Om fraværet af asiatiske modeller i den danske modebranche

Michala Yun-Joo Schlichtkrull

Jeg bruger i indlægget betegnelsen ”majoritetsdansk”, som refererer til den hudfarve, majoriteten af den danske befolkning har – den hudfarve, der kan aflæses som ”hvid”.

Som minoritetsdansker med østasiatisk baggrund kan det være lidt af en udfordring at finde skønhedsidealer i det aktuelle samfund at identificere sig med. Det drejer sig for eksempel om skønhedsidealer i diverse danske modemagasiner samt reklamer for tøj og makeup i den danske offentlighed, hvor fraværet af asiatiske modeller er ganske (ned)slående Imidlertid kan det også være en udfordring for de fleste majoritetsdanskere at identificere sig med samtidens polerede og retoucherede skønhedsidealer, men det er ikke mit ærinde at tage den diskussion her. I stedet vil jeg med indlægget problematisere, at der er et regulært fravær af asiatiske modeller i den danske modeoffentlighed. Jeg vil først og fremmest belyse, hvad det fravær skyldes. Er det eksempelvis fordi asiatiske modeller ikke sælger (nok) og således ikke tilfredsstiller den brede danske målgruppe? Med indlægget her vil jeg desuden give den danske majoritetsoffentlighed et udsnit af virkeligheden som dansk-asiatisk minoritet, og vise hvor ekskluderende forskellige aspekter af dagligdagen kan opleves – for eksempel når man bladrer gennem et modemagasin og oplever at falde fuldstændig udenfor både målgruppe og majoritetsskønhedsideal.

Jeg tager udgangspunkt i forsiderne fra de seneste fire år på et af Danmarks største modemagasiner, nemlig Magasinet Costume, der ifølge Gallup havde mere end 100.000 læsere pr. udgivelse i 2014[1]. På magasinets Facebookside kan man finde de seneste fire års forsider, og ingen af forsidemodellerne inden for den givne periode er asiater. Det nærmeste vi kommer en repræsentation af asiatiske minoritetskvinder er en forside fra marts 2012 med den britiske celebrity, Alexa Chung, som er af delvist kinesisk herkomst, samt en forside med et gruppebillede af danske ”it-kvinder” fra september 2011, heriblandt den danske rockstjerne, Sharin Foo, der har kinesiske aner. Imidlertid bunder valget af de to kvinder næppe i det formål at have en kvinde med asiatisk baggrund på forsiden, og Alexa Chung og Sharin Foo er efter min overbevisning først og fremmest forsidestof i kraft af deres sans for mode, manifesteret med overskrifter som ”se de kendte kvinders garderober” og ”verdens største stilikon”. Costumes monotone forsideudvalg giver således anledning til en refleksion over, hvad de sidste fire års forsider med majoritetsdanske modeller egentlig siger om det dominerende skønhedsideal i det aktuelle danske samfund? Og bunder fravalget af asiatiske modeller i den sammenhæng i en strukturel skønhedsdiskurs, hvor ”majoritetsdansk” i det danske samfund indtager førstepladsen i skønhedshierarkiet?

Før jeg besvarer de spørgsmål, vil jeg udfolde nogle af modargumenterne til dem, for kan fraværet af asiatiske modeller på forsiderne af danske modemagasiner ikke bunde i andet end et dominerende majoritetsdansk skønhedsideal? Kan fraværet ikke eksempelvis handle om, at en stor del af asiatiske kvinder ikke møder modebranchens krav om en bestemt højde? Og i samme ombæring, at der ikke er så mange kvindelige asiater med modelpotentiale at vælge imellem i en dansk kontekst, fordi minoritetsgruppen unge, asiatiske kvinder er meget lille sammenlignet med den tilsvarende majoritetsdanske gruppe? Her vil jeg lige indskyde, at når jeg taler om asiatiske kvinder i en dansk kontekst, tænker jeg nærmere bestemt på danske kvinder med øst- og sydøstasiatisk baggrund (Kina, Japan, Sydkorea, Vietnam, Thailand og Filippinerne), som udgør en voksende del af den danske befolkning[2]. Et af de førende danske modelbureauer, Scoop Models, repræsenterer eksempelvis blot fire asiatiske modeller ud af mere end 250 kvindemodeller[3], men det lille tal afspejler statistisk set det nuværende antal borgere med rødder i de seks ovennævnte lande i Danmark. Imidlertid har Scoop Models kontrakter med modeller fra hele verden, og argumentet med frekvensen af minoritetsdanske kontra majoritetsdanske unge kvinder med modelpotentiale er derfor ikke brugbart i den sammenhæng. Her handler det sandsynligvis i stedet om, at de fleste af Scoop Models klienter efterspørger modeller, som ikke har asiatisk baggrund, måske fordi klienternes målgrupper ikke inkluderer en asiatisk majoritet. Vender man blikket mod den internationale modescene, er der tale om en helt anden og hyppigere repræsentation samt eksponering af asiatiske modeller end i Danmark. I en international kontekst har de asiatiske modeller for længst taget modebranchen med storm med topmodeller som amerikansk-koreanske Soo-Joo Park, kinesiske Fei Fei Sun samt kinesiske Liu Wen. Sidstnævnte lå i øvrigt på syvendepladsen på  Forbes’ liste over højest betalte modeller i verden sidste år[4]. I en international kontekst ser vi således en del asiatiske modeller, som bruges på både magasinforsider, i kampagner og reklamer uden for Asien[5], hvor de når ud til en bredere målgruppe i hele verden. Der findes således masser af asiatiske modeller rundt om i verden, der tydeligvis møder branchens højde- og drøjdekrav.

