Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet

 

Ugens udvalgte fra Orientalisme-arktivet er børnesangen Tre små kinesere på Højbroplads.

Omslagsillustration af Dina Gellert til Tre små kinesere – og 4 andre børnesange. Forlaget Carlsen. 2015.

Den kendte børnesang er udvalgt fordi den desværre lader til at være en racistisk evergreen. I tidligere årtier var sangteksten angiveligt med henvisning til fattige asiatiske gadekunstnere og musikanter. I dag bruges sangen — som minoritetsrapporten tidligere har omtalt —  til latterliggørelse af japanske og kinesiske turister.

Tre små kinesere der har tysksproget oprindelse, blev først introduceret på dansk i 1945. I dag kendes sangen på tysk som Drei Chinesen mit dem Kontrabass.  I tidlige varianter af sangen fra Pommern før 1. verdenskrig er der tale om “Japanesen.” Den første trykte version af sangen udkom i Berlin i 1913 under titlen Drei Japanesen mit ’nem Bass.

Et link til en YouTube video der meget vel illustrerer ovennævnte pointe: https://www.youtube.com/watch?v=i9IFnl0ZiDI

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet

Ushi Heiku

I starten af 00erne viste TvDanmark (i dag Kanal 4) en række programmer, hvor Annette Heick udgav sig for at være en japansk tv-værtinde ved navn Ushi Heiku, der interviewede kendte danskere. Heick var i programmerne klædt ud med briller, sortfarvet paryk og store, falske tænder. Samtidig talte hun under sine interviews meget dårligt engelsk og sagde nogle pinlige, grinagtige og af og til seksuelle ting til de intetanende interviewede. I slutningen af hvert program gav Heick gav sig til kende til stor morskab og lettelse for de medvirkende.

Ushi Heiku indtager en plads i Minoritetsrapportens Orientalismearkiv på baggrund af programmets unuancerede, racistiske fremstilling af Østasiater, og særligt japanere, med store tænder og uforståeligt engelsk. Samtidig er Ushi Heiku et godt eksempel på  “yellowface” på dansk tv, hvor en “hvid” (her majoritetsdansk) person portrætterer en østasiat – et fænomen der i øvrigt er velkendt og omdiskuteret i filmindustrien, for eksempel her hos BBC.

Billedet er taget fra denne artikel, der i øvrigt kører videre i samme diskrimenerende “Ushi Heiku-spor”.

Da Nobels litteraturpris blev kinesisk

 

Andreas Frydensberg Olsen, BA i Kinastudier, Københavns Universitet

 

Mo Yan fremviser sin Nobelprismedalje. Foto: Xinhua.

Den kinesiske forfatter Mo Yan modtog i 2012 Nobels litteraturpris. Dette medførte stor debat i den danske presse. For hvordan kunne man give Nobels litteraturpris til en kinesisk forfatter, som ikke er censureret eller lever i politisk asyl uden for Kinas grænser? Denne debat skildrede Mo Yan som værende uværdig til prisen, da han har tætte forbindelser til det kinesiske statsapparat. Tildelingen blev dermed en anderkendelse af Kinas ufine politiske metoder. Her følger en kort gennemgang af tre arikler fra den danske presse om tildelingen af prisen til Mo Yan. Ambitionen er at skabe et klarere billede af, hvordan Mo Yan og Kina blev repræsenteret og beskrevet ved offentliggørelsen af tildelingen af prisen.

Forfatteren Mo Yan og Nobels litteraturpris

Mo Yan anses for at være en af samtidens største forfattere i Kina. Han blev født i 1955 og voksede op under fattige kår på landet, hvor han blandt andet arbejdede som hyrdedreng. Senere blev han optaget i militæret, hvor han begyndte at skrive. Gennem sin karriere som forfatter har han udgivet en lang række noveller og romaner, hvoriblandt de mest kendte er De Røde Marker (1986. Hong Gaoliang Jiazu), Hvidløgsballaderne (1988. Tiantang Suantai Zhi Ge) og Life and Death are Wearing Me Out (2006. Shengsi Pilao). Seneste roman fra Mo Yans hånd er Frog (2009. Wa).

Gennem tiden har Mo Yan opnået stor anderkendelse som forfatter i både ind- og udland, og mange af hans værker er blevet oversat til en lang række sprog, heriblandt også dansk. Hertil er nogle af hans værker også blevet filmatiseret, og filmen De Røde Marker (1987. Hong Gaoliang), instrueret af Zhang Yimou, fik stor international anderkendelse og blev i 1988 tildelt Den Gyldne Bjørn ved Berlins internationale filmfestival.

I oktober 2012 offentliggjorde det svenske akademi, at Mo Yan var dette års modtager af Nobels litteraturpris. I tiden op til offentliggørelsen havde der været mange gisninger om, hvem der ville modtage prisen, og mange bookmakere havde Mo Yan som favorit.

Ved offentliggørelsen udsendte det svenske akademi en pressemeddelelse, hvori de angav grunden til tildelingen af prisen. Her skrev de, at Mo Yan modtog prisen, da han er en forfatter ”who with hallucinatory realism merges folk tales, history and the contemporary.” (Se Nobelprize.org).

Tildelingen af prisen affødte med ét stor debat om Mo Yan og hans litteratur. Bølgerne gik højt i alverdens medier, hertil også i den danske presse. Rundt omkring i Europa blev tildelingen mødt med stor skepsis, og mange medier prøvede at påvise, hvilke venskabelige relationer Mo Yan og det kinesiske regime har. Den manglende censur af hans værker blev i mange medier anskuet med forargelse, og dette kunne antyde, at han har samme politiske interesser som regimets folk i Beijing. Man stillede altså spørgsmålstegn ved, om en kinesisk forfatter, anderkendt af regimet i Kina, kunne opfylde kravene for at modtage Nobels litteraturpris. Imidlertid handler dette i større grad om vores egen verdensanskuelse i Danmark, end det siger noget som helst om Mo Yan, hans litteratur og Kina i det hele taget.

Reaktioner i den danske presse på tildelingen af prisen til Mo Yan

Den 12. oktober 2012, kort tid efter offentliggørelsen af tildelingen af Nobels litteraturpris, udgav politiken.dk artiklen ”Jublende Propagandaminister: Nobelpris Viser Kinas Voksende Indflydelse.” (Boesen 2012). I starten af artiklen fastslår journalisten, at Mo Yan er en kritiker af systemet, ”Staten siger tak til Mo Yan. Han kvitterer med at kræve aktivist løsladt.” Man skal dog ikke særligt langt ned i artiklen, før journalisten begynder at pointere Mo Yans relation til det kinesiske styre. Dette kommer klart til udtryk, når journalisten for eksempel skriver ”Mo Yan er ikke politisk aktiv, men både medlem af kommunistpartiet og viceformand for det regeringsgodkendte forfatterforbund, […].”

Herefter dvæler artiklen ved den kritik, Mo Yan har været udsat for i forbindelse med tildelingen af prisen, og det beskrives, at ”I kølvandet på offentliggørelsen af prisen har Mo Yan været genstand for kritik fra menneskeretsaktivister […].” Hertil bliver særligt den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiweis kritik af Mo Yan pointeret, som klart har en forventning om, at Mo Yan ønsker Liu Xiaobo løsladt. Liu Xiaobo er en fængslet kinesisk forfatter og systemkritiker, der blev tildelt Nobels fredspris i 2010. Til sidst pointerer journalisten så, at Mo Yan har prøvet at imødekomme denne kritik, og at han ønsker Liu Xiaobo løsladt hurtigst muligt. Hertil skriver journalisten, at ”Han [Mo Yan] tilføjer, at han har læst nogle af Liu Xiaobos litterære artikler fra 1980’erne, men at han ingen forståelse har for Liu Xiaobos arbejde, efter at hans jævnaldrende kollega slog ind på en mere politisk vej.” I kølvandet på artiklens kritiske vinkel kommer dette til at fremstå således, at Mo Yan bakker op omkring Liu Xiaobos fængsling, og at han rent politisk ligger tæt op af det kinesiske regimes.

