Den nye gule fare: hvide maskulinitetsfortællinger i Hollywood film om Nordkorea

olympus.interview.reddawn

Jacob Ki Nielsen

”Den gule fare” er mere end et idiom for AC Horsens. Det referer også til en form for Orientalisme, hvor asiatiskhed er stereotypiseret som en patriarkalsk, aggressiv og militaristisk trussel, der omvendt fremmer en selvbranding af hvid vestlighed som progressiv1) Orientalisme indbefatter både stereotypisering af Nærorienten/Mellemøsten (som beskrevet i Edward Said’s berømte studie Orientalism fra 1978) og Fjernorienten/Østasien (Fx Robert G. Lee’s Orientals, 1999).2) Selvom førstnævnte er et højaktuelt emne og nært forbundet med fjern-Orientalisme, vil jeg i nærværende fokusere på fremstillinger af Nordøstasien/gulhed, nærmere bestemt Hollywoodfilm om Nordkorea.3) Kort sagt, argumenteres der for, at Nordkorea fremstilles som en ny gul fare, hvilket indebærer en marginalisering, hvis ikke, eksklusion af asiatiske minoriteter i vesten, særligt mænd.

Nordkoreas boom i det globale mediebillede
Siden årtusindskiftet er antallet af Nordkorea-tematiseringer boomet i det vestlige mediebillede. Dette inkluderer artikler, bøger, indlæg på sociale medier, bøger, nyheder, computerspil, tv-dramaer, dokumentarer og spillefilm etc. I en dansk kontekst har interessen for Nordkorea bl.a. fundet udtryk i vidnesbyrd af nordkoreanske flygtninge, nyheder og debat om krænkelse af menneskerettigheder, vurderinger af den gul/røde fare. Mest kendt er nok DR-dokumentaren Det Røde Kapel (2006) af Mads Brügger i hvilken sidstnævnte, drager til det isolerede diktatur med de to (syd)koreansk-danske komikere og ikke-normative maskulinitetsfigurer Simon Jul Jørgensen og Jacob Nossell, med henblik på at blotlægge det groteske og dehumaniserede regime (omvendt, en fremvisning af danskhedens progressivitet). Hypen omkring nordkoreanskhed kan forklares med to kardinalbegivenheder; USAs lancering af idiomet Ondskabens akse i 2002 samt Nordkorea der fik atomvåben i 2006 og dermed blev, de facto, uindtagelig. Ondskabens akse blev introduceret af den daværende amerikanske præsident George W. Bush som en reaktion på terrorangrebet den 11. September og indbefatter ”forbryderstaterne” Iran, Irak og Nordkorea, der formodedes at udvikle og sprede masseødelæggelsesvåben.4) Ondskabens akse er siden blevet et dominerende paradigme i den vestlige kristne verdens kamp imod terror som fx fortolket i utallige Hollywoodfilm.

Det (u)indtagelige Nordkorea og asiatisk-gul maskulinitet i Hollywood
Snart efter lanceringen af Ondskabens akse var Nordkorea da også et tema i James Bond filmen Die Another Day (2002) af Lee Tamahori, i hvilken forbryderen er en nordkoreansk selvtægts-oberst, der ønsker at fremtvinge en ny invasion af Sydkorea i håb om at genforene den koreanske halvø. I filmen fremstår den nordkoreansk maskuline figur som en invaderende og militaristisk trussel for den globale fred, som en ny gul fare. Nordkorea som en gul fare er også et ledemotiv i den satiriske action-komedie og dukkefilm Team America. World Police (2004) af Trey Parker, i hvilken gul og rød fare og invasion fra rummet sammensmeltes i diktatoren Kim Jong-il, der fremstilles som en utilregnelig ensom lille superterrorist, der slutteligt overvindes af filmens hvide helt Gary Johnston. Noget overraskende afsløres det (Men in Black-agtigt), at diktatoren er et insekt fra det ydre rum, der letter i en rumkapsel med løfter om tilbagevenden. En forklaring på populariteten af invasionsnarrativer (og hele Dommedagsgenren) i Hollywood er, at det udgør et nærmest perfekt spektakel til mønstring af patriotisme og cementering af amerikanske værdier. Hollywood har efterfølgende produceret en del film om Nordkorea som en atomar trussel for USA og verdensfreden fx Behind Enemy Lines II: Axis of Evil (2006) af James Dodson hvor Ondskabens akse endog er indskrevet i titlen. Filmen følger et amerikansk SEAL team, som begiver sig ind på nordkoreansk territorium for at destruere et atomvåbenanlæg. I ungdoms- og krigsfilmen Red Dawn (2012) af Dan Bradley, der er formuleret som en fortælling om patriotisme og ”dreng til mand” maskulinisering, følger vi en gruppe unge i det nordvestlige USA mens de kæmper imod en nordkoreansk invasion.5) I actionfilmen Olympus Has Fallen (2013) af Antoine Fuqua remaskuliniseres den skotsk-amerikanske protagonist, da han på en Die-Hard-agtig facon befrier det Hvide Hus og den anglo-hvide præsident fra en gruppe Nordkoreasympatiserende terrorister, der ikke kun har til hensigt at fremtvinge en genforening af den nordkoreanske halvø men også at sprænge USAs atomvåbenarsenaler i luften på amerikansk grund som hævn for USAs hærgen under Koreakrigen (1950-1953). I The Interview (2014) af Seth Rogen og Goldberg, som jeg vil sige mere om nedenfor, legitimeres drabet på diktatoren Kim Jong-un af den nordkoreanske atomare trussel, og filmen markerer den foreløbige kulmination på mediehypen omkring Nordkorea.