Set i forhold til de danske Costumeforsider handler fraværet af asiatiske modeller måske nærmere om, at magasinet ikke benytter sig af internationale modeller fx af budgetmæssige årsager, eller fordi de primært ønsker at have danske kvinder på forsiden? Imidlertid har den australske topmodel Miranda Kerr været på forsiden af magasinet i 2014, mens celebrities som Sienna Miller og førnævnte Alexa Chung også har prydet forsider i 2012 og 2013, og selvom der er en overvægt af danske kvinder på forsiderne, er der stadig plads til internationale forsidemodeller. Det er derfor min opfattelse, at magasinet Costume først og fremmest har majoritetsdanske modeller på deres forsider, fordi det er majoritetsdanske kvinder, magasinet opfatter som sin primære målgruppe. Det betyder, at valget af forsidemodeller hænger tæt sammen med faktorer som målgruppe og salgstal frem for noget andet. Og selvom de asiatiske modeller repræsenteres hos modelbureauerne, finder de aldrig vej til Costumes forsider. Det er ikke min hensigt at opponere imod den hensyntagen til salgstal, for et af landets største modemagasiner må nødvendigvis tage hensyn til salgstal og dets primære målgruppe i en presset, hårdt konkurrerende magasinbranche. Ikke desto mindre er Costumes overvægt af majoritetsdanske forsidemodeller efter min overbevisning i høj grad også et produkt af et strukturelt dominerende skønhedsideal som overvejende majoritetsdansk, og magasinet reproducerer og opretholder på den måde et samfundsmæssigt minoritetsekskluderende skønhedsideal. Det betyder med andre ord, at et magasin som Costume er med til at fastholde et majoritetsdansk skønhedsideal som førstegjort og idealet, og det er efter min mening ønskværdigt, at magasinet fremover begynder at dyrke en mere inkluderende praksis med forsidemodeller, der ikke nødvendigvis alle er majoritetsdanske for på den måde at udfordre det fastgroede skønhedsideal. Set i et bredere perspektiv bliver en sådan inkluderende praksis og tilpasning af målgruppe ligeledes mere og mere aktuel i et dansk samfund, hvor flere farvede minoriteter efterhånden er repræsenteret og stille og roligt begynder at efterspørge produkter, hvortil de er målgruppen. Her tænker jeg også på minoriteter med mellemøstlig baggrund, der heller ikke repræsenteres i Costumes forsideunivers, trods det relativt store antal danske borgere af mellemøstlig herkomst.

Hvis Costume således for fremtiden vil blive ved med at ligge i toppen af salgskurven, kunne en nytænkning af valg af forsidemodeller måske ikke være en helt dårlig idé. Lad det være en opfordring herfra. Samtidig vil jeg understrege, at min pointe med indlægget ikke er at anklage magasinet Costume, eller den danske modebranche for den sags skyld, for ikke at bruge (flere) asiatiske modeller på deres forsider, i reklamer eller kampagner. Derimod er indlægget udelukkende tænkt som en problematisering af det aktuelle danske samfunds ekskluderende, majoritetsdanske skønhedsideal og kan læses som en opfordring til den danske modebranche om at inkludere flere farvede minoriteter fremover.

Alle websider brugt i indlægget er besøgt den 18. marts 2015 med undtagelse af Danmarks Statistik, som er besøgt den 3. april 2015.

[1] http://tns-gallup.dk/statistik/laesertal

[2] NB! Denne note er opdateret 3. december 2016. Ifølge Danmarks statistik er der pr. fjerde kvartal 2016 omkring 45.000 borgere med rødder i de seks nævnte lande, her er de ca. 9000 transnationalt adopterede fra Sydkorea ikke talt med:  http://www.statistikbanken.dk/folk1c 

[3] http://scoopmodels.com/models/women/

[4] http://www.forbes.com/models/

[5] Et eksempel er kinesiske Liu Wen, der i 2013 blev brugt i den svenske modegigant H&Ms kampagne ”The New Icons” og sydkoreanske Jihye Park, der var kampagnemodel for italienske Diesel i 2013. Se http://www.vogue.co.uk/news/2013/03/22/hm-new-icons-collection—joan-smalls-lindsey-wixson-daphne-groeneveld-liu-wen og  http://models.com/models/Ji-Hye-Park/client

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *