingstagen reproducerer og opretholder uligheden ved at bevare de forældede og diskriminerende værdier, der ubemærket accepteres.

Børnelitteratur som medie

Det er særlig relevant at beskæftige sig med børnelitteratur som medie i forbindelse med emner som racisme og misrepræsentation, idet børnebøger er et afgørende og magtfuldt redskab, hvormed man i barnestadiet ukritisk definerer og internaliserer de tegn og kulturelle koder, hvorigennem verden efterfølgende filtreres, forstås og kategoriseres. Da det benyttede billedsprog tilskynder en bestemt kulturelt farvet vinkel, formes verdensforståelsen og normalitetsopfattelsen derefter. Af denne grund er netop de repræsentationer man udsættes for i barndommen særlig betydningsfulde for reproduktionen af mening. De repræsentationer af Kina og kinesere, som børn møder igennem børnelitteratur, er derfor afgørende for, hvordan Kina og kinesisk kultur i et større kulturelt perspektiv tolkes, behandles og forstås. Billedet af den lille gule kineser med stråhat og skæve øjne bliver på denne måde ubevidst optaget som en umiddelbar og neutral del af den vestlige kulturs forståelsesapparat og forventning til ’den anden’, hvorved det racistiske og stiliserede opfattelse af Kina, kinesisk kultur og det kinesiske folk fastholdes og reproduceres. Det er naivt at tro, at de tidligere betydninger og racistiske toner nemt kan omvæltes, men et sted at starte er i børnelitteraturen og -medierne, da det er på dette tidspunkt, at verden og virkeligheden kognitivt formes og indlæres.

Misrepræsentation og forskellighedens sprog

I den visuelle repræsentation af kinesere i børnelitteratur og som kulturelt symbol i bredere sammenhæng, er det som jeg har valgt at kalde ’forskellighedens sprog’ afgørende. Da tilværelsen kognitivt forståeliggøres igennem kategorisering og strukturering af omverdenen, bygger forståelse derfor på forskelle og måder hvormed afgrænsninger producerer og synliggør forskellighed.[1] De visuelle kendetegn, der i Vesten bruges til at formidle ’kineseren’ eller en hvilken som helst stereotyp, benytter forskellighedens sprog til at fange og formidle ’den anden’, i forsøget på at gøre denne forståelig. Kendetegnene, der forbindes med kinesere er derfor de elementer, der umiddelbart afveg mest fra vestlige normer under de historiske forudsætninger, der herskede da den fortsat benyttede repræsentation af kinesere oprindeligt blev skabt. Det farlige i denne proces er, at gennem gentagelse og udpensling af forskellene, uanset hvor historisk forældet, normaliseres forskellighedens sprog, således at forskellene til sidst udgør hele forståelsen. Igennem repræsentationen fastholdes det repræsenterede, så forskellene bliver altafgørende, mens lighederne falder bort. Det er vigtigt at holde for øje, at en hvilken som helst repræsentation altid indebærer en større eller mindre grad af misrepræsentation da selve formidlingen og forståelsesapparatet bygger på forskellighedens sprog og altså en kategorisering af grænserne og forskellene imellem et ’os’ og et ’dem.’ Det visuelle sprog i børne- og billedbøger, der omgiver og behandler ’den anden’ er således præget af racistiske stereotyper, der tydeligt markerer og definerer forskellene imellem et ’os’ og et ’dem’, hvorigennem forskellene samtidigt produceres, videregives og fastholdes. 

De fem kinesiske brødre

Indbegrebet af den forældede, men alment genkendte og accepterede repræsentation af kinesere findes i børnebogen De fem kinesiske brødre (1938) af Claire Bishop med illustrationer af Kurt Wiese, som har været genudgivet flere gange bl.a. i 1989 og 1996. Stilen slås hurtigt an og bogens forside prydes af de fem gule og identiske hovedpersoner, der alle står som klonet med hænderne foldet ind i ærmegabene, skæve vrede øjne, svingende hårpiske og små kinesiske hatte på hovederne.[2]

På trods af at være fra 1930’erne taler bogen et visuelt sprog, der er lige så forståelig og genkendelig i dag, som ved sin første udgivelse, da kinesere i vid udstrækning fortsat repræsenteres på den måde. Dette i sig selv underbygger og illustrerer den stilstand og manglende udvikling, som både repræsentationen og opfattelsen af kinesere befinder sig i indenfor vestlig kultur. På trods af at være et stykke minimalistisk billedbogslitteratur, er De fem kinesiske brødre (herefter, De fem) slående tung af betydning, idet hvert eneste element i bogens meget enkle stil er nøje udvalgt til at kommunikere fremmedhed igennem forskellighedens sprog. Dette gælder alt fra titelfonten, der mimer penselstrøgene fra kinesiske skrifttegn til skibene i baggrunden, der afbilledes som junker med karakteristiske viftesejl. End ikke fiskene i historien er kulturelt neutrale, men er afbilledet som kinesiske karper med lange skæg. Herved er selv ikke de mindste komponenter uden bagvedliggende værdier, der skal understrege og skabe distancen og forskelligheden mellem et vestligt ’os’ og et fjernliggende kinesisk ’dem.’

I bogens centrum er så ’kineseren’, der med sin gule farve, skæve øjne og mærkværdige påklædning, udtrykker så rungende en anderledeshed, at denne figur kun kan opfattes som fremmed. Trods sin forskellighed fra bogens vestlige modtager, er kineserne i bogen paradoksalt repræsenteret med en total mangel på individualitet. Forståelsen af kinesere formidles i stedet gennem ansigtsløse masser uden individuel værdi og samtlige personer i bogen er karakteriseret ved en komplet mangel på særkende, uden hensynstagen til eller markering af hverken køn eller alder.[3]

Det er en pointe, at selvom bogen ikke har til hensigt at spotte, så indebærer repræsentationen i sig selv en latterlig kvalitet som karikerer kinesere og afslører vestens grundlæggende mangel på nuancering og respekt for den fremmede kultur som ligeværdig. Dette ses yderligere i illustrationen af den kinesiske fysik, der visuelt karakteriserer kinesere som spinkle, små og uimponerede. Selv bødlen i De fem, der med sin råstyrke skal hugge hovedet af de dømte, virker splejset. Bogens format og spartanske farvebrug af sort og gul, bærer præg af at være en lidt ældre børnebog, men farvevalget er tydeligt taget på baggrund af en vestlig farvesymbolik og stereotyp. En beskrivelse af kinesere som lyserøde eller, det som meget rammende på dansk kaldes og opfattes som ’hudfarvet’ ville være uforeneligt med det vestlige koncept og forståelse. Kinesere i vestlig kultur er gule, på trods ikke at være mere gule end folk fra Skandinavien. Ifølge vestlige koncept og opfattelse er kinesere anderledes små, gule, mærkeligt-klædte personer med arrige skævøjede ansigter, hvilket er nøjagtig det billede, der videregives til børn igennem børnebøger som denne. Børn ser og forstår efterfølgende verden i bogens termer. Repræsentationen, som vist i De fem, er på ingen måder unik, men er blot et enkelt eksempel på hele det sprog, der er opbygget til at formidle og forklare ’kinesiskhed’ i en vestlig diskurs.

Igennem medier som børnelitteratur indoktrineres og naturaliseres forskellighedens sprog, der fastholder kinesere i et ulige narrativt rum og diskurs, hvor arbitrært udvalgte forskelle er altafgørende. Tekstens konstante udpensling af, at der yderligere er tale om ’kinesere’, er med til at forklare anormaliteterne, ved at skubbe det fremmede over på ’den anden’ og herigennem producere yderligere distance.

Fremtidens kinesere – fremtidens repræsentationer

Repræsentationen af ’den kinesiske anden’ i moderne børnelitteratur er fæstet, som i De fem, i den orientalske diskurs, hvor ’kineseren’ som tegn afhænger af en række forældede og groft overdrevne kendetegn. Forskellighedens sprog, der bruges til at formidle ’kineseren’ og koncepterne om denne, både i udseende og karakter, bygger på tegn konstrueret under imperialistiske rammer og forudsætninger, der primært gjorde sig gældende i 1800-tallet, hvor de europæiske stormagter havde den fuldkomne superioritet og definitionsmagt over Østen. Vestens forsøg på at kategorisere og herigennem tæmme det fremmede resulterede med Edward Saids ord, i en hegemonisk fastholdelse og naturalisering af fordomme og forventninger til ’den anden’: ”… the assumptions of imperialism are often buried so deep in the dominant culture as to be invisible to those who live within it.”[4]. Igennem italesættelsen og tæmningen af det fremmede, projekteres vestlige forestillinger over på orienten, der bliver en social konstrueret verdensbillede, af Vesten til Vesten, uden egentligt nogensinde at inkludere Østen i dens egen repræsentation.

Det foruroligende er, at den orientalistiske repræsentationen stadig fastholdes i nyere diskurser om Kina og ”kineseren.” Dette er tydeligt i De fem, men er lige så tydelig i andre eksempler på vestlige børnelitteratur skrevet indenfor de sidste årtier.