De nævnte kontroverser imellem USA og Nordkorea kulminerede i efteråret/vinteren 2014 med hackerangrebet på produktionsselskabet Sony og lanceringen af The Interview. Sony blev hacket af en uidentificeret gruppe med tilnavnet Guardians of Peace, der efterfølgende proklamerede, at hvis ’terrorfilmen’ blev frigivet ville de angribe premieren i New York. Det nordkoreanske regime nægtede forbindelse til hackerangrebet, men havde kritiseret filmen tidligere på året, da det blev kendt at den involverede snigmordet på diktatoren Kim Jong-un. Som følge af truslerne aflyste Sony premieren, hvilket udløste et massemedieret ramaskrig om indskrænkelse af ytringsfriheden (læs: udstilling af Sony som kujonagtig).6) Selskabet lod efterfølgende The Interview biografscreene i en mindre skala og frigav filmen via diverse onlinemedier (Youtube m.fl.). Jeg vil ikke her rode mig ud i en vurdering af terrortruslen, om regimet var ansvarlig for hackerangrebet eller i en diskussion af ytringsfrihed og -ansvar, men i det følgende se nærmere på orientalisme i filmen.

Kort fortalt er The Interview en politisk satire og følger de to venner Aaron Rapoport (Seth Rogen) og Dave Skylark (James Franco) på rejse ind i Nordkorea med instrukser fra CIA om at forgifte Kim Jong-un og derved kickstarte en revolution samt bane vej for en demokratisering. Filmen starter i Pyongyang hvor en lille indoktrineret pige ses/høres synge en obskøn parodi på en anti-amerikansk propagandasang foran en forsamling klaktører. Sangen afsluttes med affyring af et gigantisk ”fiktivt” missil, der bliver til temacentrering af amerikanske nyhedsreportager, der beskriver Kim Jong-un som nutidens Hitler og beretter om forlydender om, at Nordkorea har udviklet langdistancemissiler, som er stand til at nå den amerikanske vestkyst. Fremstillingen af den lille indoktrinerede pige kalder nærmest på frigørelse, hvilket da også viser sig at være et af filmens grundmotiver.

Vi introduceres til Dave og Aaron i Manhattan, fremstillet som hvide bachelorer i 30erne. Dave er vært på det sensationsprægede talkshow Skylark Tonight, hvor Aaron er producer. Under fejringen af show nummer 1000 konfronteres Aaron med sit livs meningsløshed da han ydmyges af en tidligere studiekammerat, der nu er seriøs producer på 60-minutes. Her introduceres filmens Leitmotif nemlig moralsk genoprejsning, remaskulinisering og patriotisering af/for protagonisterne. Efter en kortvarig forhandling beslutter vennerne at gøre Skylark Tonight socialt relevant, og da det forlyder, at Kim Jong-un er en fan af showet, beslutter de at bede diktatoren om et interview. Aaron rejser til Kina for at arrangere interviewet og har der et ultrakort møde med den nordkoreanske kommunikationsofficer Sook (koreansk-canadiske Diana Bang), som han straks forelsker sig i. Kort efter annonceringen af det planlagte interview kontaktes Dave og Aaron af CIA, der instruerer dem om at forgifte diktatoren. Efter en serie komplikationer ankommer vennerne til Nordkorea, hvor de indlogeres i Jong-uns bjergfæstning. Mens Jong-un (spillet af koreansk-amerikanske Randall Park) og Dave knytter bånd omkring manglende anerkendelse fra deres afdøde fædre og fornøjer sig med førstnævntes harem (spillet af asiatisk-nordamerikanske modeller), udvikles et romantisk og seksuelt forhold imellem Aaron og Sook og sidstnævnte giver sig til kende som pro-demokratisk. Under indflydelse af Jong-uns venlighed og adgang til hans harem, betvivler Dave imidlertid missionen, men genvinder fatningen inden interviewet der sendes direkte på tv. I et actionladet klimaks dræber Sook, Dave og Aaron, Jong-un, og de forhindrer derved en atomkrig.

The Interview inviterer til forskellige læsninger. Som en politisk satire kunne man fx fristes til at se de stereotype fremstillinger af nordkoreansk/gul, som hyggehumoristiske metarefleksive kommentarer. Dog, ved inspektion af forholdet imellem race, etnicitet, køn og seksualitet i filmen, synes den nærmere at reproducere end at udfordre en heteronormativ orientalisme. Fx er fraværet af gule mænd i filmens fremstilling af det ”multikulturelle” Manhattan slående, hvilket er mere skuffende end overraskende eftersom fraværet af den gule /asiatiske maskuline figur som amerikansk, er karakteristisk for Hollywoodorientalisme. Filmen reproducerer dermed en hyppigt citeret multikulturel hvidhed, dvs. amerikanskhed som multikulturelt, men anført af amerikansk-hvide mandlige karakterer og producenter. Omvendt bevilges gul femininitet i filmen tilsyneladende hvidt/amerikansk medlemskab via intimitet/slægtskabsdannelse med den hvide mand/hvid-vestlig maskulinitet, hvilket også er et ofte reproduceret, hvis ikke overeksponeret, tema i Hollywood. I The Interview tematiseres multikulturelt hvidt medlemskab i den interraciale het(ero)mance imellem Aaron og Sook, der også kan læses som et klassisk narrativ, hvor mødet imellem to karakterer, der indledningsvist befinder sig i en underskudsposition, viser sig gensidig udbytterigt. Aaron er fremstillet som en hvid-vestlig og jødisk beta-maskulinitet mens Sook er hyperseksualiseret, militariseret og undertrykt af det patriarkalske nordkoreanske regime.7) Det antydes tidligt i filmen at Aaron har en præference for gul femininitet og efter det første møde med Sook er han tryllebundet.8) For Aaron indebærer det intime møde med den feminine gule anden dog også et faremoment; for, på baggrund af en historie med anti-raceblandingsideologi markerer intimiteten, ud over erobring, også en overskridelse af den hvide homogenitet, der kræver et bevis på loyalitet og patriotisme.9) Aarons patriotisering fremstilles i en scene, hvor han er nødsaget til at gemme en dildoformet beholder med giften i prutten for at undgå at blive afsløret af de nordkoreanske sikkerhedsvagter. Denne ”ofringens lemlæstelse” af den heteroseksualiserede mandekrop konstituerer ham som patriot, loyal overfor missionen og de amerikanske værdier mv. Scenen er muligvis også en reference til en lignende patriotisering i den nævnte Team America hvor Gary Johnston må give den mandlige teamleader Spottswoode et blowjob som bevis på sin troværdighed. I begge film efterfølges homoseksualiseringen af en heteroseksuel genetablering. I The Interview er denne gengivet i en klimatisk scene hvor Sook og Aaron har højenergisex i et våbendepot inden den store finale, hvilket samtidig er en konkret repræsentation af deres nybagte alliance. Under interviewet forsegles alliancen med blod, da parret besætter producerrummet. Der opstår en blodig udveksling med de nordkoreanske mandlige producere; Aaron mister en finger under slagsmålet, hvorefter Sook dræber sine landsmænd og forhenværende kollegaer. Efter diktatorens død flygter Dave og Aaron ud af Nordkorea med hjælp fra Sook og en deling sydkoreanske soldater. Sook erklærer matriotisk, at hun ønsker, at blive for hjælpe sit land på vej til demokratisering. Filmen slutter med en epilog et års tid senere, hvor Sook og Aaron er Skypekærester. Sook er afmilitariseret og frigjort og Nordkorea på vej til at blive et “fredeligt” forbrugskapitalistisk demokrati. Aaron er moralsk genrejst og remaskuliniseret, mens Dave har udgivet sine erindringer om turen. Afslutningsvist bør det nævnes, at de nordkoreanske roller i filmen er besat af asiatiske- nordamerikanske skuespillere og strippere/modeller. Der er mao plads til vesterniserede asiatiske figurer i Hollywood, forudsat deres ikke særlig befordrende deltagelse i det hvide-vestlige fiktionsfilmprojekt.

