All posts by mr

FRYGT

Har I set forsiden på det nyeste nummer af Magisterbladet?

Den ser sådan ud og har skabt heftig debat på bladets Facebookside. Og med god grund. For Magisterbladets redaktion har valgt at portrættere kinesere på en måde, der sender tankerne tilbage til illustrationer fra et tidligere århundrede. Der er naturligvis flere personer, der på bladets Facebookside spørger ind til illustrationen og påpeger, at den er diskriminerende og reproducerer en problematisk, stereotyp fremstilling af kinesere med gul hud, streger som øjne og rishat. Imidlertid tager redaktionen ikke kritikken til sig, men fastslår i flere kommentarer, at tegningen understreger en dybereliggende pointe koblet til bladets tema om irrationel frygt for globalisering, outsourcing (til Kina) og automatisering (robotter) på det danske arbejdsmarked. Det er ærgerligt at se, at redaktionen i den grad ikke forholder sig til kritikernes pointe om illustrationens umiddelbare negative effekt og stødende portrættering af kinesere, men bliver ved med at insistere på, at tegningen tjener et samlet budskab. I øvrigt et budskab som i vores optik ikke ligefrem springer i øjnene, hverken når man blot ser forsiden eller for den sags skyld læser videre om “Frygtsamfundet” inde i bladet (side 19-23). Det indlysende næste spørgsmål her er desuden, hvorvidt Magisterbladet ikke kunne have understreget pointen om den irrationelle frygt for “de flittige kinesere” (side 21) uden at gøre brug af racistiske afbildinger? Det burde være en smal sag for ethvert kommunikationsteam.

Imidlertid er denne slags respons, med fokus på intentioner og dybereliggende pointer, ikke ny, når det handler om kritik af danske mediers reproduktion af diskriminerende fremstillinger af østasiater. Minoritetsrapportens skribenter har i hvert fald tidligere oplevet dette, når vi har henvendt os til forskellige redaktører for at spørge ind til kritisable illustrations- eller ordvalg (se bare her). I den kontekst rammer Magisterbladets FRYGT faktisk uhyggeligt præcist, for forsiden her og den efterfølgende debat med Magisterbladets redaktion indgyder i den grad frygt i os: frygten for ikke at blive hørt i offentligheden og få bagatelliseret vores kritik, når vi påpeger (åbenlys) diskrimination af østasiatiske minoritetspersoner i de danske medier og frabeder os at blive fremstillet på bestemte præmisser.

Billedet er fra Magisterbladets Facebookside, besøgt 7. marts 2017.

 

Et ikke-hvidt skønhedsideal

DR K sender for tiden en programserie med titlen “Skønhedens magt”. I den sammenhæng bragte dr.dk forleden en artikel om saudiarabisk-britiske Nusaiba Mohammad, der er en af bidragyderne på bloggen Chic Muslima og optræder i tredje afsnit af serien.

Mohammad arbejder til daglig med mode, hun er uddannet indenfor “Fashion & Textiles” i Storbritanien, og har tidligere læst islamisk historie i Paris. Ifølge eget udsagn arbejder hun for at udbrede kendskabet til, at man både kan være modebevidst og religiøs (muslim), og det synes vi hos Minoritetsrapporten er rigtig spændende. Vi kan genkende ønsket om at ville udfordre det dominerende vestlige, hvide skønhedsideal, der optager det meste af pladsen i reklamer og modeblade i en vestlig kontekst – noget som vi i øvrigt tidligere har skrevet om.  Vi kan ligeledes genkende skuffelsen over simpelthen ikke at være repræsenteret i medielandskabet og portrætteret som et smukt menneske, når man er ikke-hvid.

Vi ser frem til at følge Nusaiba Mohammad fremover og vil opfordre jer til at gøre det samme.

 

Den gode, den onde og den fåmælt-truende – maskuliniteter i DRs Bedrag

135958103-jpg-1160x652_q85_crop-smart_upscale

Still. To af Bedrag IIs gode maskuliniteter. Seriens helt Mads Justesen (tv. Thomas Bo Larsen) og den jyske ‘flygtning’ Bimse (th. Lucas Hansen).

Sidste afsnit af DRs Bedrag II blev vist den forgangne søndag (d. 27.11). MR finder Bedrag bemærkelsesværdig som den første dansksprogede tv-serie med en østasiatisk-dansk mandlig rolle, kropsliggjort af SØIK-betjenten Alf Rybjerg. Mens Bedrag indledningsvist lirkede til orientalistiske stereotype forestillinger om ‘gul’ maskulinitet tog anden sæson desværre en drejning imod det stereotype og en-dimensionale. I sæson 1 så vi bl.a. Alf derhjemme i sin comfort zone mens han i sæson 2 er reduceret til at være hovedpersonen Mads’ kollega på kontoret osv.

Bedrag II byder fx på flere heteroseksuelle farvede maskuline karakterer, men man kan stille spørgsmål ved, om disse er med for at konstituere seriens helt, den midaldrende (50+) og ikke-farvede danske patriot SØIK-betjent, Mads Justesen. Budskabet er klart nok: Mads kæmper for den lille mand og ofrer det store europæiske familieprojekt og global velfærd for at redde dansk økonomi, en indsats for hvilken han symbolsk belønnes med en søn. Mads’ lille familieprojekt er samtidig det eneste, som afslutningsvist er uskadt og i sidste indstilling ser vi ham holde sin for tidligt fødte spæde efternøler i sine arme. Fade-out. Her følger serien en lang og træt tradition indenfor tv-fiktion og film, hvor kun den monoracialt profilerede familie tildeles et hjemligt ‘hyggeligt’ rum, succesful forplantning og kontinuitet, en ‘lykkelig fortsættelse,’ så at sige.

Blandt de yngre maskuliniteter i Bedrag II er der fx den fåmælt-truende ‘familieløse’ yuppie Mathias Thomsen, der er kurer for seriens danske skurk, den aldrende Knud Christensen, som er ikke-farvet og indflydelsesrig finansmand. Desuden er der Christensens unge medsammensvorne, investoren Mushtaq Aziz som er vestasiatisk. På det gode hold finder vi østasiatisk-/koreansk-danske Alf som er Mads’ kollega i SØIK og ligesom Mathias taler ‘perfekt dansk.’ Med lidt god vilje kan man, hvis man trækker på en ældre forståelse af race (klasse = race), tilmed sige, at den småkriminelle karakter Bimse som er migrant/flygtning fra Jylland også hører til i garden af yngre farvede maskuliniteter.