 

Screen Shot 2016-05-02 at 19.14.09 kopi

(venstre) Mine drømmerejser (1992) af Anna  Höglund. (midten)  Kejseren af Kinesiens land (1998) af Carl Diebolt. Illustration: Birde Poulsen. (højre) Røde Sommerfugl (2007) af Deborah Noyes. Illustration: Sophie Blackall.

 

Selvom stilarterne varierer, formidles de forskellige repræsentationer af kinesere alligevel gennem de nøjagtig samme kendetegn: gul i hudfarven, skæve øjne, anderledes mode, hvor mændene er iført kjortel-kjolelignende beklædning, samt lange hårpiske. Selv helt moderne børnebogs illustrationer sætter kinesere i en kontekst, der fastlåser repræsentationen i nogle historiske forældede rammer, således at ’kineseren’ som koncept reduceres til en umoderne og tilbagestående skikkelse i en moderne verden.

Symbolet, og den opfattelse af kinesere og Kina som derigennem repræsenteres, trænger gevaldigt til en make-over, der skal gør plads til en mere moderne repræsentation, som favner nutidige, moderne lag, der ikke er fæstnet i en orientalsk diskurs. Der efterlyses således en moderne dimension, der udfordrer og løsriver repræsentationen fra sit diskriminerende og orientalske anker og bringer repræsentationen af Asien, Kina og det kinesiske folk ind i et ligebyrdig position.

 

Litteraturliste

Bishop, Claire Huchet. 1938/1989. De fem kinesiske brødre. Kurt Wiese (illustrator). København: Apostrof.

Diebolt, Carl. 1998. Kejseren af Kinesiens land. Birde Poulsen (illustrator). Danmark: Gyldendal.

Finnane, Antonia. 2008 Changing clothes in China: fashion, history, nation. New York: Columbia University Press.

Hall, Stuart (ed.). 2009. Representation: Cultural Representations and Signifying Practices. London: Sage.

Höglund, Anna. 1992. Mine drømmerejser. Danmark: Forlaget Alma.

Nodelman, Perry. 1999. “Decoding the Images: How Picture Books Work” i: Understading Children’s Literature. Peter Hunt (ed.), 1999. pp. 128-139. London: Routledge.

Noyes, Deborah. 2007. Røde Sommerfugl. Sophie Blackall (illustrator). Danmark: Forlaget Klematis.

Said, Edward W. 1978/2002. Orientalisme – Vestlige forestillinger om Orienten. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Sarland, Charles. 1999. “Critical Tradition and Ideological Positioning” in: Understading Children’s Literature. Peter Hunt (ed.), pp. 30-49. London: Routledge.

Trefflich, Cornelia. 2007. Edward Said’s Orientalism: A Reflection. Tyskland: GRIN Verlag.

Noter

[1] For mere om repræsentation og produktionen af mening igennem opstillingen af forskelle og afgrænsning se Hall, 2009.

[2] Øjne anses i vestlig kulturer for at rumme personligheden og nedadgående streger for øjne aflæses som oftest som et aggressivt, fjendtligt ansigtsudtryk, men er det samme udtryk, der formidler ’kineser’. I bogen modarbejdes den fjendske betydning, idet ansigterne udstyres med store smil – men denne dobbelthed udtrykker i stedet en utroværdig, da personen ikke er til at læse, hvilket kendetegner de tidligere narrativer opbygget om ’kineseren.’ Hårpisken er et andet typisk symbol, der i vesten formidler ‘kinesiskhed.’ Dette på trods af at denne har været et uddøende fænomen i et århundrede og selv i Kina altid har været et kontroversielt symbol. Alligevel signalerer hårpisken stadig, den dag i dag kinesiskhed. (Finnane, 2008, s. 78-80).

[3] Det er en pointe for selve fortællingen, at de fem brødre er identiske, da de alle udgiver sig for at være den samme person. Men, repræsentationen af kinesere igennem hele billedbogen er karakteriseret ved denne diskriminerende mangel på adskillelse imellem figurerne indbyrdes.

[4] Sarland, 1999, s. 39.

Ansvaret for artiklens indhold er forfatterens.

Da Nobels litteraturpris blev kinesisk

 

Andreas Frydensberg Olsen, BA i Kinastudier, Københavns Universitet

 

Mo Yan fremviser sin Nobelprismedalje. Foto: Xinhua.

Den kinesiske forfatter Mo Yan modtog i 2012 Nobels litteraturpris. Dette medførte stor debat i den danske presse. For hvordan kunne man give Nobels litteraturpris til en kinesisk forfatter, som ikke er censureret eller lever i politisk asyl uden for Kinas grænser? Denne debat skildrede Mo Yan som værende uværdig til prisen, da han har tætte forbindelser til det kinesiske statsapparat. Tildelingen blev dermed en anderkendelse af Kinas ufine politiske metoder. Her følger en kort gennemgang af tre arikler fra den danske presse om tildelingen af prisen til Mo Yan. Ambitionen er at skabe et klarere billede af, hvordan Mo Yan og Kina blev repræsenteret og beskrevet ved offentliggørelsen af tildelingen af prisen.