Afrunding
Nordkorea er den nye gule fare i Hollywood. Et gennemgående tema i de ovennævnte Hollywoodfantasier er, at nordkoreansk/asiatisk-gul maskulinitet fremstilles som en patriarkalsk, utilregnelig og invaderende trussel. Omvendt fremstilles amerikansk anglo-hvid maskulinitet som en progressiv og overvindende kraft, muligvis en strategi til håndtering af et post-imperialistisk mindreværdskompleks der, som vist ovenfor, også udtrykkes i form af latterliggørelse. Det Hollywoodgenererede fjendebillede er problematisk, fordi det indebærer en eksklusion af asiatisk-gule mænd som amerikanske/vestlige. Asiatisk-gul femininitet tilbydes imidlertid hvidt-vestligt medlemskab via intimitet med den hvide mand, hvilket dog ofte er reduceret i en hyperseksualiseret fremstilling af førstnævnte. Man må vedblive at udfordre de dominerende amerikansk-hvide maskulinitetsfortællinger og, med Bell Hook’s ord in mente, i det hele taget det neo-imperiale kapitalistiske patriarkat, asiatisk-gult eller hvidt.

Noter
1) Den kanoniserende artikulation af den gule fare må være Kaiser Wilhelm II ”gelbe Gefahr” i september 1895 og den medfølgende illustration med paroletitlen Europas Folk, beskyt jeres helligste gods [Völker Europas, wahrt eure heiligsten Güter] af Hermann Knackfuß.

2) I sit studie identificerer Lee en række grundtræk ved americana orientalisme i (særligt af kinesiskhed) som afvigende, forurenende, korrupt og utilregnelig og som en horde, en koolie og model minoritet.

3) Etnicitet referer primært til national og religiøs formation mens racial terminologi fx hvid og eller gul referer til repræsentation eller kodet figuration. Den raciale term hvid benævnes i forhold til en mængde etniske markører såsom anglo, vestlig, amerikansk, jødisk, kristen og canadisk etc.

4) Ondskabens akse er, som nogle læsere vil vide, et spil på Aksemagterne [Achsemächte] alliancen imellem Tyskland, Italien og Japan under Anden Verdenskrig.

5) Angiveligt af kommercielle og socialpolitisk økonomiske hensyn ændredes invasionstyrkernes nationalitet fra kinesisk til nordkoreansk i post-produktionsfasen af Red Dawn (Kina udgør et kæmpe marked og er USA’s primære kreditor). Filmen er en genindspilning af en film med samme titel fra 1984 af John Milius hvori Nordamerika invaderes af en USSR-Nicaragua-Mexico alliance. Instruktøren John Milius er for øvrigt krediteret for computerspillet Homefront (2011 der også er plottet på en nordkoreansk invasion af USA.

6) For en mere detaljeret opsummering af kontroverserne se: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Interview_(2014_film) (1.9.2014).

7) Seth Rogen er, som kendisfigur, medieret som jødisk-hvid og canadisk, mens Diana Bang er asiatisk-gul og koreansk-canadisk, så mødet kan også læses omkring den etniske fællesnævner canadisk.

8) Motivet med hvide mænd der drager ud i naturen eller til orienten for der at genvinde fatningen og remaskuliniseres, vandt frem i 1990erne, fx er det ledemotivet i Den Sidste Samurai (2003) af Edward Zwick og ligeledes reproduceret i et større antal Discovery overlevelsesprogrammer.

9) Gul femininitet og hvid maskulinitet er nok den hyppigst forekomne interraciale kombination; udsat, stigmatiseret og fejret. Som forskeren Michele Elam bemærker i sit studie The Souls of Mixed Folks om den nylige reformation af blandethed i USA: ”Engang fremstillet som udstødt, er personen af blandet race nu oftere portrætteret som en pioner. Denne beskrivelse af personen af blandet race, overkompenserer, forståeligt nok, for en historisk dæmonisering af “mulat” som marginal og degenereret, og utvivlsomt er glamourisering mindre ondartet end krænkelse. Men i både de populære og, med vigtige undtagelser, sociale, videnskabelige karakteriseringer af blandet race, er der en tendens til at forstærke forestillinger om, at mono-racial identifikation er, som modsætning, kollektiv, forskrift/norm, fanget i den antikverede racementalitet fra 1960erne og 1970erne, og associeret med alt muligt konservativt.” (Elam 2011: 10). Min oversættelse.

Filmplakater (fra venstre) for The Interview, Olympus has Fallen og Red Dawn. Hentet fra internettet d. 15. august, 2015.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *