Category Archives: Analyse

Den gode, den onde og den fåmælt-truende – maskuliniteter i DRs Bedrag

135958103-jpg-1160x652_q85_crop-smart_upscale

Still. To af Bedrag IIs gode maskuliniteter. Seriens helt Mads Justesen (tv. Thomas Bo Larsen) og den jyske ‘flygtning’ Bimse (th. Lucas Hansen).

Sidste afsnit af DRs Bedrag II blev vist den forgangne søndag (d. 27.11). MR finder Bedrag bemærkelsesværdig som den første dansksprogede tv-serie med en østasiatisk-dansk mandlig rolle, kropsliggjort af SØIK-betjenten Alf Rybjerg. Mens Bedrag indledningsvist lirkede til orientalistiske stereotype forestillinger om ‘gul’ maskulinitet tog anden sæson desværre en drejning imod det stereotype og en-dimensionale. I sæson 1 så vi bl.a. Alf derhjemme i sin comfort zone mens han i sæson 2 er reduceret til at være hovedpersonen Mads’ kollega på kontoret osv.

Bedrag II byder fx på flere heteroseksuelle farvede maskuline karakterer, men man kan stille spørgsmål ved, om disse er med for at konstituere seriens helt, den midaldrende (50+) og ikke-farvede danske patriot SØIK-betjent, Mads Justesen. Budskabet er klart nok: Mads kæmper for den lille mand og ofrer det store europæiske familieprojekt og global velfærd for at redde dansk økonomi, en indsats for hvilken han symbolsk belønnes med en søn. Mads’ lille familieprojekt er samtidig det eneste, som afslutningsvist er uskadt og i sidste indstilling ser vi ham holde sin for tidligt fødte spæde efternøler i sine arme. Fade-out. Her følger serien en lang og træt tradition indenfor tv-fiktion og film, hvor kun den monoracialt profilerede familie tildeles et hjemligt ‘hyggeligt’ rum, succesful forplantning og kontinuitet, en ‘lykkelig fortsættelse,’ så at sige.

Blandt de yngre maskuliniteter i Bedrag II er der fx den fåmælt-truende ‘familieløse’ yuppie Mathias Thomsen, der er kurer for seriens danske skurk, den aldrende Knud Christensen, som er ikke-farvet og indflydelsesrig finansmand. Desuden er der Christensens unge medsammensvorne, investoren Mushtaq Aziz som er vestasiatisk. På det gode hold finder vi østasiatisk-/koreansk-danske Alf som er Mads’ kollega i SØIK og ligesom Mathias taler ‘perfekt dansk.’ Med lidt god vilje kan man, hvis man trækker på en ældre forståelse af race (klasse = race), tilmed sige, at den småkriminelle karakter Bimse som er migrant/flygtning fra Jylland også hører til i garden af yngre farvede maskuliniteter.

Bedrag IIs fremstilling af asiatisk maskulinitet er aferotiseret. Selvom Alf er en af de gode, er han symbolsk eunukiseret og barnløs og bortset fra et lille tit til den svensk-fødte Lise Strand (konen til den kriminelle, Bjarke Strand, i afsnit 4) som er gift, indtager han ellers en pastoral rolle i forhold til Mads’ gravide kone Kristina. I Bedrag I havde Alf et romantisk forhold til en ikke-farvet midaldrende dansk  journalist ved navn Mia, men der var ingen børn i horisonten, og hun blev dræbt af Hr. Christensens svenske hitman P. Parallelt indskriver Bimse sig iblandt de gode igennem sin hensynsfuldhed overfor sin makker Nickys kone Lina. Det er også Bimse som beder Nicky gribe ind og redde en ikke-farvet kvinde fra Aziz som er korporlig. For et øjeblik mødes den rige og elitære ikke-danske vestasiatiske voldelige patriark og den jysk-fødte proletar-maskulinitet. Sidstnævnte konstitueres som den gode, men tildeles heller ingen romantisk relation og dræbes kort efter af svenske P.

Gad vide hvordan serien klarer sig i Sverige?

JKN (som ikke selv har kunnet leve af at stå hverken foran eller bagved et kamera)

Hvor er de henne?

Om fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansk film

Af Jacob Ki Nielsen

Kinamand (Henrik Ruben Genz, DK/SE/NO, 2005)

Kinamand. 2005. Instr. Henrik Ruben Genz. Foto: Robin Skjoldborg, Niels Harving

Der ruttes ikke med asiatisk-danske hovedroller i dansk film eller minoritetshovedroller i det hele taget. Denne kommentar diskuterer således fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansksproget film. Her tænkes særligt på kvinder med reference til Sydøst- og Østasien.

En gennemgang af asiatiske og asiatisk-danske kvinderoller i dansk film viser, at der oftest er tale om enten statister eller orientaliserede biroller fx som i noirfilmen The Element of Crime (1984) af Lars von Trier hvor vi igennem hovedpersonen Fisher møder den unge kvindelige sexarbejder Kim (Meme Lai) eller i integrations- og familiefilmen Far til fire – på japansk (2010) af Claus Bjerre med Tomomi Yamauchi i rollen som fru Tanaka.

Siden årtusindskiftet har den asiatiske kvindefigur dog været indskrevet i flere socialpædagogiske, afstigmatiserende og heteromantiske film om midaldrende majoritetsdanske arbejderklassemænd og kvindelige migranter fra Asien. Heriblandt, Kinamand (2005) af Henrik Ruben Genz hvori den skilsmisseramte blikkenslager Keld (Bjarne Henriksen) indgår et proforma ægteskab med Ling (Vivian Wu), der er søster til ejeren af nabolagets kinesiske restaurant. I 10 timer til Paradis (2012) af Mads Matthiesen drager den 38-årige bodybuilder Dennis (Kim Kold), der aldrig har haft en kæreste og bor udenfor København sammen med sin dominerende mor Ingrid (Elsebeth Steentoft), til Thailand hvor han møder Toi (Lamaiporn Sangmanee Hougaard) i hvem han snart forelsker sig og som følger ham til Danmark. Den seneste film er Rosita (2015) af Frederikke Aspöck. Filmen udspilles i en kystby i Nordvestjylland som et trekantsdrama imellem en midaldrende enkemand Ulrik (Jens Albinus), dennes søn Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) og førstnævntes nye kæreste Rosita (Mercedes Cabral), der ankommer fra Filippinerne og viser sig at være enlig mor til en dreng.

Disse film kan ses som tematiseringer af et globalt fænomen, såkaldt giftermålsmigration. Den stereotype grundfortælling  omhandler marginaliserede kvinder, der emigrerer til Vesten i håb om øget social, økonomisk og kulturel mobililtet samt vestlige ikke-patriarkalske arbejderklassemænds adgang til rollen som far og husbond/partner. Filmene minder om  produktioner fra 1950ernes Hollywood  såsom Japanese War Bride (1952) af King Vidor, hvor fyrene dog er fremstillet som uimodståeligt smukke anglo hvide amerikanske gentleman-maskuliniteter. Alt andet lige, highlighter de heteroseksuelle interetniske familiedannelser og deres filmiske repræsentationer mobilitetsmønstre, som også gør sig gældende i ikke-internationale ægteskaber; en institutionaliseret forskel i økonomisk formåen imellem kønnene hvor den mandlige part som oftest tjener mere end den kvindelige (vice versa).

I de nævnte film fungerer den asiatiske kvindefigur som en lindrende, hvis ikke, reparerende salve for den mandlige hovedpersons underkendte maskulinitet, der som oftest er majoritetsdansk hvid, midaldrende, heteroseksuel og arbejderklasseagtig. Jf ovennævnte er det bemærkelsesværdigt og problematisk, at de i forvejen få kvindelige ’hovedroller’ med relation til Asien i dansk film er asiatiske, hvilket kan ses om udtryk for en eksklusion af asiatiske-danske kvinder, roller og skuespillere. Omvendt, kalder det også på flere alternative multikulturelle og minoritetsfortællinger fx om ikke-hvide og særligt ikke-kristne mænds familiedannelse med hvide majoritetsdanske kvinder samt på en fortsat diskussion om hvilke roller skuespillere med etnisk racial minoritetsprofil kan tage og tildeles.

Den nye gule fare: hvide maskulinitetsfortællinger i Hollywood film om Nordkorea

olympus.interview.reddawn

Jacob Ki Nielsen

”Den gule fare” er mere end et idiom for AC Horsens. Det referer også til en form for Orientalisme, hvor asiatiskhed er stereotypiseret som en patriarkalsk, aggressiv og militaristisk trussel, der omvendt fremmer en selvbranding af hvid vestlighed som progressiv Continue reading Den nye gule fare: hvide maskulinitetsfortællinger i Hollywood film om Nordkorea

Om fraværet af asiatiske modeller i den danske modebranche

Michala Yun-Joo Schlichtkrull

Jeg bruger i indlægget betegnelsen ”majoritetsdansk”, som refererer til den hudfarve, majoriteten af den danske befolkning har – den hudfarve, der kan aflæses som ”hvid”.

Som minoritetsdansker med østasiatisk baggrund kan det være lidt af en udfordring at finde skønhedsidealer i det aktuelle samfund at identificere sig med. Det drejer sig for eksempel om skønhedsidealer i diverse danske modemagasiner samt reklamer for tøj og makeup i den danske offentlighed, hvor fraværet af asiatiske modeller er ganske (ned)slående Continue reading Om fraværet af asiatiske modeller i den danske modebranche