I want to be NEENJA!

Måske nogle af jer allerede har set den her video på YouTube.

Amerikanske Jennifer Murphy (YouTubeBlonde.com), tidligere Miss Oregon og deltager i Donald Trump-programmet “The Apprentice”, optræder til “The Pink Carpet Launch” for sit eget sengefirma med en racistisk sang med titlen “I want to be NEENJA”. Murphy synger sangen med en latterliggørende stereotyp asiatisk-engelsk accent, mens teksten blandt andet består af “catchy” linjer som “I want to chop chop chop Chow down, take Chow down to Chinatown”, “I throw my ninja star oh so very far” og “I learned my ninja kicks while watching Netflix”. Tåkrummende.

Og hvad værre er, står langt de fleste fra publikum og smiler og griner under hele Murphys optræden. Alle på nær den, så vidt jeg kan se, eneste person, der umiddelbart kan gå for at være asiatisk, kvinden i den lyserøde kjole, der står til højre for Murphy. Det er helt tydeligt, at den asiatiske kvinde ikke finder sangen sjov, og det er decideret trist at følge hendes chokerede reaktion på sidelinjen.

Angry Asian Man har skrevet en blogpost om videoen, hvor det netop er den asiatiske kvindes reaktioner, der er i fokus.

Her hos Minoritetsrapporten tilføjer vi Murphys optræden som en bonus til vores “Ugens Udvalgte fra Orientalismearkivet”-kavalkade, som vi postede tidligere i år.  Murphys sang og optræden er et skræmmende eksempel på, hvordan Asien og asiatiske minoritetspersoner fremstilles unuanceret og racistisk med “fresh off the boat broken English” samt karate-, ninja- og Chinatownreferencer.

Bemærk, at videoen oprindelig blev lagt på Murphys egen YouTubekanal tilbage i april i år, men den er imidlertid ikke længere tilgængelig der. Videoen er først for nylig blevet udsat for massiv kritik og kaldt racistisk, efter at være blevet debatteret heftigt på www.reddit.com, og det er i øvrigt efter den debat, at videoen er gjort utilgængelig på Murphys egen kanal.