Det bliver også beskrevet, hvordan den kinesiske informationsminister lykønsker Mo Yan. I overskriften bliver denne minister dog kaldt for ’propagandaminister,’ hvorimod han længere nede i artiklen kaldes for ’informationsminister.’ At ordet propagandaminister bliver anvendt i stedet for informationsminister kan tolkes som en negativ kommentar til det kinesiske styre, idet ’propaganda’ har en betydning af “information, ofte usand eller ensidig, som udspredes for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt.” (Se DDO).

Den 10. december 2012, omkring selve tildelingen af prisen, udgav dr.dk artiklen ”Nobel: Censurelskende Forfatter Får Litteraturpris I Dag.” (2012. Brovall, Sandra og Malte Vuorela).

Som det allerførste skriver journalisterne, at ”Den systemvenlige kineser Mo Yan modtager kritik i ind- og udland for at få Nobelprisen i litteratur i Stockholm i dag.” Længere nede i artiklen bliver det pointeret, at Ai Weiwei er stor kritiker af tildelingen af prisen til Mo Yan, og Mo Yan bliver kaldt for ’systemets mand.’ Hovedfokus er, at Mo Yan har modtaget en del kritik, og længere nede i artiklen beskrives det også, hvorledes han har sammenlignet censur med et sikkerhedstjek i en lufthavn. Til sidst i artiklen bliver det kort beskrevet, at han har haft en fattig opvækst, at han er meget populær i Kina og at ”I løbet af halvfemserne blev han indrullet i systemet i Kina.” Journalisterne prøver at slå fast, at Mo Yan er en støtter af styret i Kina, og hele artiklen er bygget op omkring kritiske udsagn om ham.

Et par dage senere udgav information.dk artiklen ”Forfattere Uenige Om Nobelpris.” (2012. Villesen, Kristian og Rasmus Bo Sørensen). Udgangspunktet for denne artikel er, hvorvidt Mo Yan fortjener Nobels litteraturpris. En række danske forfattere bliver udspurgt om netop dette. Allerede i starten af artiklen bliver det beskrevet, at ”Den kinesiske forfatter Mo Yan har forsvaret censur.” Herefter følger en række udsagn fra forskellige danske forfattere. Journalisternes spørgsmål tager i stor stil udgangspunkt i kritikken af Mo Yan fra for eksempel Ai Weiwei og Herta Müller, og spørgsmålet ”Hvad mener du om kritikken af Mo Yan?bliver stillet nogle gange. Herta Müller er tidligere modtager af Nobels litteraturpris. Mange af forfatterene mener bestemt ikke, at Mo Yan fortjener prisen, og de beskriver tildelingen som værende ”Ikke et smukt valg,” ”Ingen pris til en, der taler godt om censur” og en kalder Mo Yan for ”Bare en klaphat.” I denne artikel gives der altså også en massiv kritik af tildelingen af prisen til Mo Yan, heriblandt fordi han ifølge de danske forfattere er tilhænger af censur.

Forståelser af Kina, Mo Yan og Nobelprisen

Samtidig belyser disse artikler ikke bare Mo Yan og hans litteratur, men de belyser også Kina og det kinesiske statsapparat mere generelt. Der bliver gjort opmærksom på, at Kina er et land uden ytringsfrihed, et land hvor man har fængslet en nobelprismodtager, og hvor demokratiske værdier ikke er til at finde. Med andre ord opstiller disse artikler et ’masterplot,’ som beskriver Kina. Altså, en fælles fortælling om Kina, som vi måske alle kan nikke genkendende til, hvor Kina i udgangspunkt er en autoritær stat med ufine politiske metoder såsom censur og fængsling af systemkritikere. Tildelingen af Nobels litteraturpris til Mo Yan svarer dermed til, at man giver prisen til det kinesiske regime, og at man herved anderkender de kinesiske politiske metoder. Denne fortælling, eller dette masterplot, er med til at fremmedgøre Kina, at male et billede af Kina som værende noget, vi i allerhøjeste grad skal være bange for. De fleste af os har læst i en avis eller siddet i en forsamling, hvor udtryk som ”kineserne kommer” er blevet fremført. Debatten i de danske medier omkring tildelingen af prisen til Mo Yan er endnu et skud på stammen til at opretholde denne fælles fortælling. En fælles fortælling som ser ned på Kina. Med denne fortælling ophøjer man både de vestlige værdier om kultur og politik til værende bedre. Umiddelbart virker dette meget gammeldags og noget, som man normalt forbinder med imperialisme og kolonitiden.

Spørgsmålet er så, om vi i Danmark og resten af den vestlige verden stadig lever med den selvforståelse, at vi er lidt bedre end de andre? Og vadede den danske presse for meget rundt i vores negative masterplot omkring Kina, da de dækkede og debatterede tildelingen af Nobels litteraturpris til Mo Yan? Hertil er det bemærkelsesværdigt, at det var de færreste forfattere i artiklen fra information.dk der havde læst noget af Mo Yan. Når forfattere får tildelt Nobels litteraturpris, må det først og fremmest være på baggrund af dennes litteratur. I denne sammenhæng må man opfordre til at læse en forfatters værker, før man begynder at udtale sig om dennes litteratur. Og lad ikke mindst dette være en opfordring til at begive sig i kast med Mo Yans litteratur og hans farverige litterære verden. Måske vil man opdage, at man sagtens kan være en fremragende forfatter i Kina, som også forholder sig kritisk til samtiden, selvom man ikke er bandlyst af det kinesiske regime.

Henvisninger:

Boesen, Steffen. 2012. ”Jublende Propagandaminuster: Nobelpris Viser Kinas Voksende Indflydelse.” Politiken.dk: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1780496/jublende-propagandaminister-nobelpris-viser-kinas- voksende-indflydelse/ (6.11.2015).

Brovall, Sandra og Malte Vuorela. 2012. ”Nobel: Censurelskende Forfatter Får Litteraturpris I Dag.” Dr.dk: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/nobel- censurelskende-forfatter-faar-litteraturpris-i-dag (6.11.2015).

DDO. Ordnet.dk. Tilgængelig online: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=propaganda (19.12.2015).

Nobelprize.org. Mo Yan – Facts. Nobelprize.org. Tilgængelig online: http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/literature/laureates/2012/yan-facts.html (14.12.2015).

Villesen, Kristian og Rasmus Bo Sørensen. 2012. ”Forfattere Uenige Om Nobelpris.” Information.dk: http://www.information.dk/319726 (6.11.2015). 

Ugens udvalgte fra Orientalismearkivet

En af vores følgere slog denne video op på vores Facebookside for nogle uger siden og foreslog, at den kom i Orientalismearkivet. Tak til den opmærksomme følger og dennes søster for bidraget, videoen er hermed inkluderet.

Minoritetsrapporten sætter fokus på repræsentation af asiater og asiatiskhed i det danske medielandskab og arbejder for at fremme bevidstheden om massemedieret racisme i Danmark. I den sammenhæng har vi oprettet et Orientalismearkiv, der (med fokus på asiatiskhed) viser den visuelle tilstedeværelse af raciale stereotyper i det danske samfund.

Med eksprestog til Kina, der i 1991 fik en 2. plads ved det danske Melodi Grand Prix, er et godt eksempel på sådanne raciale stereotyper, og på den baggrund indtager den en plads i arkivet. De unuancerede forestillinger om Østasien, særligt Kina, kommer tydeligt til udtryk med strofer som “Nu har de fået en lille kina-dreng – Han spiller koto på en enkelt streng” og det catchy omkvæd “Hun sagd’ tjing tjang tjung – Det betyder kærlighed”.

Med eksprestog til Kina er skrevet af Ole Bredahl og sunget af ham selv og Ulla Bjerre. Teksten kan findes her: http://4lyrics.eu/dmgp/dmgp-1991/ulla-bjerre-ole-bredahl-med-eksprestog-til-kina/ (09.03.2016)