Forfatteren Mo Yan og Nobels litteraturpris

Mo Yan anses for at være en af samtidens største forfattere i Kina. Han blev født i 1955 og voksede op under fattige kår på landet, hvor han blandt andet arbejdede som hyrdedreng. Senere blev han optaget i militæret, hvor han begyndte at skrive. Gennem sin karriere som forfatter har han udgivet en lang række noveller og romaner, hvoriblandt de mest kendte er De Røde Marker (1986. Hong Gaoliang Jiazu), Hvidløgsballaderne (1988. Tiantang Suantai Zhi Ge) og Life and Death are Wearing Me Out (2006. Shengsi Pilao). Seneste roman fra Mo Yans hånd er Frog (2009. Wa).

Gennem tiden har Mo Yan opnået stor anderkendelse som forfatter i både ind- og udland, og mange af hans værker er blevet oversat til en lang række sprog, heriblandt også dansk. Hertil er nogle af hans værker også blevet filmatiseret, og filmen De Røde Marker (1987. Hong Gaoliang), instrueret af Zhang Yimou, fik stor international anderkendelse og blev i 1988 tildelt Den Gyldne Bjørn ved Berlins internationale filmfestival.

I oktober 2012 offentliggjorde det svenske akademi, at Mo Yan var dette års modtager af Nobels litteraturpris. I tiden op til offentliggørelsen havde der været mange gisninger om, hvem der ville modtage prisen, og mange bookmakere havde Mo Yan som favorit.

Ved offentliggørelsen udsendte det svenske akademi en pressemeddelelse, hvori de angav grunden til tildelingen af prisen. Her skrev de, at Mo Yan modtog prisen, da han er en forfatter ”who with hallucinatory realism merges folk tales, history and the contemporary.” (Se Nobelprize.org).

Tildelingen af prisen affødte med ét stor debat om Mo Yan og hans litteratur. Bølgerne gik højt i alverdens medier, hertil også i den danske presse. Rundt omkring i Europa blev tildelingen mødt med stor skepsis, og mange medier prøvede at påvise, hvilke venskabelige relationer Mo Yan og det kinesiske regime har. Den manglende censur af hans værker blev i mange medier anskuet med forargelse, og dette kunne antyde, at han har samme politiske interesser som regimets folk i Beijing. Man stillede altså spørgsmålstegn ved, om en kinesisk forfatter, anderkendt af regimet i Kina, kunne opfylde kravene for at modtage Nobels litteraturpris. Imidlertid handler dette i større grad om vores egen verdensanskuelse i Danmark, end det siger noget som helst om Mo Yan, hans litteratur og Kina i det hele taget.

Reaktioner i den danske presse på tildelingen af prisen til Mo Yan

Den 12. oktober 2012, kort tid efter offentliggørelsen af tildelingen af Nobels litteraturpris, udgav politiken.dk artiklen ”Jublende Propagandaminister: Nobelpris Viser Kinas Voksende Indflydelse.” (Boesen 2012). I starten af artiklen fastslår journalisten, at Mo Yan er en kritiker af systemet, ”Staten siger tak til Mo Yan. Han kvitterer med at kræve aktivist løsladt.” Man skal dog ikke særligt langt ned i artiklen, før journalisten begynder at pointere Mo Yans relation til det kinesiske styre. Dette kommer klart til udtryk, når journalisten for eksempel skriver ”Mo Yan er ikke politisk aktiv, men både medlem af kommunistpartiet og viceformand for det regeringsgodkendte forfatterforbund, […].”

Herefter dvæler artiklen ved den kritik, Mo Yan har været udsat for i forbindelse med tildelingen af prisen, og det beskrives, at ”I kølvandet på offentliggørelsen af prisen har Mo Yan været genstand for kritik fra menneskeretsaktivister […].” Hertil bliver særligt den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiweis kritik af Mo Yan pointeret, som klart har en forventning om, at Mo Yan ønsker Liu Xiaobo løsladt. Liu Xiaobo er en fængslet kinesisk forfatter og systemkritiker, der blev tildelt Nobels fredspris i 2010. Til sidst pointerer journalisten så, at Mo Yan har prøvet at imødekomme denne kritik, og at han ønsker Liu Xiaobo løsladt hurtigst muligt. Hertil skriver journalisten, at ”Han [Mo Yan] tilføjer, at han har læst nogle af Liu Xiaobos litterære artikler fra 1980’erne, men at han ingen forståelse har for Liu Xiaobos arbejde, efter at hans jævnaldrende kollega slog ind på en mere politisk vej.” I kølvandet på artiklens kritiske vinkel kommer dette til at fremstå således, at Mo Yan bakker op omkring Liu Xiaobos fængsling, og at han rent politisk ligger tæt op af det kinesiske regimes.

Det bliver også beskrevet, hvordan den kinesiske informationsminister lykønsker Mo Yan. I overskriften bliver denne minister dog kaldt for ’propagandaminister,’ hvorimod han længere nede i artiklen kaldes for ’informationsminister.’ At ordet propagandaminister bliver anvendt i stedet for informationsminister kan tolkes som en negativ kommentar til det kinesiske styre, idet ’propaganda’ har en betydning af “information, ofte usand eller ensidig, som udspredes for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt.” (Se DDO).

Den 10. december 2012, omkring selve tildelingen af prisen, udgav dr.dk artiklen ”Nobel: Censurelskende Forfatter Får Litteraturpris I Dag.” (2012. Brovall, Sandra og Malte Vuorela).

Som det allerførste skriver journalisterne, at ”Den systemvenlige kineser Mo Yan modtager kritik i ind- og udland for at få Nobelprisen i litteratur i Stockholm i dag.” Længere nede i artiklen bliver det pointeret, at Ai Weiwei er stor kritiker af tildelingen af prisen til Mo Yan, og Mo Yan bliver kaldt for ’systemets mand.’ Hovedfokus er, at Mo Yan har modtaget en del kritik, og længere nede i artiklen beskrives det også, hvorledes han har sammenlignet censur med et sikkerhedstjek i en lufthavn. Til sidst i artiklen bliver det kort beskrevet, at han har haft en fattig opvækst, at han er meget populær i Kina og at ”I løbet af halvfemserne blev han indrullet i systemet i Kina.” Journalisterne prøver at slå fast, at Mo Yan er en støtter af styret i Kina, og hele artiklen er bygget op omkring kritiske udsagn om ham.

Et par dage senere udgav information.dk artiklen ”Forfattere Uenige Om Nobelpris.” (2012. Villesen, Kristian og Rasmus Bo Sørensen). Udgangspunktet for denne artikel er, hvorvidt Mo Yan fortjener Nobels litteraturpris. En række danske forfattere bliver udspurgt om netop dette. Allerede i starten af artiklen bliver det beskrevet, at ”Den kinesiske forfatter Mo Yan har forsvaret censur.” Herefter følger en række udsagn fra forskellige danske forfattere. Journalisternes spørgsmål tager i stor stil udgangspunkt i kritikken af Mo Yan fra for eksempel Ai Weiwei og Herta Müller, og spørgsmålet ”Hvad mener du om kritikken af Mo Yan?bliver stillet nogle gange. Herta Müller er tidligere modtager af Nobels litteraturpris. Mange af forfatterene mener bestemt ikke, at Mo Yan fortjener prisen, og de beskriver tildelingen som værende ”Ikke et smukt valg,” ”Ingen pris til en, der taler godt om censur” og en kalder Mo Yan for ”Bare en klaphat.” I denne artikel gives der altså også en massiv kritik af tildelingen af prisen til Mo Yan, heriblandt fordi han ifølge de danske forfattere er tilhænger af censur.

Forståelser af Kina, Mo Yan og Nobelprisen

Samtidig belyser disse artikler ikke bare Mo Yan og hans litteratur, men de belyser også Kina og det kinesiske statsapparat mere generelt. Der bliver gjort opmærksom på, at Kina er et land uden ytringsfrihed, et land hvor man har fængslet en nobelprismodtager, og hvor demokratiske værdier ikke er til at finde. Med andre ord opstiller disse artikler et ’masterplot,’ som beskriver Kina. Altså, en fælles fortælling om Kina, som vi måske alle kan nikke genkendende til, hvor Kina i udgangspunkt er en autoritær stat med ufine politiske metoder såsom censur og fængsling af systemkritikere. Tildelingen af Nobels litteraturpris til Mo Yan svarer dermed til, at man giver prisen til det kinesiske regime, og at man herved anderkender de kinesiske politiske metoder. Denne fortælling, eller dette masterplot, er med til at fremmedgøre Kina, at male et billede af Kina som værende noget, vi i allerhøjeste grad skal være bange for. De fleste af os har læst i en avis eller siddet i en forsamling, hvor udtryk som ”kineserne kommer” er blevet fremført. Debatten i de danske medier omkring tildelingen af prisen til Mo Yan er endnu et skud på stammen til at opretholde denne fælles fortælling. En fælles fortælling som ser ned på Kina. Med denne fortælling ophøjer man både de vestlige værdier om kultur og politik til værende bedre. Umiddelbart virker dette meget gammeldags og noget, som man normalt forbinder med imperialisme og kolonitiden.