Bedrag IIs fremstilling af asiatisk maskulinitet er aferotiseret. Selvom Alf er en af de gode, er han symbolsk eunukiseret og barnløs og bortset fra et lille tit til den svensk-fødte Lise Strand (konen til den kriminelle, Bjarke Strand, i afsnit 4) som er gift, indtager han ellers en pastoral rolle i forhold til Mads’ gravide kone Kristina. I Bedrag I havde Alf et romantisk forhold til en ikke-farvet midaldrende dansk  journalist ved navn Mia, men der var ingen børn i horisonten, og hun blev dræbt af Hr. Christensens svenske hitman P. Parallelt indskriver Bimse sig iblandt de gode igennem sin hensynsfuldhed overfor sin makker Nickys kone Lina. Det er også Bimse som beder Nicky gribe ind og redde en ikke-farvet kvinde fra Aziz som er korporlig. For et øjeblik mødes den rige og elitære ikke-danske vestasiatiske voldelige patriark og den jysk-fødte proletar-maskulinitet. Sidstnævnte konstitueres som den gode, men tildeles heller ingen romantisk relation og dræbes kort efter af svenske P.

Gad vide hvordan serien klarer sig i Sverige?

JKN (som ikke selv har kunnet leve af at stå hverken foran eller bagved et kamera)

Skitse til den første asiatisk danske demografi

asien-kort

Minoritetsrapporten har udgivet en skitse til den første demografi for asiatisk danske som per 1. januar, 2015 svarede til 310.851 individer eller ca. 5,5 procent af en samlet befolkning på 5.659.715.

Hensigten med demografien er at give et overblik over ‘Asien i Danmark’ og dermed at udfordre diverse former for nær- og fjern-orientalisme, hvor asiatiskhed og danskhed ofte gengives som uforenelige, nærmest hinandens modpoler. Mange af de asiatisk danske repræsentationer som indgår i demografien vidner om, at dansk velfærd, som den har udfoldet sig fra slutningen af 1960erne, er etableret via og ikke på trods af immigration al den stund at de fleste er ankommet til Danmark i samme periode eller er børn af folk som er.

Demografien er at finde under Litteratur og referencer.

“Jeg har set høje kinesere”

Michala Yun-Joo Schlichtkrull

DR-journalist, Thomas Skov, har været i Rio under OL 2016. I den forbindelse delte han for et par uger siden dette billede på Instagram med bemærkningen “Jeg har set høje kinesere…”

14329105_10154518656933007_107497806_o

I husker måske Thomas Skov som den ene af de to værter i programserien Kridhvid i Kina, der blev sendt på DR3 i 2014 og for tiden kan genses på dr.dk. Dengang brillerede Skov med racistiske kommentarer som “Ved I hvorfor kinesere er gule? Det er fordi de boller i karry” (afsnit 1) og “Jeg kan jo heller ikke se forskel på Simon Jul og hende der anmelderen (Ann Lind Andersen) fra Godmorgen Danmark” (afsnit 2). Af opslaget her ser det ud til, at Skov stadig ikke holder sig tilbage med at dele ud af sine unuancerede, racistiske betragtninger, når det handler om Kina og kinesere. Men det må selvfølgelig også være chokerende for ham at opdage, at der rent faktisk findes høje(re) personer blandt en befolkning på mere end 1,3 milliarder…

Når jeg ser Skovs opslag og et program som Kridhvid i Kina, undrer jeg mig over, hvorfor omtale af Kina og kinesere i den danske offentlighed fra tid til anden foregår på så platte præmisser. Se bare en DR-overskrift som denne (“Kinesiske robotter giver landet historisk OL-fiasko”, dr.dk, 17. august 2016) fra dette års OL i Rio, der emmer af den velkendte “kinesere som flokdyr uden evne til at tænke selvstændigt”-retorik.

Politikens journalist, Kim Rathcke Jensen, der driver Kinablog, skrev tidligere på året en glimrende kommentar om fremstilling af Kina i medierne efter Jim Lyngvilds interview i “Aftenshowet”. Her delte Lyngvild gavmildt ud af (egne?) tilfældige “facts” om Kina (blandt andet, at ordet “nej” ikke findes på kinesisk). Rathcke Jensen pointerede i den forbindelse netop, at der er en “anything goes”-attitude på spil i forhold til fremstillingen af Kina og kinesere i den danske offentlighed og efterlyste kritisk stillingtagen til kilder.

Jeg kan kun erklære mig enig heri og opfordre til mere saglighed i den danske mediedækning af Kina og kinesere, så vi slipper for sensationsfokuseret “China bashing” a la Skov. Det gør sig i øvrigt både gældende i tilfældet Thomas Skov, men også i mere seriøse sammenhænge hos de store dagblade, hvor “catchy” overskrifter tilsyneladende er vigtigere end almindelig anstændighed (se eksempelvis Informations “I Kina slår de kvinder”-overskrift og Politikens “Verden blev sparet for 400 millioner kinesere – mindst!” som vi tidligere har omtalt her på bloggen).

Den gule modstandskraft bliver til i Amerika

Introduktion

Essayet ”The Emergence of Yellow Power in America” af den japansk/asiatisk amerikanske universitetsstuderende Amy Uyematsu (f. 1947) blev bragt første gang i den asiatisk amerikanske undergrundsafvis Gidra i Oktober 1969 og genoptrykt i den banebrydende antologi Roots: An Asian American Reader fra 1971. ”The Emergence” som har fået den danske titel ’Den gule modstandskraft bliver til i Amerika’ kan læses som et amerikansk Zeitbild fra anden halvdel af 1960erne hvor folkerettighedsbevægelserne vandt udbredelse bl.a. som en reaktion på Vietnamkrigen ude og institutionaliseret racisme og sexisme på hjemmefronten; bevægelser som blandt andet har været med til at definere nutidens debat om menneskerettigheder, migration og minoriteter. Den gule modstandskraft er skrevet i en kontant, kompromisløs stil. Teksten er passagevist generaliserende fx med henblik på sorthed, gulhed og hvidhed, men samtidig vitaliserende og moderne i sin sproglighed og argumentation for solidaritet imellem minoriteter på tværs af klasser og etnoraciale grupperinger og erfaringer. De problematikker som den beskæftiger sig med er desværre alt for aktuelle i det 21. Århundrede; i USA såvel som i et immigrationsforskrækket Europa. Denne aktualitet er også en stor del af motivationen for at bringe essayet på dansk. Vi er hos Minoritetsrapporten stolte over, som de første, at kunne bringe ”Den gule modstandskraft bliver til i Amerika” i dansk oversættelse og retter samtidig en særlig tak til forfatteren.

Forside. Gidra, oktober 1969. Foto. Willie.

Roots: An Asian American Reader

Roots:  An Asian American Reader. 1971.

Bionote. Amy Uyematsu (f. 1947). Tredje-generations japansk amerikansk fra Los Angeles. Matematiklærer, folkerettighedsaktivist og digter. Hun var medredaktør på den nævnte antologi. Roots: An Asian American Reader og har siden udgivet fire 4 digtsamlinger:

2015. The Yellow Door. Pasadena, CA: Red Hen Press.
2005. Stone Bow Prayer. Port Townsend, WA: Copper Canyon Press.
1997. Nights of Fire, Nights of Rain. Pasadena, CA: Story Line Press.
1992. 30 Miles from J-Town. Pasadena, CA: Story Line Press.
1971. Medredaktør af Roots: An Asian American Reader. LA, CA:
UCLA Asian American Studies Center
 

Den gule modstandskraft bliver til i Amerika

Af Amy Uyemtasu
(oversættelse af Jacob Ki Nielsen)

(uddrag)

Asiatisk amerikanere kan ikke længere tillade sig at betragte den sort-hvide kamp fra sidelinjen. De har deres egen sag at kæmpe, fordi de også er ofre – med mindre synlige ar – efter den hvide institutionaliserede racisme. En gul bevægelse er blevet sat i gang af bevægelsen for sort modstandskraft [black power movement]. Adresserende problemer der er specifikke for asiatisk amerikanere, er denne bevægelse for gul modstandskraft [yellow power movement] relevant for sort modstandskraft, fordi de begge er del af Den tredje verdens kamp [Third World Struggle] for at frigøre af alle farvede folk.

Del 1: EN FEJLAGTIG IDENTITET

Bevægelsen for den gule modstandskraft er i det store hele motiveret af problemet om selv-identitet hos asiatisk amerikanere. Det psykologiske fokus hos denne bevægelse er vitalt, for asiatisk amerikanere lider en afgørende mental krise ved have ’integreret’ sig i det amerikanske samfund —

”Ingen personer kan være sunde, hele, og modne såfremt vedkommende må benægte dele af sig selv; dette er hvad ’integrationen’ hidtil har krævet.”

Stokely Carmichael & Charles V. Hamilton[1]

Asiatisk amerikanernes nuværende position i Amerika anses ikke som et socialt problem. At have opnået middelklasseindkomster uden samtidig at udgøre en reel demografisk trussel for den hvide majoritet, har størstedelen af asiatisk amerikanere (nemlig, japanske og kinesiske) fået symbolsk accept fra det hvide Amerika.

Netop fordi asiatisk amerikanere har opnået økonomisk tryghed, konfronteres de med alvorlige identitetsproblemer. Til fulde engageret i et system der underordner dem på basis af ikke-hvidhed forsøger asiatisk amerikanere stadig at vinde accept ved at fornægte deres gulhed. De er blevet hvide i enhver henseende undtagen farve.

Men de subtile og dog fremherskende raciale fordomme som ’gule’ oplever, begrænser dem til den hvide verdens margin. Asiatisk amerikanere har antaget en hvid identitet, dvs. den amerikanske majoritets værdier og holdninger. De begynder nu at indse, at denne nation er et ’hvidt demokrati’ og at gule folk har en fejlagtig identitet.

Indenfor de seneste to år har bevægelsen for ’gul modstandskraft’ udviklet sig som en direkte udløber af bevægelsen for ’sort modstandskraft’. Bevægelsen for ’sort modstandskraft’ fik mange asiatisk amerikanere til at stille spørgsmål ved sig selv. ’Gul modstandskraft’ er netop nu ved stadiet af ”en artikuleret stemning [articulated mood] frem for et program – desillusion og fremmedgørelsen fra det hvide Amerika og uafhængighed, racial stolthed, og selvrespekt.”[2] En gul bevidsthed er det umiddelbare mål for bekymrede asiatisk amerikanere.

I amerikaniseringsprocessen har asiatisk amerikanere forsøgt at transformere sig selv til hvide – både mentalt og fysisk. Mentalt har de tilpasset sig den hvide mands kultur ved at afgive deres sprog, vaner, historie og kulturelle værdier. De har adopteret den amerikanske levevis [American way of life] kun for at opdage, at dette ikke er tilstrækkelig.

Desuden har de frastødt deres fysiske arv, resulterende i ekstremt selvhad. Gule folk deler begæret efter at se hvide ud med de sorte. Ligesom sorte ønsker en lys teint med smalle læber og udglattet hår, ønsker ’gule’ at være høje med lange ben og store øjne. Selvhadet er så åbenbart i den gule mands besættelse af uopnåelige hvide kvinder, og i den gule kvindes forsøg på at opnå anerkendelse hos mænd ved at efterabe hvide standarder for skønhed. Gule kvinder har deres egne ’hårudretningsteknikker’ — de bruger ”brintoverilte, skumgummi og Scotch tape for at få lyst hår, store bryster og dobbelte øjenlåg.[3]

Parolen ”Sort er smukt [black is beautiful]” iblandt sorte amerikanere har skabt en ny bevidsthed hos asiatisk amerikanere om at være stolte af deres fysiske og kulturelle arv. Gul modstandskraft taler for selvaccept som det første skridt imod personlighedsstyrkelse hos asiatisk amerikanere.

Da gul modstandskraft indtil videre består af studerende og unge voksne, arbejder den for etableringen af centre for asiatisk amerikanske etniske studier på universitetscampusser såsom Cal og U.C.L.A. Genetableringen af etnisk identitet igennem uddannelse forfølges på hold såsom U.C.L.A.s ’Orientaler i Amerika [Orientals in America]’. Som udtrykt af en studerende på kurset:

”Jeg vil tage dette kursus for at realisere nu og ikke for et passivt blik i et sløret spejl; det billede jeg ser er W.A.S.P. [hvid angelsaksisk protestantisk], men den gule hud er ikke liljehvid… Jeg vil finde ud af hvordan mit frivilligt eller underbevidst undertrykte orientalske selv er; og endvidere hvordan de tusinder af andre (undertrykte?) orientalske selv er i en langt større krop og sind – Amerika… Jeg vil etablere min etniske identitet og ikke blot for slige rødders skyld, men for den iboende værdi sådan en baggrund fortjener.”[4]

Problemet med selv-identitet hos asiatisk amerikanere kræver også en fjernelse af stereotyper. De gule folk i Amerika forekommer at være tavse medborgere. De stereotypiseres som værende passive, imødekommende og ufølsomme. Uheldigvis er denne beskrivelse rimelig præcis, for asiatisk amerikanere har accepteret disse stereotyper og de bliver dermed sande for dem.

De ’tavse’ asiatisk amerikanere har rationaliseret deres adfærd med henblik på kulturelle værdier som de har bibeholdt fra det gamle land. For eksempel bruger japanerne termen ’enryo’ for at angive tøven i handling eller udtryk. En ung buddhistisk Munk [Reverend] Mas Kodani fra Los Angeles Senshin Buddhistiske Tempel har illustreret forskellen imellem det japanske ’enryo’ og det japansk-amerikanske ’enryo’: hvis en lærer eller underviser i Japan spørger, ”Er der nogen spørgsmål?,” svarer en eller flere medlemmer af holdet eller tilhørerne; men i USA efterfølges det selvsamme spørgsmål af dødelig stilhed.

Munk Kodani har også kommenteret på ytringsfriheden imellem familiemedlemmer som er fraværende hos asiatisk amerikanere. Som amerikansk-født studerende i Japan var han overrasket over den frie udfoldelse af lidenskab hos japanske familier. Dette kulturelle træk kommer ikke til udtryk i japansk-amerikanske familier som reagerer med forlegenhed og skyld på åbne følelser som kærlighed og had.

Ubehaget ved at indrømme og udtrykke naturlige menneskelige følelser har været en faktor for det forsvindende lille antal asiatisk amerikanere indenfor teater, drama, og litterær kunst. Med racefordomme og konkurrence indenfor disse områder in mente; gule amerikanere kan ikke udtrykke sig ærligt, eller med den kinesisk amerikanske skuespiller James Hongs ord, de kan ikke føle ”fra maven.”

Det tavse, passive billede af asiatisk amerikanere forstås ikke med henblik på deres kulturelle baggrund men ud fra det faktum at de er skræmte. De første asiater i Amerika var kinesiske immigranter, som begyndte at slå sig ned i stort antal på Vestkysten fra 1850 til 1880. De var underkastet ekstrem hvid racisme, rækkende fra økonomisk underordning, til nægtelse af naturaliseringsrettigheder, og til fysisk vold. Da de anti-kinesiske oprør nåede deres højdepunkt i 1880erne, stod hvide for ”stening af kinesere i gaderne, afklipning af deres lange rottehaler, hærgen af deres butikker og vaskerier.”[5] Det værste oprør fandt sted i Rock Springs, Wyoming i 1885 da 28 kinesiske beboere blev myrdet. Måske lærte overlevende kinesere at leve i tavshed for selvom ”ofrene til sådanne angreb forsøgte at gå til domstolene for få beskyttelse, kunne de ikke gøre sig forhåbninger om at få en høring i stand. Udtrykket ’ikke en Kinamands chance’ havde en grim og bitter virkelighed.”[6]

Racistisk behandling af ’gule’ eksisterede stadig under 2. Verdenskrig med den uberettigede internering af 110.000 japanere i forvaringslejre. Da japansk amerikanerne blev beordret til at forlade deres hjem og efterlade deres egendomme med kort varsel, samarbejdede de med resignation og uden modstand. Ifølge Frank Chumann, tidligere formand for den japansk amerikanske medborgerliga [The Japanese American Citizens League], bruge de ”princippet om shikataganai – realistisk resignation – og evakuerede uden protest.”[7]

I dag er asiatisk amerikanerne stadig skræmte. Deres passive adfærd tjener til at holde den nationale opmærksomhed på sorte folk. Ved at være så lidet iøjnefaldende som muligt, holder de presset væk fra sig selv på bekostning af de sorte. Asiatisk amerikanere har dannet en ubehagelig alliance med hvide amerikanere for at holde de sorte nede. De lukker øjnene for den latente hvide racisme imod dem, som aldrig har forandret sig.

Forskrækkede ’gule’ tillader den hvide offentlighed til at bruge stereotypen om den ’tavse orientaler’ imod den sorte protest. Tilstedeværelsen af 20 millioner sorte i Amerika udgør en faktisk fysisk trussel for det hvide system. Frygtsomme hvide fortæller militante sorte at den acceptable standard for adfærd er eksemplificeret i den stille, passive asiatisk amerikaner.

Bevægelsen for gul modstandskraft forestiller sig en ny rolle for asiatisk amerikanere:

”Det er en afvisning af den passive orientalske stereotyp og symboliserer tilblivelsen af en ny asiat – en som vil anerkende og behandle uretfærdigheder. Den gule modstandskrafts udråb, symbolsk for vores nye retning, som giver genlyd i korridorerne hos det asiatiske fællesskab.”[8]

Som udtrykt i sort modstandskrafts forfatterskaber, siger den gule modstandskraft også, at ”Når vi begynder at definere vores eget billede, vil stereotyperne – det vil sige – løgne som vores undertrykker har udviklet, begynde i det hvide fællesskab og slutte samme sted.”[9]

En anden forhindring for dannelsen af gul bevidsthed er veletablerede hvide racistiske holdninger, som er til stede hos asiatisk amerikanere. De er falsk stolte over deres egen økonomiske fremgang og hævder, at sorte kunne have en lignende succes, hvis blot de fulgte den protestantiske etik om hårdt arbejde og uddannelse. Mange asiater støtter S.I. Hayakawa, den såkaldte talsmand for gule folk, når han råder den sorte mand til at efterligne Nisei-en: ”Gå i skole og få høje karakterer, læg en dollar til side for hver ti som I tjener til kapitalisering af jeres forretning.”[10] Men faktum er, at den hvide magtstruktur har tilladt asiatisk amerikanere at få succes igennem deres egne anstrengelser, mens de samme institutioner vedbliver at nægte sorte amerikanere disse muligheder.

Visse grundlæggende forandringer i det amerikanske samfund gjorde det muligt for mange asiatisk amerikanere at forbedre deres økonomiske vilkår efter krigen. For det første blev de sorte folk mål for diskrimination på USA’s vestkyst. Den voldsomme tilstrømning af sorte som migrerede til Vesten under og efter Anden Verdenskrig afledte racistisk agitation fra de gule til de sorte. Fra 1940 til 1950 var der en 85,2 procent forøgelse af den sorte befolkning i USA’s Vest og Nord; fra 1950 til 1960, en forøgelse på 71,6 procent; og fra 1960 til 1966 en forøgelse på 80,4 procent.[11]

Den anden grundlæggende samfundsmæssige forandring var det skiftende økonomiske billede. Asiatisk amerikanere var i stand til at finde arbejde i det vestlige USA som i overvejende grad var landbrugsområde. Første- og anden generations japanere og filippinere blev hyret som landbrugsarbejdere og gartnere mens kinesere blev ansat i vaskerier og restauranter. I markant kontrast er de højteknologiske og urbane samfund, som arbejdsløse sorte folk i dag står overfor. ”Til forskel for immigranten fandt den sorte migrant kun få muligheder i byen; han var ankommet for sent, og der var ikke længere brug for den ufaglærte arbejdskraft som han kunne tilbyde.”[12] Ydermere holdes sorte i dag udenfor et skrumpende arbejdsmarked, som også lukker muligheder for arbejdssøgende hvide.

Asiatisk amerikanere sikrer fortsat hvid racisme i USA, fordi de tillader det hvide Amerika at holde billedet af den ’succesfulde’ orientaler frem for andre minoritetsgrupper som en model til efterligning. Det hvide Amerika retfærdiggør de sortes position ved at vise, at andre ikke-hvide – gule folk – har været i stand til at ’tilpasse’ sig systemet. Den underliggende sandhed for både gules historie og for sortes er blevet forvrænget. Ydermere er kravet om at sorte borgere skal ”bevise deres ret til lighed”[13] grundlæggende racistisk.

Uheldigvis slås bevægelsen for gul modstandskraft med en veludviklet racisme hos asiatisk amerikanere, som projicerer deres egne frustrerede forsøg på at opnå hvid accept over på de sorte folk. De plejer deres egne følelse af mindreværd og usikkerhed ved at betragte sig selv som de sortes overlegne.

Da de føler, de befinder sig i en relativ sikker økonomisk og social position, overser de fleste asiatisk amerikanere den subtile men ødelæggende racisme som konfronterer dem. De ønsker ikke at oprøre deres nuværende egosystemer igennem ærlig selvevaluering. De ville hellere narre sig selv end at indrømme, at de har prostitueret sig for det hvide samfund.

Del 2: BETYDNINGEN AF MODSTANDSKRAFT FOR ASIATER I AMERIKA

Den fremkommende bevægelse iblandt asiatisk amerikanere kan beskrives som ’gul modstandskraft’ fordi den søger frihed fra racial undertrykkelse igennem modstandskraften fra et styrket gult folk. Som afledt af sort modstandskraft-ideologi, antyder gul modstandskraft, at asiatisk amerikanere skal og må kontrollere de beslutningsprocesser, som påvirker deres liv.

En grundlæggende præmis for både sort modstandskraft og gul modstandskraft er, at den etniske politiske magt må bruges for at forbedre de økonomiske og sociale vilkår for sorte og gule. I betragtning af betydningen af magt for asiatisk amerikanere, vil to almene antagelser blive udfordret: For det første, at asiatisk amerikanere er fuldstændig magtesløse i USA; og for det andet antagelsen om, at asiatisk amerikanere allerede har opnået ’økonomisk’ lighed.

Mens sort modstandskraft formentlig kan forhandle fra en styrkeposition har den gule modstandskraft ikke et sådant potentiale at trække på. Et forenet sort folk ville udgøre over 10 procent af den samlede amerikanske vælgerskare; hvilket er en betydeligt nok andel af den stemmende del af befolkningen til at gøre det muligt for sorte at være en kontrollerende kraft i magtstrukturen.[14] I modsætning hertil ville den politiske magt for gule kun have lidet effekt på stats- og nationale stridspunkter. Den samlede kinesiske, japanske og filippinske befolkning i USA var i 1960 blot 887.834 – ikke engang en halv procent af den samlede befolkning.[15]

Ikke desto mindre er asiatisk amerikanere ikke helt magtesløse i den lokale politiske arena. For eksempel var det samlede antal kinesere, japanere og filippinere i Californien i 1960, 2 procent af statens befolkning.[16] Deres mulige politiske betydning ligger i den kendsgerning, at disse grupper udgør en stor del af befolkningen i San Francisco og Los Angeles. 55 procent af kineserne, 16 procent af japanerne og 33 procent af filippinerne bor i storbyområdet San Francisco-Oakland.[17] Og på et endnu mere lokalt plan er omkring 1/3 af den samlede befolkning i området Crenshaw i Los Angeles, kinesisk og japansk; og japanere i byen Gardena ejer 40 procent af byens ejendomme.[18]

I by- og landkommuner kunne en solid gule stemmeblok gøre en forskel. Som irerne, italienerne, jøderne og polakkerne har vist, er den bemærkelsesværdige kendsgerning ved etniske politisk magt dens evne til at ”kontrollere en større andel af politisk kontrol og indflydelse, end dens faktiske andel af befolkningen giver hjemmel til.’[19]

Selv under antagelse af, at gul politisk magt kunne være betydelig, hvordan vil den forbedre den nuværende økonomiske situation for asiatisk amerikanere? De fleste gule folk har opnået middelklasseindkomster og føler, at de ikke har en legitim anke imod den eksisterende kapitalistiske struktur.

Asiatisk amerikanernes middelkassetilegnelse har også gjort visse sorte usympatiserende med bevægelsen for gul modstandskraft. For at bruge et B.S.U. medlems ord, det ser ud som om asiatisk amerikanere ”blot vil have en større andel af kagen.” Det er svært for nogle sorte at forholde sig til ”den gule mands” problemer sammenlignet med hans egen totale offergørelse.

Selvom det er sandt, at nogle asiatiske minoriteter fører an i forhold til alle andre farvede grupper i Amerika med henblik på økonomisk fremskridt, er det en fejlslutning, at asiatisk amerikanere nyder godt af de fulde økonomiske muligheder. Hvis den protestantiske etik i sandhed er en formular for økonomisk succes, hvorfor tjener japanere og kinesere som arbejder hårdere og har mere uddannelse end hvide så ikke det samme? Arbejdsløshedsstatistik, uddannelsestilegnelse og årlig gennemsnitindkomst afslører en uoverensstemmelse i denne ’succesformular,’ når det gælder ikke-hvide.

I 1960 var arbejdsløshedsraten for japanske og kinesiske mænd lavere end for hvide mænd i Californien:

2,6 procent for japanere
4,9 procent for kinesere
5,5 procent for hvide[20]

Det samme år var procentsatserne højere for japanske og kinesiske mænd end for hvide mænd som havde gennemført high school eller college:

High school:
34,3 procent for japanere
24,4 procent for kinesere

College (4 år eller derover)
13,3 procent for kinesere
11,9 procent for japanere
10,7 procent for hvide[21]

Trods disse tal var den årlige gennemsnitsindkomst for japanere og kinesere betydeligt lavere end for hvide. Kinesiske mænd i Californien tjente 3.803 USD; japanske mænd 4,388 USD; og hvide 5.109 USD.[22]

Forklaringen på denne diskrepans ligger i den fortsatte raciale diskrimination imod gule i det øvre indkomstlag og højstatusstillinger. Det hvide Amerika lovpriser japanere og kineseres succes for at være den højeste iblandt alle farvede grupper. Japanere og kinesere burde føle sig heldige over at være mere accepterede end alle andre ikke-hvide etniske grupper, men de bør ikke træde ved siden af og sammenligne sig med hvide. Essentielt set var det aldrig meningen, at den amerikanske kapitalistiske drøm skulle inkludere ikke-hvide.

Myten om den asiatisk amerikanske succes er mest tydelig i de økonomiske og sociale positioner for filippinsk amerikanere. I 1960 tjente de 65.459 filippinske beboere i Californien i gennemsnit 2.925 USD sammenlignet med 3,553 for sorte og 5,109 for hvide.[23] Over halvdelen af den samlede mandlige filippinske arbejdsstyrke var ansat i landbrug og servicesektoren; over haldelen af alle filippinske mænd modtog mindre end 8,7 års skolegang.[24] Filippinerne er sandelig en glemt minoritet i Amerika. Ligesom sorte har de mange legitime klager imod det amerikanske samfund.

Ghettosamfundene i Little Tokyo i Los Angeles og Chinatown i San Francisco er yderligere et eksempel på et falsk økonomisk og socialt billede af asiatisk amerikanere. I førstnævnte lever ældre japanere i nedslidte hoteller og i social og kulturel isolation. Og i sidstnævnte lider kinesiske familier under fattige kår i et samfund med nationens næsthøjeste rate af tuberkulose.[25]

Således er brugen af gul politisk magt gyldig, for asiatisk amerikanere har uomtvistelige økonomiske og sociale problemer som må udbedres. Ved at organisere sig omkring disse behov, kan asiatisk amerikanere gøre gul modstandskraft til en levedygtig politisk kraft i deres liv. Ω

Noter

[1] 1) Stokely, Carmichael and Charles V. Hamilton. 1967. Black Power: The Politics of Liberation in America. New York: Vintage Books. S. 55. Stokely Carmichael (1941 –1998), også kendt som Kwame Ture var en trinidadiansk amerikansk revolutionær aktivist i folkerettighedsbevægelserne og senere, den global pan-afrikanske bevægelse. Charles V. Hamilton (1929-) er en politisk aktivist og Professor Emeritus i politologi ved Columbia University.

[2] 2) Report of the National Advisory Commission on Civil Disorders. 1968. New York: The New York Times Company, s. 233.

[3] 3) Dinora Gill. 1969. ’Yellow Prostitution’. Gidra, April. S. 2.

[4] 4) ’UCLA Class on ’Orientals in America,’ Gidra, May, 1969, s. 6.

[5] 5) Foster Rhea Dulles. 1946. China and America. Princeton: Princeton University Press, s. 89.

[6] 6) Ibid.

[7] 7) ’Twenty Years After,’ Time, LXXVIII. august, 1961, s. 15

[8] 8) Larry Kubota. 1969. ’Yellow Power,’ Gidra, April, s. 3.

[9] 9) Carmichael and Hamilton, s. 37.

[10] 10) ’Hayakawa Praises Nisei as Sansei Picket Talk,’ Kashu Mainichi, April 28, 1969, s. 1.

[11] 11) Report of the National Advisory Commission on Civil Disorders, s. 241.

[12] 12) Ibid. S. 278.

[13] 13) Kazuo Higa, ’What Meaning Does the Japanese-American Experience Have for the Black People of America?’, Japanese American Seminar, June 5, 1968.

[14] 1) Chuck Stone. 1968. Black Political Power in America. New York: Bobbs-Merrill Company, s. 108.

[15] 2) State of California, Californians of Japanese, Chinese, and Filipino Ancestry. San Francisco: Division of Labor Statistics and Research, June 1965, s. 9.

[16] 3) Ibid. S. 17.

[17] 4) Ibid. Ss.10-11.

[18] 5) Interview with Alan Nishio, May 26, 1969.

[19] 6) Stone, s. 147.

[20] 7) State of California, s. 12.

[21] 8) Ibid. S 25.

[22] 9) Ibid. S. 14.

[23] 10) Ibid.

[24] 11) Ibid. S 25.

[25] 12 Gidra, May, 1969, p. 2.

Note til oversættelsen. ’Power’ som term er centralt for essayet og jeg har i oversættelsen, efter aftale med forfatteren, valgt at lade begrebet alternere imellem hhv. ’modstandskraft’ og ’magt.’ ‘I originalteksten indgår et citat fra en rapport (1968) af The National Advisory Commission on Civil Disorders hvor termen ‘negro’ indgår. Brug af termen bør forstås i forhold til sin amerikanske samtid som fx affirmeret i Martin Luther Kings berømte tale I Have a Dream (1963) men for ikke at reproducere en racistisk term på dansk i dag er den oversat med ‘sort’, hvilket er sket efter en del refleksion og debat på minoritetsrapporten. Kommentarer til brugen af etnoraciale termer på minoritetsrapporten velkommes og kan sendes til: minoritetsrapporten@gmail.com

Tak til Michala for kommentarer til oversættelsen og korrekturlæsning.

Hvor er de henne?

Om fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansk film

Af Jacob Ki Nielsen

Kinamand (Henrik Ruben Genz, DK/SE/NO, 2005)

Kinamand. 2005. Instr. Henrik Ruben Genz. Foto: Robin Skjoldborg, Niels Harving

Der ruttes ikke med asiatisk-danske hovedroller i dansk film eller minoritetshovedroller i det hele taget. Denne kommentar diskuterer således fraværet af asiatisk-danske kvinder i dansksproget film. Her tænkes særligt på kvinder med reference til Sydøst- og Østasien.

En gennemgang af asiatiske og asiatisk-danske kvinderoller i dansk film viser, at der oftest er tale om enten statister eller orientaliserede biroller fx som i noirfilmen The Element of Crime (1984) af Lars von Trier hvor vi igennem hovedpersonen Fisher møder den unge kvindelige sexarbejder Kim (Meme Lai) eller i integrations- og familiefilmen Far til fire – på japansk (2010) af Claus Bjerre med Tomomi Yamauchi i rollen som fru Tanaka.

Siden årtusindskiftet har den asiatiske kvindefigur dog været indskrevet i flere socialpædagogiske, afstigmatiserende og heteromantiske film om midaldrende majoritetsdanske arbejderklassemænd og kvindelige migranter fra Asien. Heriblandt, Kinamand (2005) af Henrik Ruben Genz hvori den skilsmisseramte blikkenslager Keld (Bjarne Henriksen) indgår et proforma ægteskab med Ling (Vivian Wu), der er søster til ejeren af nabolagets kinesiske restaurant. I 10 timer til Paradis (2012) af Mads Matthiesen drager den 38-årige bodybuilder Dennis (Kim Kold), der aldrig har haft en kæreste og bor udenfor København sammen med sin dominerende mor Ingrid (Elsebeth Steentoft), til Thailand hvor han møder Toi (Lamaiporn Sangmanee Hougaard) i hvem han snart forelsker sig og som følger ham til Danmark. Den seneste film er Rosita (2015) af Frederikke Aspöck. Filmen udspilles i en kystby i Nordvestjylland som et trekantsdrama imellem en midaldrende enkemand Ulrik (Jens Albinus), dennes søn Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) og førstnævntes nye kæreste Rosita (Mercedes Cabral), der ankommer fra Filippinerne og viser sig at være enlig mor til en dreng.

Disse film kan ses som tematiseringer af et globalt fænomen, såkaldt giftermålsmigration. Den stereotype grundfortælling  omhandler marginaliserede kvinder, der emigrerer til Vesten i håb om øget social, økonomisk og kulturel mobililtet samt vestlige ikke-patriarkalske arbejderklassemænds adgang til rollen som far og husbond/partner. Filmene minder om  produktioner fra 1950ernes Hollywood  såsom Japanese War Bride (1952) af King Vidor, hvor fyrene dog er fremstillet som uimodståeligt smukke anglo hvide amerikanske gentleman-maskuliniteter. Alt andet lige, highlighter de heteroseksuelle interetniske familiedannelser og deres filmiske repræsentationer mobilitetsmønstre, som også gør sig gældende i ikke-internationale ægteskaber; en institutionaliseret forskel i økonomisk formåen imellem kønnene hvor den mandlige part som oftest tjener mere end den kvindelige (vice versa).

I de nævnte film fungerer den asiatiske kvindefigur som en lindrende, hvis ikke, reparerende salve for den mandlige hovedpersons underkendte maskulinitet, der som oftest er majoritetsdansk hvid, midaldrende, heteroseksuel og arbejderklasseagtig. Jf ovennævnte er det bemærkelsesværdigt og problematisk, at de i forvejen få kvindelige ’hovedroller’ med relation til Asien i dansk film er asiatiske, hvilket kan ses om udtryk for en eksklusion af asiatiske-danske kvinder, roller og skuespillere. Omvendt, kalder det også på flere alternative multikulturelle og minoritetsfortællinger fx om ikke-hvide og særligt ikke-kristne mænds familiedannelse med hvide majoritetsdanske kvinder samt på en fortsat diskussion om hvilke roller skuespillere med etnisk racial minoritetsprofil kan tage og tildeles.

I want to be NEENJA!

Måske nogle af jer allerede har set den her video på YouTube.

Amerikanske Jennifer Murphy (YouTubeBlonde.com), tidligere Miss Oregon og deltager i Donald Trump-programmet “The Apprentice”, optræder til “The Pink Carpet Launch” for sit eget sengefirma med en racistisk sang med titlen “I want to be NEENJA”. Murphy synger sangen med en latterliggørende stereotyp asiatisk-engelsk accent, mens teksten blandt andet består af “catchy” linjer som “I want to chop chop chop Chow down, take Chow down to Chinatown”, “I throw my ninja star oh so very far” og “I learned my ninja kicks while watching Netflix”. Tåkrummende.

Og hvad værre er, står langt de fleste fra publikum og smiler og griner under hele Murphys optræden. Alle på nær den, så vidt jeg kan se, eneste person, der umiddelbart kan gå for at være asiatisk, kvinden i den lyserøde kjole, der står til højre for Murphy. Det er helt tydeligt, at den asiatiske kvinde ikke finder sangen sjov, og det er decideret trist at følge hendes chokerede reaktion på sidelinjen.

Angry Asian Man har skrevet en blogpost om videoen, hvor det netop er den asiatiske kvindes reaktioner, der er i fokus.

Her hos Minoritetsrapporten tilføjer vi Murphys optræden som en bonus til vores “Ugens Udvalgte fra Orientalismearkivet”-kavalkade, som vi postede tidligere i år.  Murphys sang og optræden er et skræmmende eksempel på, hvordan Asien og asiatiske minoritetspersoner fremstilles unuanceret og racistisk med “fresh off the boat broken English” samt karate-, ninja- og Chinatownreferencer.

Bemærk, at videoen oprindelig blev lagt på Murphys egen YouTubekanal tilbage i april i år, men den er imidlertid ikke længere tilgængelig der. Videoen er først for nylig blevet udsat for massiv kritik og kaldt racistisk, efter at være blevet debatteret heftigt på www.reddit.com, og det er i øvrigt efter den debat, at videoen er gjort utilgængelig på Murphys egen kanal.

Hvid(hed og) racisme i østasiatiske reklamer

Minoritetsrapporten har primært fokus på massemedieret racisme i Vesten men vi er, som asiatisk-danske, også opmærksomme på racisme i asiatiske medier, som desværre lever i bedste velgående. Her et par nyere eksempler på stereotypisering af sort maskulinitet i han-kinesiske og sydkoreanske reklamer.

En kinesisk reklame (2016) for skyllemidlet Qiaobi fra firmaet Shanghai Leishang Cosmetics Ltd. Co. har skabt forargelse i internationale medier og er beskrevet som ’den mest racistiske reklame nogensinde.’ Reklamen, der spiller på et transracialiserings-tema (racial transformation), viser en ung han-kinesisk kvinde flirte med en jævnaldrende mand kodet som sort. Hun propper ham resolut ned i sin vaskemaskine hvorefter han lidt senere dukker ’hvidvasket’ frem nu med han-kinesisk profil, til kvindens store tilfredsstillelse.

Qiaobi

Den kan ses her:

Firmaet har, som en reaktion på kritikken, forsøgt at bortforklare sagen, undskyldt overfor ’det afrikanske folk’ men i det mindste trukket reklamen tilbage. Transracialisering og kommercielle diskurser om renlighed kan spores i Pears’ sæbereklamer fra  slutningen af 1700-tallet som også spiller på temaet ‘hvidvaskning’ af sorte. Qiaobi-reklamen er, for øvrigt, en reciprok til en italiensk Coloreria Italiana-reklame for vaskemiddel til farvet tøj, hvor et italiensk hvidt hetero-par på skift propper hinanden ned i vaskemaskinen og dukker frem som en hyperseksualiseret sort bodybuilder under slogansene ‘coloured is better’ og ‘What women want.’

Reklamen kan ses som et udtryk for racisme imod sorte i fortidens og nutidens Vesten og Østasien. Et andet eksempel er nedenstående reklamekampagne med sloganet ‘Sammen laver vi en lykkelig verden’ fra 2015 for Daegu University (Taegu Taehakkyo) i Sydkorea.

DaeguUni

Det ses at den studerende, der er profileret som sort, er tilføjet en Photoshoppet erektion. Minoritetsrapporten skrev følgende til Daegu Universitet d. 16. oktober, 2015 men, i lighed med Politiken, reagerede universitetet ikke på henvendelsen:

‘To the person at Daegu University who is responsible for the add campaign with the slogan

“행복한 세상 우리가 만들어 가겠습니다”

I am writing to you because I would like you to remove the mentioned add campaign, among others, posted at Seoul Station (see attachment). The add shows a young Black male student “with a boner.” It is considered as racist/sexist and echoes decades of stereotyping, ridiculing and humiliating depictions of Black men as sexual predators and primates.

Please have this campaign removed from the public immediately.

Thank you.

Anbefalet litteratur:

Chen Kuan-hsing. 2010. ”EPIL0GUE: The Imperial Order of Things, or Notes on Han Chinese Racism,” Asia as Method: Toward Deimperialization, 257-268. Durham and London: Duke University Press.

Den måske bedste akademiske tekst på engelsk om han-kinesisk racisme.

“Som at observere en ukendt dyreart”

Ordene stammer fra Politikens Listen fra 26. maj 2016 og har overskriften “Mærkelighed. Asiater i bybilledet”:

“Fem asiatiske kvinder gik ud ad bagdøren på bus 9A, gik målrettet hen til fordøren og bordede bussen igen. Det er som at observere en ukendt dyreart”

En beskrivelse af asiater som den her er i Minoritetsrapportens optik mildest talt grænseoverskridende, og det er der flere årsager til:

  • Asiater fremstilles som én stor ensartet masse, der færdes i flok.
  • Asiater sammenlignes på nedværdigende vis med dyr.
  • Asiater i (det københavnske) bybillede(t) er en “mærkelighed” og et unormalt indslag i det gængse gadebillede.

På trods af Listens “vi tager lige lidt pis på det hele”-stil kunne Politikens redaktion godt have tænkt sig om en ekstra gang, før de valgte at bringe en tekst, der på den her måde framer en voksende minoritetsgruppe som en “mærkelighed […] i bybilledet”.

Tak til vores læser, der gjorde os opmærksom på teksten. Hvis I opdager noget lignende i det danske mediebillede, kan I sende os en mail på minoritetsrapporten@gmail.com eller sende en besked til os på Facebook.