Spørgsmålet er så, om vi i Danmark og resten af den vestlige verden stadig lever med den selvforståelse, at vi er lidt bedre end de andre? Og vadede den danske presse for meget rundt i vores negative masterplot omkring Kina, da de dækkede og debatterede tildelingen af Nobels litteraturpris til Mo Yan? Hertil er det bemærkelsesværdigt, at det var de færreste forfattere i artiklen fra information.dk der havde læst noget af Mo Yan. Når forfattere får tildelt Nobels litteraturpris, må det først og fremmest være på baggrund af dennes litteratur. I denne sammenhæng må man opfordre til at læse en forfatters værker, før man begynder at udtale sig om dennes litteratur. Og lad ikke mindst dette være en opfordring til at begive sig i kast med Mo Yans litteratur og hans farverige litterære verden. Måske vil man opdage, at man sagtens kan være en fremragende forfatter i Kina, som også forholder sig kritisk til samtiden, selvom man ikke er bandlyst af det kinesiske regime.

Henvisninger:

Boesen, Steffen. 2012. ”Jublende Propagandaminuster: Nobelpris Viser Kinas Voksende Indflydelse.” Politiken.dk: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1780496/jublende-propagandaminister-nobelpris-viser-kinas- voksende-indflydelse/ (6.11.2015).

Brovall, Sandra og Malte Vuorela. 2012. ”Nobel: Censurelskende Forfatter Får Litteraturpris I Dag.” Dr.dk: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/nobel- censurelskende-forfatter-faar-litteraturpris-i-dag (6.11.2015).

DDO. Ordnet.dk. Tilgængelig online: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=propaganda (19.12.2015).

Nobelprize.org. Mo Yan – Facts. Nobelprize.org. Tilgængelig online: http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/literature/laureates/2012/yan-facts.html (14.12.2015).

Villesen, Kristian og Rasmus Bo Sørensen. 2012. ”Forfattere Uenige Om Nobelpris.” Information.dk: http://www.information.dk/319726 (6.11.2015). 

Da Asien blev gul i vestlig diskurs

 

I serien Gulhedens tilblivelse 

 

Jacob Ki Nielsen

En artikel og karikaturtegning i Dagbladet Politiken fra den 29. oktober 2015 har overskriften ”Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” Tegningen forestiller angiveligt en lille kinesisk pige, der er fremstillet som skriggul, med sort børstehår og smalle øjne (se Illustration 1).

JørnVillumsen

Illustration 1. Bragt i Dagbladet Politiken d. 29.10.2015. Tegnet af Jørn Villumsen.

Udover den krænkende overskrift, hæftes jeg ved den gule farve eftersom asiater (eller andre) sjældent har gul hudtone. Gul synes dog at være en dominerende markør i racialisering af særligt østasiater (herefter, asiater/Asien/asiatiskhed).[1] En klassisk stereotyp fremstilling af asiaten er ”fjernorientalen” med kegleformet hat, smalle øjne med epicanthus-fold, skarpt optrukne kindben, hvid hud, til tider med rosa blus og lang rottehale.[2] Denne typologi er spredt i Vesten via kinesisk eksportporcelæn importeret til Europa siden 1500-tallet og vestlig stereotypisering af asiater har muligvis en begyndelse i disse.

atamon

Illustration 2. “Atamon-kineseren” fra 1938, tegnet af Henrik Hansen.

I en dansk kontekst må den oftest reproducerede ”gule kendis” være ikonet for konserveringsmidlet Atamon (se illustration 2), der lanceredes af danske Tørsleff & Co. i 1938. Ikonet skulle angiveligt være en signatur for prima kvalitet eftersom kinesiske kokke i 1930erne blev anset som særligt kompetente.[3] Desuden vidner beskrivelser af Tivoli-kineserne i 1902 som ”de Gule” om (Andreassen & Henningsen 2011: 133; Thunø 1997: 83) at farven allerede før verdenskrigene var en gængs etnoracial markør for kinesiskhed på dansk.[4] Men, hvordan blev gul en dominerende racial og stereotyp markør for asiatiskhed?

Gulificeringen af Østasien

Ifølge kritisk forskning om emnet har gulificeringen af Asien mere end en begyndelse men kan spores i det kategoriseringsflittige europæiske oplysningsprojekt fx i værker af svenske Carl Linnaeus i 1750erne og af tyske Immanuel Kant og Johann Friedrich Blumenbach i midten af 1770erne.[5] Verdens folk klassificeredes i typologier og racetaxonomier ved hjælp af fysiologisk antropologi ud fra parametre såsom geografi, kulturelle karakteristika, farve og fysiologi. Den sort-hvide matrix, dvs. en tvedelt sondring imellem euro-hvid som et oplyst selv og afro-sort som en ukultiveret anden var ”ret lige til” mens spørgsmålet om klassificeringen af folk i Asien var vanskeligere. Særlig betydningsfuld for gulificeringen af Asien er, ifølge Becoming Yellow af Michael Keevak (2011: 63-65), lanceringen af mongolsk som en spritny racial kategori i den tredje og sidste udgave af Blumenbachs De generis humani varietate nativa fra 1795. Indtil da var asiater ofte beskrevet som hvide, men hos Blumenbach tildeles mongoler samtidig farven gul. Det er nævneværdigt at opfinderen aldrig havde været i Asien og lanceringen er muligvis inspireret af tilgængelige repræsentationer af asiater i form af kinesisk eksportporcelæn. Fx skriver han: ”Deres hoveder er sædvanligvis ovale, med flade ansigter, smalle øjne trukket op imod de ydre hjørner, små næser, og alle de andre ting der er så velkendte fra talrige billeder af kineseren, såvel som fra kinesisk porcelæn og keramikfigurer. De kinesere Büttner så i London var af den slags, og ligeledes den lærde botaniker Whang at Tong (dvs, ”den gule mand fra Øst” (mao flavus ex oriente) som Lichtenberg mødte for nylig i samme by.” (Blumenbach 1775, 119. Også i Keevak 2011, 66. Min oversættelse fra engelsk).[6] Asien gulificeredes i stigende grad i løbet af 1800-tallet, fx blev japansk kultur trendy i Europa i 1860erne, et fænomen der kaldes for japonisme. Et tekstbogseksempel på gulificering af japaneseren i japonisme er den stærkt orientalistiske og indflydelsesrige Madame Chrysanthème fra 1888 af Pierre Loti, inspireret af en sommerferie i Japan i 1885.

Asien som en gul fare

Gelbe_gefahr

Illustation 3. Europas Folk, beskyt jeres helligste gods [Völker Europas, wahrt eure heiligsten Güter] fra 1895, tegnet af Hermann Knackfuß.

Med populariseringen af ”den gule fare” diskurs i slutningen af 1800-tallet er asiatiskhed definitivt gul i vestlig diskurs. Den gule fare har været et racialt hovedtrope for asiatiskhed i Vesten siden den globale ekspansion fra anden halvdel af 1800-tallet. Kanoniseringen af den gule fare må tilskrives Kaiser Wilhelm IIs lancering af ”gelbe Gefahr” i september 1895 og den medfølgende signaturillustration med paroletitlen Europas Folk, beskyt jeres helligste gods [Völker Europas, wahrt eure heiligsten Güter] af Hermann Knackfuß. På illustrationen ses en samling eurotyske hvide Valkyiere, ført af ærkeenglen Michael, ranke og kampklare til at møde den gule fare, der kan anes som en fremosende Buddha i horisonten (Illustration 3). Lanceringen af den gule fare kan ses som del af den tyske kejsers imperialistiske verdenspolitik og som en reaktion på det japanske imperiums fortsatte ekspansion med sejren over Kina i Den første sino-japanske Krig (1894-1895), også kaldet for Den gule krig. Mens den gule fare diskurs næres ved gammel frygt for mongolske invasioner og nutidig nervøsitet ved et ekspansionsorienteret Kina, er den et udtryk for en orientalisme der, historisk set, er blevet (mis)brugt i talrige sammenhænge.[7] Det er derfor ikke overraskende, at Japan var en gul fare under verdenskrigene, afløst af Kina i begyndelsen af den Kolde Krig for igen at blive farlig med det heftige økonomiske boom og dominans af verdensøkonomien i 1970erne og starten af 1980erne. Diskursen beskrives rammende hos Keevak: ”Den gule fare var et bemærkelsesværdigt frit-flydende koncept, der kunne rettes imod Kina eller Japan eller enhver anden ’gul’ nation, såvel som imod mange andre former for fornemmede farer såsom overbefolkning, ’hedenskab,’ økonomisk konkurrence, og samfundsmæssige eller politisk deregulering.” (Keevak: 2011: 7).

Gulhedens tilblivelse

Forenklet kan man sige, at asiaten i tidlige vestlige rejseberetninger oftest var beskrevet som hvid men via det elitære heteromaskuline og hvide europæiske oplysningsprojekt i anden halvdel af 1700-tallet blev genopfundet som mongolsk og gul; en idé der populariseredes globalt i løbet af 1900-tallet bl.a. via japonisme, den gule fare diskurs og andre former for orientalistisk propaganda. Gul som etnoracial markør for asiatiskhed involverer selvsagt en masse problematikker og hierarkiseringer i forhold til køn, seksualitet, klasse og alder. Den er, som jeg vil sige mere om på et senere tidspunkt, også blevet en identitetspolitisk kategori for asiatiske minoriteter i Vesten, dog uden at have haft samme udbredelse som fx afro-amerikansk ‘Black power’. Hvad indebærer gul som en positiv etnoracial identifikation fx som en gul modstandskraft?

 

Referencer:

Andreassen, Rikke & Henningsen, Anne Folke. 2011. Menneskeudstilling. Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli. København: Tiderne Skifter.

Keevak, Michael. 2011. Becoming Yellow. A Short History of Racial Thinking. Princeton and Oxford: Princeton University Press.

Kowner, Rotem. 2014. From White to Yellow: The Japanese in European Racial Thought, 1300–1735. Mcgill Queens University Press.

Kowner, Rotem and Demel, Walter. 2013. Race and Racism in Modern East Asia. Western and Eastern Constructions. Leiden and Boston: Brill.

———————–. 2015. Race and Racism in Modern East Asia (Vol. II): Interactions, Nationalism, Gender and Lineage. Leiden and Boston: Brill.

Nagashima, Yoichi (2012). De dansk-japanske kulturelle forbindelser 1873-1903. København: Museum Tusculanum Forlag, Københavns Universitet.

Oxfeldt, Elisabeth. 2005. Nordic Orientalism. Paris and the Cosmopolitan Imagination 1800-1900. Copenhagen: Museum of Tusculanum Press / University of Copenhagen.

Said, Edward. 1978/2005. Orientalism. Western Concepts of the Orient. London: Penguin.

Thunø, Mette (1997) Chinese migration to Denmark: Catering and ethnicity. PhD Dissertation (University of Copenhagen).

Noter

[1] Note om begreberne etnicitet og race. Førstnævnte refererer til formationer dannet med og imod forestillinger om fælles herkomst, oprindelse og erfaring fx religiøse, nationale eller neo-darwinistiske. Race trækker på en sociokognitiv hypotese, forstået som en konfiguration og/eller typologisering.

[2] Fin hvid hud med lidt rosa blus og skarpe ansigtstræk har været et skønhedsideal for de asiatiske eliter igennem tiderne. Ligeledes har kausasiering været et  fænomen, der endog kan ses i kinesiske selvrepræsentationer helt tilbage fra 1700-tallet bl.a. i form af såkaldte nikke-dukker, bestilt af vesterlandske handelsfolk.

[3] Det anslås at 100-200.000 kinesere, primært fra Shandong provinsen, kom til Storbritannien og Frankrig som rendegravere, maskinreparatører og kokke i forbindelse med 1. Verdenskrig og at nogle af disse kontraktarbejdere blev i Europa efter krigen. I 1930ernes Danmark var antallet af kinesere ikke over 50 og før slut-80erne oversteg antallet af kinesere i Danmark og kinesisk-danske ikke 1.000 (Thunø 1997: 68-69).

[4] Eksotiske performances af kinesere i Tivoli og japanere i Zoologisk Have var populære i begyndelsen af det tyvende århundrede (Andreassen & Henningsen 2011; Nagashima 2012: 473-486) og medførte endog ægteskaber imellem kinesisk-fødte mænd og lokale/hvide danske kvinder (Thunø 1997: 84).

[5] Ref: Becoming Yellow. A Short History of Racial Thinking (2011), From White to Yellow: The Japanese in European Racial Thought, 1300–1735 (2014). Se også Race and Racism in Modern East Asia I (2013) / II (2015).

[6] Christoph Gottlieb Büttner (1708-1776), tysk læge. Georg Christoph Lichtenberg (1742-1799), tysk fysiker og satiriker.

[7] Orientalisme, en dyrkelse af forholdet imellem et vestligt selv og en orientalsk anden. Populariseringen af Orientalisme-kritik som en teori tilskrives Orientalism (1978) af Edward W. Said, hvori europæiske/vestlige finkulturelle fremstillinger af Nærorienten kritiseres for at essentialisere og stereotypisere den anden som hhv. erotisk, eksotisk og invaderende farlig. Sidenhen har Orientalisme-kritikken bredt sig til vestlige fremstillinger af Østasien/fjernorienten. Nordisk og skandinavisk orientalisme var, for øvrigt, et mål for kritisk analyse i 1990erne. For en opsummering af orientalisme-kritik på dansk i 1990erne, se (Oxfeldt 2005: 15-16).